Kærlighed og sex
26. april 2012

Moderne kvinder vil dele date-regningen

Det er ikke helt nemt for en mand at imponere på første date. For mens mændene vil være galante og betale middagen, vil kvinderne hellere dele regningen.
Af: Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/47947fcceaed47bd85066d06e6ffdd8b.jpg

Foto: All Over Press

Penge kan være et følsomt emne både blandt venner, familie og ikke mindst blandt par. Især på første date kan det skabe en akavet og ubehagelig stemning, når regningen kommer på bordet. For hvem betaler egentlig regningen på første date? Det har datingsitet PARSHIP undersøgt, og det tyder på, at der ikke helt er enighed mellem kønnene.

Hele tre ud af fire mænd tilbyder at betale regningen på første date, mens det er under fire procent af kvinderne, der finder pungen frem først. Men det er ikke fordi, kvinderne mener, at manden skal betale det hele. Hver sjette kvinde svarer nemlig, at de faktisk foretrækker at dele regningen.

Kvindelist gælder allerede på første date
Undersøgelsen tyder også på, at kvindernes generøsitet og tilbud om, at regningen deles har sine bagtanker. 25 procent af kvinderne svarer nemlig, at de, på trods af at insistere på at dele regningen, håber, at manden tager hele regningen.

Men også en del af mændene er slet ikke så galante, som de giver udtryk for. 15 procent af mændene har måske lært af kvindernes list, da de svarer, at de håber, at daten vil dele regningen på trods af, at han selv insisterer på at betale den.

Der kan dog være point at hente, hvis man insisterer på at betale for middagen på første date. Langt størstedelen af deltagerne i undersøgelsen mener nemlig, at det er charmerende, høfligt og gavmildt, hvis daten tilbyder at tage regningen. En femtedel anser det endda som et tegn på, at man har vakt interesse hos daten, hvis den anden hiver pungen op ad lommen.

Læs også