Dit liv

Vi står midt i den tredje store kvindebevægelse. Men flere mænd mener, at ligestillingen er gået for vidt

Drude Dahlerup har forsket i køn og ligestilling ”i mere end en menneskealder” og mener, vi står midt i historieskrivning. MeToo er den tredje store kvindebevægelse. Tavshedskulturen, som har gødet jorden for den sexistiske kultur, vil dø ud.

Når vi ser tilbage på årene omkring 2020, vil vi huske dem lige så tydeligt, som vi husker 1915 for at være året, hvor kvinder fik stemmeret.

Vi vil huske årene som den tredje store kvindebevægelse. Sådan vil vi læse om dem i historiebøgerne, og vi vil fortælle vores børn, at i disse dage afløste den ene sag om sexisme den anden.

Vi vil fortælle dem, at i de her år var der noget, der ændrede sig, og som aldrig blev det samme igen.  

Vi vil kunne huske, hvordan krisen i Det Radikale Venstre pludselig blev parkeret, fordi en ny tog over: Overborgmesteren i landets største kommune og næstformand i det socialdemokratiske regeringsparti, Frank Jensen, var seriekrænker, og det kostede ham sit politiske liv.

Drude Dahlerup har forsket i køn og ligestilling i mere end ”en menneskealder” ved Aarhus Universitet, Stockholms Universitet og Roskilde Universitet og netop redigeret bogen ”Konflikt og konsensus: Det danske ligestillingspolitiske regime” sammen med professor Anette Borchorst. 

For første gang i hendes karriere er en bevægelse så stor, at den får hende til at tale om en tredje kvindebevægelse.

Mens den første kvindebevægelse resulterede i, at kvinder fik stemmeret og ret til uddannelse, handlede anden bølge om kvinders frigørelse — den, som rødstrømperne stod for, og som blandt andet gav os fri abort, ligelønslov og forbedringer i barselsorloven.

Det har ligget og ulmet siden 2017

Nu har vi MeToo. Men bevægelsen har ladet vente på sig i Danmark.

- Jeg tror ikke, Sofie Linde kunne få sådan et gennemslag, som hun har fået nu, hvis det ikke havde ligget og ulmet siden 2017, og man samtidig har kunnet se, hvad der sker i andre lande. Og nu går låget så af trykkogeren, siger Drude Dahlerup.

Hun mener, at det, vi har kunnet se siden 2017, har skabt en øget bevidsthed hos mange kvinder — specielt hos de yngre kvinder. Den øgede bevidsthed har kunnet lade sig gøre, fordi de sociale medier har fortalt os, hvad der skete i resten af verden.

Drude Dahlerup har forsket i køn og ligestilling i mere end ”en menneskealder”. Hun har netop udgivet bogen ”Det danske ligestillingspolitiske regime”.

Men hvorfor er det, der sker nu, så omfattende, at Drude Dahlerup kalder det for den tredje store kvindebevægelse? Vi står jo stadig midt i det?

- Fordi den er global, og nu begynder den også at få konsekvenser herhjemme, siger hun.

I 2017, da den første MeToo-bølge nænsomt skyllede ind over Danmark, havde vi kun Peter Aalbæk, som det nærmest ingen konsekvenser fik for.

Hun fortæller, at den tredje kvindebevægelse kommer efter en lang stagnationsperiode, hvor viljen til at lovgive sig til mere ligestilling har været mere eller mindre fraværende. I 20 år har udvikling enten stået stille — eller har rullet sig tilbage.

Imens har vores nordiske nabolande for længst overhalet os, men det har ikke forhindret os i at markedsføre ligestilling som en særlig dansk værdi.

Kvinden var under en mands myndighed

Men hvad skete der? Hvorfor gik det i stå?

Drude Dahlerup forklarer, at i slutningen af 1990'erne var den seneste store kvindebevægelse, rødstrømperne, ebbet ud.

- Og hvis der ikke er et pres nedefra, sker der ikke noget på Christiansborg, siger hun.

Bladrer man igennem partiprogrammerne fra slutningen af 1990'erne, glimrer ligestilling ved sit fravær: partierne holder simpelthen op med at skrive om det. Og ved årtusindskiftet kommer indvandrerdebatten til at overtage ligestillingsdebatten.

