Kan en sex-ugeplan være løsningen på dine problemer? Prøv selv...
Kærlighed og sex

Kan en sex-ugeplan være løsningen på dine problemer? Prøv selv...

25. maj 2020
af Freja Bang Lyngbo
Foto: Shutterstuck
Mere sex kommer ikke af sig selv, men du kan starte i det små - og så vil din partner helt automatisk følge med, mener sexolog Bolette Balling, der giver sit bud på en uge-sexplan.

Vejen til at få mere gang i sexlivet kan være ujævn og snørklet.

Det er ikke altid lige let at skrue op for sexlysten med din partner, hvis kroppen og sindet ikke vil makke ret.

Har du snakket med dig selv for nylig?

Det kan hjælpe at tale og forventningsafstemme med din partner, men for de fleste starter det gode sexliv et helt andet sted, mener sexolog Bolette Balling. Nemlig med dig selv.

Du må derfor begynde at tage din egen seksualtitet og sensualitet alvorligt. Hvis du gør, som du plejer, ja, så får du det, som du plejer. Undgå derfor at lægge ansvaret over på din partner.

- Selvfølgelig er samtaler ikke overflødige, men mange voksne mænd har svært ved at tale lige så dybt om følelser og sexliv som kvinder, og det kan hurtigt blive et pres, siger hun.

Ugeplan: Sådan sparker du gang i sexlivet

Vil I gerne have mere sex i parforholdet, skal der tages små skridt, og måske kan en tur til en parterapeut for at få værktøjer til den gode kommunikation hjælpe, mener Bolette Balling.

Ifølge hende starter vejen til bedre og mere sex med dig selv. Du kan i løbet af en uge gøre en hel masse for dig selv for at finde sexlysten frem - og så vil din partner automatisk følge med.

Herunder får du Bolette Ballings konkrete plan til, hvordan du vækker din sensuelle side til live. Følg guiden dag for dag.

Mandag: Hvad tænder du på?

Hvis du kan finde tiden til det, så gå en ’tænketur’ med dig selv. Musik i ørerne, lys og luft giver energi, og tankerne flyver bedre udenfor, når du bevæger dig. Er tiden ikke til en gårtur, så tag blot ti minutter i soveværelset eller i haven til at reflektere.

På 'tænketuren' kan du:

  • Tænke over, hvad det er, du ønsker dig af dit sexliv
  • Øve dig i at tænke positive tanker om dig selv og din partner
  • Undlade udfordringer og bebrejdende tanker om jer begge - væk med dem
  • Tænke på dine frækkeste seksuelle oplevelser med din partner. Hvad var godt, og hvad vil du gerne have igen? Måske du også har en fantasi om noget helt andet og nyt?
  • Tænke i sexede baner og forsøge at genfinde følelserne
  • Overveje, hvad du tænder på, og hvad han tænder på

Tirsdag: Find dit sensuelle jeg

Se, om du kan finde tid til en lille tænkepause i løbet af dagen. Du behøver ikke sætte oceaner af tid af, men brug gerne cirka ti minutter på at reflektere og gøre noget godt for dig selv.

Du kan for eksempel:

  • Tænke gode, positive og høje tanker om dig selv
  • Tænke på lækre ting, du kunne tænke dig at gøre for dig selv
  • Tage et fodbad eller et langt bad
  • Flirte lidt med dig selv
  • Arbejde på at finde dit sensuelle jeg

Hvis du er heldig, føler du dig lidt lettere i kroppen efter din tænkepause.

LÆS OGSÅ: Skal man sige ja til sex for at please sin partner?

Onsdag: Sæt fokus på soveværelset

Brug lidt tid på at skabe en hyggelig stemning i soveværelset. Du kan fx sætte stearinlys op rundt omkring eller investere i en sengelampe, hvor du selv kan justere lyset.

Et varmt, mindre kraftigt lys giver en behagelig stemning, og når du føler dig tilpas i dine omgivelser, vil du også føle dig bedre tilpas i dig selv.

Måske trænger I til et rent, velduftende (og måske endda nyt) sengesæt? Du kan også give rummet en hovedrengøring og lufte godt ud - og på den måde 'starte på en frisk'.

I dag er også dagen, hvor du kan begynde at få din partner lidt i spil: Giv et ekstra kompliment, kys lidt længere, når I siger farvel om morgenen, hold øjenkontakt og flirt. Men vent lidt endnu med at fortælle om din plan - han/hun skal gerne følge med helt af sig selv.

Torsdag: Føl dig lækker

I dag skal du opdyrke lysten. Gøre noget af det, der får dig til at føle dig sexet.

