Skilsmisse: Sådan fortæller du din mand, at du vil skilles
Skilsmisse sagtens kan være af det gode - men det er aldrig let.
Men at en skilsmisse kan være en god ting, er du og din mand ikke nødvendigvis enige om. I hvert fald ikke til at begynde med.
Til gengæld kan vi gøre noget for at lette processen, mener skilsmissecoach Mette Haulund, der er stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering,
Skilsmisse: Hans reaktion
Kvinder og mænd tænker og taler forskelligt, forklarer hun. Mens kvinder har tendens til at forklare sig med lange og mange sætninger, bruger mænd korte og konkrete sætninger.
Derfor er du måske af den opfattelse, at du gennem lang tid har forsøgt at fortælle din mand, at du har det virkelig skidt i ægteskabet, mens din mand alene har opfattet, at der er lidt krusninger og ujævnheder i øjeblikket, men at I grundlæggende elsker hinanden.
”Hvis kvinden ikke tidligere meget konkret har sagt: ”Jeg er så usikker på vores forhold, at jeg overvejer skilsmisse,” kommer det som et voldsomt chok for manden. Kvinden må give ham plads og tid til at reagere og huske, at hun, der har taget beslutningen, er længere i processen, end han er,” forklarer Mette Haulund.
Læs også: Barn efter skilsmisse: Det burde mor og far have gjort
Rum hans reaktioner
Skilsmissecoachen anbefaler, at du af respekt for din mand involverer ham i beslutningen så hurtigt som overhovedet muligt – før du fortæller det til dine veninder, før du finder en ny bolig og en ny bank.
Desuden bør du vælge et roligt tidspunkt, og ikke et skænderi til at sige det. Og du bør spare på ordene og sige konkret, at du ikke har de rigtige følelser for ham mere, og at du gerne vil skilles.
”Det er vigtigt, at kvinden taler ud fra sine egne følelser. Det er så nemt at give ham skylden: ”Jeg vil skilles, fordi du aldrig tager del i arbejdet med børnene, fordi du aldrig er nærværende, og fordi du arbejder for meget”.”
”Men nu har kvinden besluttet at ville skilles fra ham, og så er anklager mod ham et overstået kapitel,” siger Haulund, der også peger på, at du bør undgå at forsvare dig.
Læs også: Nyskilt kvinde: Det burde jeg ikke have gjort
Find respekten frem
I stedet kan du stille og roligt konstatere, at du har taget beslutningen, men at du vil kæmpe for, at I to kan bevare et godt samarbejde om børnene.
For uvenner er det sidste, I har brug for at blive. Det er nu – i den første tid – at I har brug for at finde alle kræfter frem for at respektere hinanden og skilles på en god måde.
”Ansvaret for skilsmissen ligger ikke alene på den, der vil skilles. Jo mere mand og kvinde fremstår som enige, jo større chance er der for, at de undgår ødelæggende offerroller.”
”Det bedste vil være, hvis parterne kan aftale at give nogenlunde enslydende beskeder til venner og familie, måske sende fælles mail til fælles venner.”
”Det vil også være godt at lave en aftale for de første måneder og få tingene lidt på afstand, før man laver en endelig aftale om, hvor længe børnene f.eks. skal bo det ene og det andet sted,” råder Mette Haulund.