Det kan være nemt nok at brokke sig over alt dét i ens liv, der ikke fungerer. Men hvad er det egentlig, man vil have i stedet? Læs denne uges indspark fra forfatter og foredragsholder Jakob Olrik.
Kærlighed og sex

Jakob Olrik: Lykken er her allerede!

2. december 2014
af Jakob Olrik
foto: Privat
- Hver gang der er noget, vi drømmer os hen til, noget vi gerne vil have, er der også noget, vi ønsker at slippe væk fra. Men vi har kun fokus på dét, vi gerne vil hen til. Måske skulle vi hellere fokusere på alle de ting, vi rent faktisk har, lyder det fra Jakob Olrik. Læs med her.

Du står i badet og drømmer dig væk til sydens varme sand, baren med de farverige drinks, solens varme og ham den lækre smukke kæreste, du tilfældigvis mødte i flyet på vej derned.

Du dagdrømmer, mens vandet plasker dig lunkent ned af ryggen, og inderst inde ved du godt, at du om lidt skal ned til Fakta i regnvejr og købe ind. Du tager fat i sæben, men den smutter fra dig. Du famler efter den igen med sæbebobler i øjnene, men den smutter mellem fingrene på dig, og det gør den hver gang, du griber om den.

Jakob Olrik: Tantrasex er for alle

OM JAKOB OLRIK

Jakob Olrik blev for alvor kendt i programserien "I seng med DR2". Herefter gik det stærkt som fast sexekspert i "Go´ Morgen Danmark" (sommeren 2010), debattør og klumme skribent for Politiken og EB.

Tidligere har han været med til at etablere og været rektor for sexologuddannelsen samt kognitiv parterapeutuddannelsen, der begge stadig har til huse i Wildersgade i København.

I 2010 udkom hans første bog "Mer´og bedre sex". Og 2013 bogen "Kvinde, kend din mand".

Sådan er det også at jagte en drøm om lykke.

Næsten-lykke

Hver gang der er noget, vi drømmer os hen til, noget vi gerne vil have, er der også noget, vi ønsker at slippe væk fra. Men vi har kun fokus på dét, vi gerne vil hen til.

Som single, for eksempel, har vi en tendens til konstant at sætte os ned med veninden eller vennen og finde ord på, hvordan den næste kæreste skal være; hvordan han skal se ud, hvilke interesser han skal have, hvor han skal bo, hvilken adfærd han skal have og hvilken mad I skal spise sammen. Det føles til sidst helt livagtigt at snakke om ham kæresten. Han føles allerede til stede i dit liv, og lykkefølelsen er tæt på.

Men, men, men. På vej hjem fra caféen gør støvregnen og mørket kål på din næsten-lykke. Drømmefiguren fordufter, og du føler dig tom. Igen.

>> MØD JAKOB: Se her, hvornår Jakob Olrik kommer til din by

Hvad ligger bag ved drømmen?

I stedet for at dagdrømme om den næste kæreste, skulle du måske hellere gøre det klart for dig selv, hvad det egentligt er, du så gerne vil væk fra i dit liv. Hvad er det, du gerne vil have ændret til det bedre? Hvilke behov ligger der bag ved drømmen?

Hvis du finder ud af det, kan du selv gøre en kæmpe indsats.
Måske drømmer du om en stor yacht, hvor de halvnøgne piger kan stå i stævnen og danse til pulserende rytmer, mens du sidder og drikker champagne med en flok gutter? Den drøm handler i bund og grund ikke om yacht'en, den handler om, at du godt kunne tænke dig at have nogle venner omkring dig og holde en fest!

På samme måde kan du stille spørgsmålstegn ved single-kærestedrømmen. Hvad handler den om? Vil du gerne have en rig mand, - mangler du da penge? Vil du have en spændende mand, - mangler du eventyr og sjov i din hverdag? Vil du have en hyggetype, - føler du dig egentlig ret ensom?

Gør noget!

Hvad er det, du gerne vil væk fra? Hvis du fokuserer på det i stedet for drømmelykken, vil du finde ud af, at du kan få opfyldt dine behov meget nemmere og meget hurtigere end ved at gå og vente på, at en eller anden ønskedrøm går i opfyldelse.

Hvis du mangler penge, så skaf et ekstrajob eller lån. Hvis du er ensom, så meld dig til karate eller tango eller vær aktiv i foreningslivet og hvis du mangler eventyr så bestil en rejse.

Gør noget ved dit liv. Sæt fut i tingene.

Drømme kan blive luftkasteller og føre os på afveje og gøre os mere triste og ensomme. Vi skal kæmpe for de gode vigtige værdier i hverdagen.

Fuck alle reklamesøjlerne der lover os lethed, hvis vi bare lige havde … en bil, en kæreste…
Hver gang du drømmer om alt det fis, er det fordi, du vil væk fra noget. Bliv opmærksom på det, så finder du også en løsning.

Du behøver ikke have en yacht for at finde venner og holde en fest. Du kan holde en fest i en 2-værelses lejlighed eller nede på bodegaen! Løsningerne er lige her. Dine behov kan tilfredsstilles i dag! Lykken skal ikke dagdrømmes frem og jagtes i det ydre som sæben i badet.

Gør noget, der gør dig glad!

Smil fra Jakob

Læs også