Kærlighed og sex
17. april 2014

Carl-Mar Møller: Fyld dit liv op med kærlighed!

”Selv om jeg er terapeut, er jeg ikke tilhænger af, at folk går i terapi i årevis og bilder sig ind, at det kan fylde deres liv med kærlighed. Du har selv et ansvar.”
Af: af Carl-Mar Møller
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2014/april/elskprim.jpg

foto: All Over

Man skal selv sørge for igennem mange år at blive fyldt op med de store mængder opmærksomhed, bekræftelse, kærlighed og forståelse, alle mennesker har brug for.

OM CARL-MAR MØLLER

Carl-Mar Møller er uddannet pædagog, samt par- og psykoterapeut. Han er deusden leder af Sexolog og Parterapeut skolen.

Carl-Mar er desuden forfatter til en lang række bøger, og hver uge skriver han klumme hér på Oestrogen.dk

Se mere om Carl-Mar på hans hjemmeside, Carl-Mar.dk

Terapeuten er låsesmeden, der hjælper folk med at få lukket op ind til deres sorg, vrede, glæde og seksualitet. Herfra overtager den enkelte selv ansvaret for at fylde hverdagen og følelseslivet op med oplevelser, så man ikke er pludselig kommer i underskud eller føler sig tom. Terapeuten kan måske rådgive fra tid til anden.

Går man rundt for længe og er følelsesmæssigt sulten, risikerer man at plage sine nærmeste på en måde, så de tager afstand, og så bliver det endnu sværere at få det, man har brug for.

Det hårde arbejde …
Man har ikke fået sit behov dækket, blot fordi man har forstået, at ens fortid har været smertefuld. At få åbnet øjnene gennem terapi er det mindste stykke af arbejdet. Først derefter kommer det hårde slid med at blive fyldt op af andre, mens man samtidig giver dem noget igen, så begge parter har udbytte af samværet.

TEST: HVOR SUNDT ER DIT PARFORHOLD?

Svigtede mennesker er krævende
Mennesker, der har oplevet store svigt, er krævende og anstrengende at være sammen med. De vil lave andre folk om. De stiller alt for høje krav til sig selv og andre. En time i deres selskab og man er udmattet i flere timer, som om man var blevet tappet for et par liter blod af en tørstig vampyr.
Fordelen ved terapi er, at disse mennesker bliver opmærksomme på, hvor afhængige de er af andre mennesker. De opdager, at det er nødvendigt hele tiden at holde øje med, at man giver noget igen, når man får eller tager noget fra mennesker, man godt kan lide. På den måde vedligeholder man sine livsvigtige og dybe kontakter.

Mange mennesker har ikke lært at passe på det, som er godt for dem. De er destruktive overfor mennesker, der er kærlige, men venlige overfor dem, der har den samme smerte og ikke har overskud til dem.

Ingen mirakler
Ofte oplever jeg mennesker, der springer fra den ene form for terapi til den anden i håbet om at opleve et mirakel. Disse mennesker ved en del om terapi og deres egen fortid, men de har ofte svært ved at se, at det er gennem hårdt arbejde i forholdet til andre mennesker i deres hverdag, at de skal skabe et bedre liv og blive bedre kærester, forældre, venner og kolleger.

Man drømmer om kærlighed, men er samtidig meget bange for den og har svært ved at se, hvad det er i ens væremåde, der gør, at man ikke får, hvad man skal have.

Nogle forældre har svært ved at bruge den tid på deres børn, som børnene har brug for, og derfor vokser børnene op med et tomrum, der svarer til det svigt, deres forældre har udsat dem for.

Dette tomrum forsvinder ikke af sig selv. Det skal fyldes op. Som barn kan man redde sig ved at have mange legekammerater og god kontakt til andre voksne. Som ung kan man være heldig hurtigt at få en kæreste.

Fyld tomrummet op
Selv som voksen skal man sørge for at få fyldt dette tomrum op med nærkontakt fra andre mennesker. Er man ikke klar over sit behov for at blive fyldt op, risikerer man at blive en plage for andre mennesker. En del parforhold går i stykker, fordi den ene part er mere tom og derfor har mere smerte end den anden. Vedkommende vil ofte tale meget og have svært ved at lytte.

Det er dit ansvar
Mennesker kan bruge mange år på at blive fyldt op, og nogle når det aldrig. Hvis man gerne vil fyldes op, få ro i sjælen og give kærligheden videre til andre, skal man overholde en række regler for ikke at miste den opmærksomhed, man har brug for.
Her er en række samtaleregler, der skal overholdes, hvis man vil være på en måde, der tiltrækker andre mennesker.

1. Lyt lige så meget som du taler.

2. Tal i korte indlæg på f.eks. højst 1 minut.

3. Lad være med at afbryde.

3. Men afbryd dog når den anden taler for længe ad gangen.

4. Giv tilbagemelding på det, den anden siger.

5. Bed om tilbagemelding på det, du selv siger.

6. Gør plads til tænkepauser.

7. Stil spørgsmål om den andens liv.

8. Lad være med at skifte emne, før emnet er slut.

9. Ros og anerkend den anden og det, vedkommende siger.

10. Sig tak for den andens ros og anerkendelse.

11. Gør opmærksom på det, hvis den anden ofte kritiserer dig for det, du fortæller. Eller hvis vedkommende har svært ved at tage imod din ros og anerkendelse.

12. Gør opmærksom på det, hvis den anden ofte taler om problemer i form af sygdom, uretfærdighed og fejl andre begår.

13. Bed den anden fortælle hvad der går godt for vedkommende.

www.carl-mar.dk
www.parterapeutskolen.dk
www.terapeutforeningen.dk

Bliv bedre til at kommunikere med NLP

Bestil vores nye onlinekursus "Sig det rigtigt"; udarbejdet af én af Damarks bedste NLP-coaches, Jane Rosengren.

Pris kun 499,-

Læs også