Det kan være at røre ved dig selv, iføre dig et sæt tøj, du føler dig ekstra godt tilpas i - eller måske hoppe i bølgen blå og mærke blodet, der pumper rundt i kroppen.

Tænk gode tanker om dig selv, og giv dig selv et ekstra kompliment.

Fredag: Giv dig tid

I dag er dagen, hvor du skal handle på nogle af de tanker, du har haft tidligere på ugen.

Er det at smutte forbi byen og købe den der kjole, du længe har kigget på, så gør det. Er det at tage fodbad og lægge neglelak, så er det det, du gør.

Se, om du kan give dig selv tid og lov til at ikke stresse, og gør dig lidt lækker - bare for dig selv, fordi du fortjener det.

Din fredag aften kan du lade forløbe, som den plejer, eller som den var planlagt. Ingen forventninger – ingen skuffelse. Men du har en plan.

Lørdag: Væk lysten i dig selv

Hvis du kan snige dig til det, så tager du musik med på badeværelset. Lås døren og giv dig tid. Brug længere tid end du plejer på dig selv. Skal der barberes eller trimmes, er det nu, det sker.

Kast dig evt. ud i en ny 'frisure', hvis det er en tanke, du har haft, men aldrig turde kaste dig ud i. Sørg for at bruge tid foran spejlet, smør dig ind i lækker creme, og nyd, at du har en så lækker, sensuel krop. Og nej, du er ikke for tyk, og dine bryster og numse er lige så perfekte, som de skal være.

Det kræver øvelse at acceptere sig selv, for hvis du tilfældigvis er som 99 % af danske kvinder, så har du mindst én ting ved din krop, som du bryder dig mindre om.

Søndag: Hvad tænder I på?

Væk dine udkårne med lidt kys og søde ord. Hvis du i lang tid har glemt at fortælle din partner, at du er vild med ham/hende, så husk lige at få det gjort, inden du starter dagen.

Hvis I har muligheden for og tiden til det, så planlæg noget, der vil gøre din partner glad. Overrask ham/hende med at tage initiativ til noget, vedkommende godt kan lide at gøre, men som du har fået til vane at afslå. Vis interesse, som var forholdet dugfriskt.

Kys. Længe og inderligt. Kys, du kan mærke i hele kroppen. Det tager tid, men det er det hele værd.

Åbn op for snakken om, hvad I hver især - og sammen - tænder på. Din partner er ikke tankelæser, og måske tiden er til at prøve noget nyt? Del, det du har lyst til. Forhåbentlig kan den øgede intimitet imellem jer få jer til at åbne mere op end normalt.

Med en genfunden sensualitet kan du tage en genvej til det sexliv, du drømmer om med din partner.

Vedkommende vil på ganske kort tid kunne se og mærke forskellen, ligesom du selv vil mærke et selvtillidsboost. Det kræver øvelse, og det er ikke nødvendigvis nemt, men du kan starte med dig selv.

16 ting, I kan gøre for at få gang i sexlivet:

Sexolog Bolette Balling giver dig og din partner 16 konkrete tips til, hvad I kan gøre for at få mere sex i parforholdet.

  • Vis kærlighed og interesse, og husk at give komplimenter
  • Accepter, at jeres lyst er forskellig og svinger fra tid til anden. Det er helt normalt ikke at have lyst til sex
  • Sov nøgne - tæt
  • Skip tv og mobiler, og tænd for musik og levende lys
  • Installér lysdæmpere i soveværelset, hvis det får dig til at føle dig bedre tilpas i din krop
  • Lær din krop at kende, og tag din partner med på rejsen
  • Tænk på sex, rør ved dig selv, se sex; opdyrk lysten
  • Spice sexlivet op med undertøj, sko, lege, spil, porno og fantasier
  • Husk, at sex er som en muskel. Jo mere du bruger musklen, desto stærkere og bedre bliver den
  • Giv eller bed om massage efter en lang arbejdsdag
  • Husk, at når du føler dig sensuel/sexet, så vil din partner kunne mærke det
  • Giv hinanden plads til at dyrke jeres interesser - måske I endda kommer til at savne hinanden en smule?
  • Overvej, om det er tid til at skifte omgivelser. Nyt hjem, nyt job, ny uddannelse, ny hobby - sammen eller hver for sig
  • Bring romantikken ind i forholdet. Gift jer (igen?), eller hold en kærlighedsfest, hvor I hylder jeres kærlighed
  • Opsøg en parterapeut eller sexolog. Det behøver ikke betyde, at forholdet er ved at gå i opløsning - tværtimod!
  • Sæt sex og nærvær i kalenderen. Arrangeret sex er bedre end ingen sex.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også