https://imgix.femina.dk/media/0d4287a7d98e4de38d8db8eef875b402.jpg
Kærlighed og sex

Sådan får dine børn et sundt følelsesliv

7. juni 2011
af Ea Ørum
Foto: All Over Press
Hvis børn får masser af den rigtige kærlighed fra start, bliver de ikke afhængige af den som voksne.

Kvinder, der er kærlighedsafhængige, ved faktisk ikke, hvad kærlighed er, men alligevel er kærligheden en besættelse. Allerede som børn har de higet efter kærlighed eller frygtet dem, som de elskede højest. Det fortæller terapeuterne, der til daglig arbejder med kvinderne, som tager til i antal.

Mangler indsigt i at elske
- Kærlighedsafhængighed begynder i opvæksten, hvis børnene ikke lærer, hvad kærlighed er. Nogle er blevet misbrugt, andre tilsidesat - der kan være mange grunde, og det kommer i voksenlivet til udtryk som en form for bekræftelsessyge. Det er slet ikke det samme som at elske, men det føles umiddelbart sådan, siger sexolog og parterapeut Tanja Rahm til alive.dk.

Hun er uddannelsesleder på Center For Sexologisk Rådgivning og har i flere år arbejdet med kvinderne. Hun tilføjer, at hun engang var en af dem selv.

- Jeg har selv haft en alkoholiseret far og har været udsat for overgreb af seksuel karakter som barn. Så lærer man ikke at sætte grænser, men derimod at "please", og så er det, at børn ikke kan finde ud af, hvad kærlighed er. Jeg havnede selv i voldelige og ubehagelige forhold som voksen. Det var først, da jeg fik fat om "kærlighedsafhængigheden", at jeg kom videre, siger hun.

Syg af kærlighed
Kærlighedsafhængige kvinder bliver syge af jalousi og syge af forelskelse. De er ofte også seksuelt udfarende, og mænd synes tit, de er "fantastiske på et lagen", men sex er for den kærlighedsafhængige et redskab for at få bekræftelse.

- Kvinderne er meget dramatiske og afprøver mandens følelser hele tiden. De opsøger dramaet konstant, og de er tit meget jaloux. Det er virkelig ødelæggende og bliver et meget kærlighedsløst liv, siger Tanja Rahm.

Kærlighed som dope
Seksualrådgiver og psykoterapeut Ingrid Ann Watson er en af dem, som har arbejdet med området i længst tid. Siden midten af 1980'erne har hun haft kærlighedsafhængige kvinder i sin konsultation.

- De doper sig med, hvad de tror, er ægte kærlighed og opmærksomhed. Det kan sammenlignes med at være alkoholiker eller narkoman, og ofte bruger kvinderne "kærligheden" som et middel mod depression. Al opmærksomhed går på, om han nu elsker hende, hvad han synes, tror og tænker, og al hendes snak med veninderne drejer sig om ham. Kun således kan hun holde den dybe "ked-af-det-hed", som hun har haft i sig hele livet, fra døren, siger Ingrid Ann Watson til alive.dk.

Forældre-kærlighed kan afhjælpe
Ingrid Ann Watson nikker genkendende til, at afhængigheden udvikles under opvæksten og forklarer, at forældre i hverdagen kan forebygge, at nye kærlighedsafhængige vokser op, ved at de i hverdagen viser børn, hvad sund kærlighed er.

- Bare en enkelt voksen, som hver dag giver sig tid til at lytte og stryge barnet over håret, vil give barnet fornemmelsen af at være elsket. Kærlighedsafhængighed kan også opstå, hvis man som barn har mistet en forældre og ikke har fået plads til at tale om det eller mærke sorgen. Så kan kærlighed bliver en higen efter symbiose. Det er små ting, der skal til, men de kan gøre en verden til forskel, siger Ingrid Ann Watson.

Læs også