Sex og skilsmisse: Det kan være svært at få gang i sexlivet efter en skilsmisse. Alt for mange følelser blander sig. Men det er på vej til at ændre sig, mener sexolog Jakob Olrik ...

Sex og erotik

Ingen sex efter skilsmisse

Sex og skilsmisse: 67 pct. af de danske, fraskilte kvinder har ikke haft sex i over et år efter deres skilsmisse. ”Det er fordi, det kan være lidt pinligt at være single og selv skulle tage ansvar for sine lyster”, mener sexolog Jakob Olrik. Men det vil ændre sig…

Hvis du går med en forestilling om, at kvinder kaster sig ud i et festligt sexliv efter deres skilsmisse, så tager du fejl. Lysten kan måske nok være der, men den bliver sjældent fulgt op af realiteterne, viser en ny undersøgelse, som datingportalen C-date har foretaget. Her viser det sig nemlig, at selvom næsten halvdelen af de adspurgte gerne vil have mere casual sex, så har 67% rent faktisk ikke haft sex i mere end et år efter deres skilsmisse.

Efter din skilsmisse må du selv tage ansvar

Det kommer ikke bag på sexolog Jakob Olrik, der har mere end 1000 interviews med danske kvinder bag sig. Han er overbevist om, at vi er på vej til et skift, hvor sex og kærlighed bliver meget mere adskilt. Hvor casual sex er socialt acceptabelt og noget, som man bare kaster sig ud i uden videre. men vi er der ikke helt endnu…

- Der er jo stadigvæk masser af kvinder, som er tynget af at være single og selv skulle tage ansvar for sine lyster. Det kan være lidt skamfuldt. Tanken om, at man er et halvt menneske uden en partner, vil fortsat tage generationer at gøre op med, men jeg er sikker på vi er i gang med det store opgør nu. Vi er jo også først lige startet og skal ikke lang tid tilbage, før en alenepige var en stakkels kvinde uden en mand, mens ungkarlen ofte er blevet opfattet mere som en eventyrer, siger Jakob Olrik.

En friere seksualitet er på vej efter en skilsmisse

Hvad enten man har nemt ved at adskille sex og kærlighed eller ej, så understreger Jakob Olrik, at der ikke er noget, der er mere rigtigt eller forkert end noget andet, men når vi i perioder i vores liv - for eksempel efter en skilsmisse - ikke er parate til at binde os til en ny partner med det samme, og har lyst til at date mere uforpligtende, er det vigtigt at huske på, at det er helt okay og ikke skal forveksles med, at vi er på vej til at få et kærlighedsløst samfund. Vi er blot i gang med at indrette os anderledes i parforholdet efter en skilsmisse, og det betyder at kernefamilien i perioder bliver afløst af en friere seksualitet.

- Der er også det, at kvindernes seksualitet ofte udvikler sig lidt anderledes end mændenes. For mens mændene i en meget tidlig alder udforsker og afprøver grænser, er der mange kvinder, der først oplever den seksuelle vækkelse i en sen alder - dvs. i 30-40 års alderen. Før har de måske ikke haft den største nydelse ved det. Det har sikkert været okay, men det har ikke været noget, der har styret dem. Men lige pludselig bliver de vækket, og så blomstrer der en seksualitet frem hos dem, hvor de eksperimenterer og afprøver forskellige sider af sig selv og deres seksualitet, fortæller Jakob Olrik.



Læs mere om sexlivet efter en skilsmisse her