- I hvert fald på højresiden af det politiske spektre bliver fortællingen, at ligestilling er noget, vi allerede har. Det er kun hos indvandrerne, at der findes et problem, siger Drude Dahlerup.

Stagnationsperioden kommer, efter at Christiansborg i 1970'erne og 1980'erne har gennemført historisk store ændringer. I 1976 får vi eksempelvis lov om ligeløn, som følger et EU-direktiv.

- Inden da opfattede man det som helt naturligt, at vi ikke havde ligeløn, siger Drude Dahlerup.

Når der blev forhandlet overenskomster, var der flere lønskalaer: løn for i ”kvinder i provinsen”, ”mænd i provinsen”, ”kvinder i hovedstaden” og ”mænd i hovedstaden” – og lavest var naturligvis timelønnen for kvinder i provinsen.  

LÆS OGSÅ: "Kønsforsker: Vi kommer til at se en lavine af magtfulde mænd, der må gå af"

Folketinget lavede den første handleplan for ligestilling i 1987. Det var aldrig før set, men ifølge Drude Dahlerup var den vigtig, fordi den indkapslede ligestilling som et problem, der krævede politisk handling.

Drude Dahlerup fortæller, hvordan folketingskvinder fra både røde og blå partier rejste til FN's kvindekonferencer og kom hjem og gennemførte brede forlig over midten.

I 1983 — ti år efter svenskerne — udvidedes barslen til 24 uger, og for første gang får danske fædre ret til to ugers barsel lige efter fødslen.

- Men i 2020 er vi stadig det eneste nordiske land uden yderligere øremærket barsel til mænd, siger Drude Dahlerup.

Vi får daginstitutionerne, og den radikale politiker Lone Dybkjær sørger for, at en kvinde ikke længere automatisk får sin mands efternavn, når hun gifter sig med ham.

Det er et levn fra dengang, en kvinde først var under sin fars myndighed, og når hun blev gift under sin ægtemands myndighed.

- Da jeg voksede op, havde vi stadig forsørgerbegrebet, som blev ophævet i 60'erne og 70'erne. Dengang var det kun mandens navn, som stod på dørskiltet og postkasserne. Mange kvinder vil kunne huske, at det var en kamp at gå til viceværten for at få sit eget navn på, for viceværternes svar var, at der simpelthen ikke var plads til kvindens navn.

Låget går af trykkogeren 

Men det lykkes altså kvinderne at vinde plads i politik i 70'erne og 80'erne, og vi bliver sammen med Finland, Sverige, Norge og Holland de første lande, hvor over 30 procent af folketingsmedlemmerne er kvinder.

I dag er 39,1 procent af Folketingets medlemmer kvinder, og ifølge Dahlerup vi er det eneste land i Norden, der aldrig er nået over 40 procent. I vores kommunalbestyrelser er omkring 33 procent kvinder, mens kun 14 ud af 98 borgmestre er en kvinde.

- Vi ligger altså fuldstændig i toppen i 90'erne, men det niveau har vi ikke rejst os over de seneste 20 år — og derfor er vi nu droppet ned som nummer 25 på verdensranglisten, når det handler om kvinder i politik.

Siden da har vi været rigtig stolte af det, vi opnåede i 70'erne og 80'erne, og så har vi ellers lænet os tilbage og skrevet ligestilling ind i Danmarkskanonen og hyldet det som en af landets vigtigste værdier. Imens er udviklingen gået i stå, og dog har vi holdt godt fast i selvforståelsen som et land med ligestilling.

- Vi har hvilet på laurbærrene, siger Drude Dahlerup.

I World Economic Forums Gender Gap rapport fra 2019 ligger Island, Norge, Finland og Sverige således i top i nævnte rækkefølge. Imens ligger Danmark nummer 14.

Men nu ryster jorden under stagnationen. Og Drude Dahlerup mener, det vil få konsekvenser. De fordeler sig i tre dele: Kvinderne, mændene og institutionerne. 

I april 1970 besætter en gruppe rødstrømpeaktivister en bus. De nægter at betale mere end 80 procent af billetprisen, fordi kvinder kun tjener 80 procent af, hvad mænd tjener.

