Er du på vej mod skilsmisse?
foto: ThinkStock
Forventningerne til sommerferien med vores partner er store. Ønsket og håbet om at opleve nærheden, samhørigheden, den gode mavefornemmelse og interessen for hinanden opbygges inden sommerferien, og ofte forventes der, at problemstillingerne fra hverdagen forsvinder, når blot der bliver mere tid til hinanden i ferien.
Hverdagens mange praktiske gøremål, karriere, børn og fritidsaktiviteter kan tage livet af ethvert godt parforhold, hvis man ikke er opmærksom på at pleje og passe parforholdet. Og kan det overhovedet lade sig gøre at genfinde samhørigheden og kærligheden til hinanden, hvis man helt har glemt at prioritere hinanden i hverdagen?
Måske har man ikke længere noget at tale om, eller har svært ved at starte en dialog, som virker naturlig. Måske er det så længe siden, at man har haft tid til kærtegn og sex, at også det føltes kunstigt. Kan man overhovedet nå at redde et parforhold og undgå skilsmisse i en sommerferie?
Parforholdsekspert og stifter af skilsmisseraad.dk Mette Haulund siger:
FAKTA
Institut for Krisehåndtering
Institut for Krisehåndtering er eksperter indenfor kriseforebyggelse og krisehåndtering i bred forstand både i erhvervs og privat sammenhæng.
Med hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk sættes der fokus på at minimere antallet af skilsmisser i Danmark.
Vil du vide mere? Kontakt Mette Haulund fra skilsmisseraad.dk på 2465 6790 eller mh@institutforkrisehaandtering.dk
"Det er sjældent, at et parforhold kan reddes på et par uger, men det afhænger naturligvis af, hvor store problemerne er, og hvilket forarbejde, der er lavet inden sommerferien. Har man blot en forestilling om, at sommerferien og tiden i sig selv redder noget, uden at have forventningsafstemt og aftalt, hvordan man skal arbejde på at få det positive tilbage i parforholdet, så vil det være meget svært, hvis problemerne har stået på længe".
Hvad sker der, når forventninger ikke er blevet indfriet i sommerferien, og hverdagen melder sig?
Mette Haulund
"Pludselig bliver det så uoverskueligt at finde tilbage til kærligheden, når ikke engang sommerferien sammen kunne gøre en forskel. Derfor kan skilsmisse ses som den eneste udvej på at finde tilbage til glæden, og vi har desværre igen i år oplevet en markant stigning både i antallet af brugere på skilsmisseraad.dk og på antallet af personlige henvendelser om skilsmisse lige efter sommerferien, fortæller Mette Haulund".
Det kan virke meget drastisk helt at opgive parforholdet, blot fordi forventningerne til sommerferien ikke blev indfriet. Behøver en dårlig sommerferie virkelig at betyde, at parforholdet er helt dødt?
"Det gør det ikke nødvendigvis. Et par ugers sommerferie kan ikke redde et parforhold, der ikke fungerer, og som måske er blevet nedprioriteret i årevis, men det kan måske en indædt vilje til at ville hinanden, professionel hjælp og en fælles forståelse af, hvad der skal til for at finde tilbage til hinanden. Og hvad betyder det at kæmpe seriøst nogle måneder mere for at undgå skilsmisse, som jo heller ikke nødvendigvis får den gode mavefornemmelse frem, slutter Mette Haulund".
Læs også: Så meget siger din sexlyst om dig