https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1330_en_elskerinde_taler_ud.jpg
Kærlighed og sex

En elskerinde taler ud: ”Det er mig, han elsker”

25. juli 2013
Af redaktionen 07/25/2013 - 00:00
Thea har haft et forhold til en gift mand i flere år. Læs hendes historie, og hør, hvad psykologen råder til, hvis du kaster dig ud i en affære

– Han har aldrig givet mig falske forhåbninger. Allerede efter vores første kys, beklagede han og fortalte, at han var gift, fortæller Thea på 29.

To dage senere mødte hun ham tilfældigvis igen – med nogle følelser, hun aldrig havde mærket før.

– Siden har vi været som velcro – umulige at få fra hinanden, siger Thea.

Læs også: 10 tegn på, din partner er utro

Manden, hun er sammen med, tilhører en anden kvinde, som han har to børn med. Alligevel får han Thea til at føle sig som den eneste ene. Deres hemmelige forhold har nu varet i to et halvt år.

– Jeg føler mig ikke som ”den anden kvinde”, men som den ene. Jeg er kvinden, han er villig til at ofre meget for at være sammen med. Jeg er den, han ringer til, når han virkelig har brug for nogen at tale med, den, han sover arm i arm med, han længes efter, den, han elsker, den, som får ham til at føle sig som en mand, siger Thea.

Hun er ikke jaloux på sin elskers kone. Hun beskriver det som et ægteskab, hvor alt er dødt.

– Jeg ville selvfølgelig ønske, at han ikke havde en kone, men jeg har lært at leve med det. Den fantastiske kemi, den kærlighed, vi har til hinanden, gør det enkelt for mig.

BLIVER ALDRIG OS
De første måneder boede Thea og elskeren i samme by, og de mødtes, så tit de kunne.

– På det tidspunkt var min familie og de fleste af mine venner klar over situationen – og underligt nok accepterede de den. Men da jeg efter et stykke tid flyttede til en anden landsdel, og de forstod, at forholdet stadig levede i bedste velgående, blev de bekymrede for mig. De mente, at jeg fortjente en ”ordentlig mand”, én, som kunne give mig mere. Men det, de ikke forstår, er, at jeg har en mand, som giver mig alt, siger Thea.

Dér begyndte de hvide løgne for Theas vedkommende. Hun ved, at forholdet er ”forkert”, og de har gjort det forbi fire gange. Men nu har de konkluderet, at de hellere vil leve, som de gør, end leve uden hinanden og føle, at de ikke kan ånde.

– Grunden til, at jeg stadig ser ham, er, at jeg indtil nu ikke har mødt en flottere mand. Han er verdens bedste ven og rådgiver – og vi har en kemi, som kan mærkes gennem hele rummet.

Kommer det nogensinde til at blive jer to - er det ham, du vil dele livet med?

– Det har jeg spurgt mig selv om hundrede gange, og jeg tror, svaret er nej til begge spørgsmål. For mig selv håber jeg, at jeg vil opleve lykken fra en anden side - med en anden mand. Når det er sagt, oplever jeg jo, at kærligheden mellem os bare bliver stærkere. Og det er ikke bare lige at lade fornuften vinde over hjertet. For jeg ønsker jo at være sammen med ham. Hvert sekund, hver dag, siger Thea.

Psykologen: ”Tænk dig godt om”
Camilla Holst fordømmer ikke kvinder (eller mænd), der har et forhold til én, der allerede er gift. Men du skal tænke dig godt om og løbende overveje, om det er det hele værd, råder hun.

Når man vælger at indlede et forhold til en gift mand, så handler det som regel om lyst, begær og måske om, at det er lidt forbudt. I hvert fald i begyndelsen, er psykolog Camilla Holsts vurdering.

– Nogle undgår selvfølgelig bevidst at indlede et forhold til én, der allerede er gift, andre kaster sig ud i et forhold, mens andre igen vælger den type forhold, fordi de i virkeligheden ikke har lyst til et egentligt forhold. Jeg har også haft flere gifte kvinder i terapi, som har forhold til andre mænd, fordi de dér kan få noget, de ikke kan få derhjemme. Måske er de gift med en fornuftig og ansvarlig mand, der er en god far, men savner den lidt mere farlige mand, som de så har et forhold til ved siden af. Eller omvendt, siger Camilla.

De kvinder ønsker ikke at komme ud af deres forhold, men vil også have noget andet. Sådan er det også for mange mænd, mener Camilla Holst.

Læs også på søndag.dk: Sådan undgår du utroskab

KAN DU LEVE MED DET?
– Det er vigtigt, man hele tiden overvejer, om det er det rigtige for én selv. Og om man kan leve med de konsekvenser, det kan have for hans kone og eventuelle børn. Det er et svært dilemma, siger Camilla.

Hun råder kvinder, der har en affære med en gift mand til at lave en plus- og minusliste og løbende tjekke med sig selv, om de er i forholdet på deres egne betingelser.

– Et utroskabsforhold er et ”lukket” forhold. Det kan være spændende i starten, men senere kan det være risikofyldt. Det er ikke muligt at stille krav på samme måde som i det åbne/normale forhold. Der er ikke de samme rettigheder. Et utroskabsforhold vil altid være et forhold fyldt med mere smerte og mistillid, hvor der oftere vil være skår i glæden. Der er sjældent opbakning og hjælp, hvis det går skævt. Det er naturligvis altid éns personlige valg, men du skal tænke dig godt om og være sikker på, at du ikke tilsidesætter dig selv, råder Camilla Holst.

Læs også