- Det første er kvinderne selv, og det er nok det vigtigste. Der er ingen kvinder, som ikke kender til seksuel chikane. Det er en af de første ting, du lærer: Du kan ikke gå på en mørk gade der, og du skal passe på ved julefrokoster med chefen. Den slags.

- Men nu tror jeg, det er slut med tavshedskulturen, hvor det har været et individuelt problem, hvis chefen var nærgående under julefrokosten, og hvor mange har følt skam over, hvad der skete.

LÆS OGSÅ: "Maria glemmer aldrig udtrykket i sin chefs øjne, da han jagtede hende op ad trappen"

- Nu tror jeg i højere grad, vi kommer til at sige: Jamen det her er jo ikke rigtigt. Det her skal jeg faktisk protestere mod. For det er svært at protestere som individ. Det kræver, at du er en bevægelse – at du er et kollektiv, at der er nogen, som tør stå bag dig.

Den anden del handler om mændene. Drude Dahlerup har efterlyst en større opbakning fra dem, og nu er der ”gudskelov” flere og flere mænd, som støtter op og lover i fremtiden ikke at se på krænkelser i tavshed.

- Jeg håber virkelig, at mænd begynder at sige fra, når de ser deres kolleger gøre den slags. For der er jo også mange mænd, der synes, at det, alfahannerne gør, er fuldstændigt åndssvagt.

- Jeg læste om en ung mand, der skrev, at han formodentligt har krænket nogle kvinder, og at han nok ikke selv havde opfattet det sådan – men at nu kan han forstå, at mange kvinder har opfattet det sådan. Derfor siger han undskyld og støtter MeToo.

- Det er utroligt vigtigt, at flere mænd gør det samme. I stedet for at tænke: ”Åh nej, nu kommer hende eller hende frem og siger, hvad jeg gjorde dengang – jeg må hellere gemme mig.” Lige nu skal mænd træffe en beslutning om, hvor de står i den her debat.

Og så er der institutionerne.

Drude Dahlerup mener, debatten er det rigtige sted lige nu, fordi vi taler om det som arbejdsgiveransvar. Det står såmænd også i lovgivningen, at arbejdsgiver har pligt til at forhindre forskelsbehandling og sexchikane på arbejdspladserne.

- Nu skal vi have nogle steder, hvor man kan gå hen og fortælle om overgreb, siger Drude Dahlerup.

Dengang hun kom til Stockholm Universitet i 1998, hang der plakater overalt med information om, hvor man kunne gå hen, hvis man blev udsat for overgreb. Drude Dahlerup tror, vi kommer til at se de plakater hænge på alle danske arbejdspladser nu.

Men spørgsmålet er, om det er nok med en plakat.

Der bliver nødt til at rulle hoveder

I første bølge af MeToo var der mange gode hensigtserklæringer om, at vi laver nogle retningslinjer, og vi har selvfølgelig nultolerance, men det førte ikke rigtig til mere. Nu ser vi, at mange organisationer laver eksterne undersøgelser. Er det nok?

- Absolut ikke! Der sker kun noget, hvis der er nogen, der står frem, og institutionerne sættes under pres.

- Grundlæggende er det et spørgsmål om kulturforandring, hvor kvinder ikke kun er sexobjekter. Det er det, der er så forfærdeligt: at så mange mænd stadig har svært ved at se en kvinde som en kollega, uden at man samtidig hele tiden tænker på hende som et sexobjekt.

- Det er en gammel kultur, fra dengang kvinder ikke var i det offentlige liv, og man så dem som nogle, der enten var husmødre eller sexobjekter. Vi skulle gerne være meget kommet mere længere.

- Men vi kan jo ikke bare sidde og vente på, at kulturen bliver bedre, og vi kan jo endda risikere, at den bare bliver værre.  Troen på, at ligestilling bare går fremad, har vi droppet. Der kan komme backlash.

- Jeg frygter, at institutionerne skriver håndbøger, og så tror de, det er nok. Jeg vil gerne have, at institutionslederne aktivt siger, at der er nultolerance – at vi har en kultur, vi ikke troede, vi havde. Og så bliver der nødt til at ryge nogle hoveder, for der er nogle, der ikke forstår det, før der ruller hoveder.

