Sådan får du åbnet for din tavse mand
foto: All Over
Manden tapper kvinden for energi, når han er tavs og lukket. Hun forstår jo ikke hvorfor.
I starten af forholdet taler manden sædvanligvis meget med kvinden og fortæller en masse ting om sig selv og om, hvad han har gjort i sit liv. Han lytter meget, spørger meget og er meget opmærksom på alt, hvad hun siger og gør. Han nusser hende og giver hende alt, hvad hun har brug for.
OM CARL-MAR MØLLER
Carl-Mar Møller er uddannet pædagog, samt par- og psykoterapeut. Han er deusden leder af Sexolog og Parterapeut skolen.
Carl-Mar er desuden forfatter til en lang række bøger, og hver uge skriver han klumme hér på Oestrogen.dk
Se mere om Carl-Mar på hans hjemmeside, Carl-Mar.dk
Men efter ca. seks måneder bliver han typisk mere og mere stille. Samtalerne bliver kortere og kortere, fordi han lukker mere og mere i følelsesmæssigt og trækker sig tilbage ind i sikkerhed, hvor han ikke kan blive såret, afvist eller kritiseret. Når han er sammen med sine venner, åbner han op og kommer ud, fordi der ingen fare er for at blive kritiseret, såret, afvist eller få en følelse af ikke at være god nok.
Prøver at overleve
De fleste mænd kan ikke leve op til kvindens krav, som de er i dag, og derfor går de ind i sig selv. Når en mand er sammen med andre mennesker, hvor der stilles krav til ham, som han kan leve op til, så er han meget mere åben. Når mænd kommer hjem er de ofte i den situation, at de skal beskytte sig, og derfor lukker de af og prøver at overleve familiesituationen.
Mænd er ofte mere sårbare end kvinder, og det ved kvinderne ikke; derfor er de for hårde ved mændene. Når kvinder er sammen med andre kvinder, så er de langt mere hårde ved hinanden, end mænd er overfor mænd, og det vidner om forskellen på sårbarheden. Når mænd er sammen med mænd, så bekræfter de hinanden meget, viser meget accept, imødekommenhed, roser hinanden med mere, og det åbner mændene, så de tør være åbne og til stede med hinanden.
Manden har brug for tryghed
Den tryghed, manden har brug for, for at åbne sig for en kvinde, er kvinden nok ikke klar over, og derfor kommer hun til at bebrejde ham, afvise ham, udstille ham med mere. Kvinden tror så, at hun kan få en reaktion fra ham med de metoder, men der sker det modsatte; han lukker mere i.
Hvis hun er træt af at blive tappet for energi af hans tavshed, så skal hun ændre meget af sin adfærd. Hun skal forestille sig, at manden er en skræmt Bambi, der står i skovkanten og er nysgerrig, meget gerne vil have kontakt, men skal have meget tillid og tryghed for at komme nærmere. Kvinden skal rose ham, give ham accept, lade ham tale ud. Lade ham tænke sig om i 30 sekunder, før han svarer; alt det, som mændene gør ved hinanden for at skabe tryghed. Kvinden kan studere mænd på afstand og se, hvordan mændene behandler hinanden og på den måde finde ud af, hvordan hun skal behandle sin mand, for at han kan blive åben, så hun ikke bliver tappet af hans tavshed.
Det kunne også være omvendt; at det er kvinden, der er tavs, og manden der er åben, hvor manden føler sig tappet for energi sammen med kvinden…
Mangler I noget at tale om?Carl-Mar har udviklet samtalespillet som et værktøj til at få åbnet op for samtalerne.