LÆS OGSÅ: "Katrines chef ville i svømmehallen med hende, så han kunne se hendes tatoveringer"

Drude Dahlerup nævner, at der var 56 forskellige hashtags i Sverige fra kvinder i forskellige brancher. De første kvinder, der stod frem, var skuespillere.

- Dagen efter kaldte kulturministeren cheferne for de store kulturinstitutioner til møde: ”Nu vil jeg gerne høre, hvad I har tænkt jer at gøre?” blev der spurgt. I Danmark skete der ingenting.

I juni var der demonstration for samtykkelovgivning. 1. september præsenterede justitsminister Nick Hækkerup aftalen om en samtykkelov efter at have holdt "tænkepause" over sommeren.

- Jeg håber, at man denne gang får spurgt alle de danske arbejdsgivere på samme måde: Hvad har I tænkt jer at gøre?

Men tror du, det pres fra politisk hold bliver stort nu? Jeg tænker også på, at vi har en ligestillingsminister, der også er minister for fødevarer, fiskeri og nordisk samarbejde?

- Det håber jeg. Jeg håber også, at der kommer tværpolitiske feministiske aktioner i Folketinget. Men ligestillingsministeren kom dårligt fra start, da han sagde, at den nye regering ikke gik ind for øremærket barsel til far. Så skiftede han mening: nu skal vi gøre det, fordi EU siger, vi skal. Det er jo fuldstændigt barokt.

Ifølge Drude Dahlerup er regeringen først nu langsomt ved at komme i gang med ligestillingspolitik – blandt andet med den nye samtykkelov ved voldtægt.

Dem, der får Kvinfo barberet

Tror du, denne bevægelse vil føre til, at der rent faktisk bliver nultolerance?

- Det tror jeg – i princippet i hvert fald. Men jeg kan godt være bange for, at nogle reagerer modsat.

Ja, for jeres bog viser også, at der sker en polarisering: vi ser flere mænd, der mener, at ligestilling går for vidt, samtidig med at debatten gør det tydeligt for enhver, at den ligestilling, vi har brystet os af, har vi ikke. Hvordan hænger det sammen?

- Der opstår en klar polarisering, samtidig med at kvinder bliver mere og mere synlige i det offentlige rum.

Drude Dahlerup forklarer, at to grupper af mænd reagerer mod kvinder. Den ene gruppe, hvad man sommetider kalder ”globaliseringens tabere”: de protesterer mod snart sagt alt og stemmer på folk som Donald Trump.

- Mange af dem synes, kvinderne er kommet for langt frem og fylder for meget, selvom det stadig er mænd, der dominerer lederpositioner.

Den anden gruppe mænd er mere veluddannede.

- Det er dem, der får barberet Kvinfos bevilling. De mener ikke, staten skal blande sig. De siger ikke, at kvinder skal tilbage til kødgryderne, men at det er kvindernes eget valg.

Men er det det?

- Nej, det er strukturelle barrierer – blandt andet sexchikane. Det er jo ikke noget, der fremmer kvinders repræsentation i forskellige erhverv.

For eksempel viser nye undersøgelser, at en del kvinder vil holde sig fra at gå ind i politik, fordi de ser, hvordan kvindelige politikere udsættes for hate-speech på sociale medier og på grund af flere historier om sexchikane i de politiske ungdomsorganisationer.

Men ifølge Drude Dahlerup kommer polariseringen ikke til at gå mellem kvinder og mænd, men snarere mellem feminister og antifeminister af alle køn.

Er polariseringen en påmindelse om, at man ikke må hvile på laurbærrene, fordi ligestilling ikke kommer af sig selv?

- Ja, i mange andre lande kender man til, at det går op og ned med ligestillingen, blandt andet under væbnede konflikter. I Norden har vi troet på, at det går fremad. Det er næsten en del af barnetroen.

- Så har nogen stoppet op og sagt: Nu har vi det allerede. Og de fleste af os har også set, at det på en række punkter et gået fremad. Men nu ved vi, når vi ser rundt omkring i verden, at det ikke nødvendigvis vil være tilfældet.

Læs mere om: