Carl-Mar Møller: Er du for hård ved dig selv?
foto: All Over
- At være selvdestruktiv betyder, at man straffer sig selv meget hårdt, når man laver fejl eller ikke føler sig elsket, god nok eller føler sig afvist. I stedet for at finde ud af hvad problemerne handler om, påtager man sig selv hele skylden og kører den indad mod sig selv.
Dét fortæller Carl-Mar Møller i sin seneste bog Kroppsyke terapi, og fortsætter:
Der er mange måder at straffe sig selv på
Klik her og få den med 10% rabat!
Man kan straffe sig selv på mange måder lige fra at sidde og skære sig selv i armen og stifte en kæmpegæld til at opføre sig, så man ved, man bliver straffet. Når man er bange for et forhold, kan man tvinge partneren til at fyre en ved at have en dårlig adfærd som f.eks. flirte med andre i opstarten af forholdet, kritisere en alt for hårdt og på en hensynsløs måde, blive overvægtig, forgifte kroppen med usund mad, alkohol, forsømme sig selv, tilbyde sig selv urimelige arbejdsvilkår og i det hele taget undlade at drage omsorg for og beskytte sig selv.
Når man straffer sig selv, har man en følelse af, at man ikke har fortjent bedre. Det er en mekanisme, der er skabt i fortiden, eller som man har kopieret.
Hvor stopper dit ansvar?
Man kan være så selvdestruktiv, at for at beskytte sig mod yderligere kritik, siger man: "Det var også min skyld det hele, jeg var en dårlig mor". Men når man siger sådan, afviser man reelt kritikken. Man afvæbner sin modstander. Det medfører, at man ikke kommer videre.
I stedet skal man tale, gerne med en terapeut, om sine fejl og mangler og lære at skelne mellem sine og andres fejl og mangler. Når man er afklaret med det, holder den selvdestruktive adfærd op. Når man kan se, hvad ens eget ansvar er, og hvad andres ansvar er, forsvinder den selvdestruktive adfærd gradvist.
Du skal lære at fejle på en ny måde
Målet er, at man i starten lærer at takle dét at begå fejl på en ny måde. Man skal lære at have det godt med at lave fejl og tilgive sig selv. Vi skal ikke rende rundt og sige undskyld hvert andet øjeblik eller være en stor undskyldning for os selv. Man skal kun sige undskyld, hvis nogen f.eks. er blevet kede af det, sårede eller stødte, hvor det har en betydning.
Mennesker, der er selvdestruktive, har en tendens til at vige pladsen for andre, for det har de gjort hele livet, og det gør de også i gruppeterapi, hvor de venter med at komme på til allersidst. Det tyder på, de har fået for mange afvisninger.
>> Læs også: Hvem fylder DIG op med kærlighed?
Vi er så vant til at ofre os
Selvdestruktiviteten kommer fra vores kulturbaggrund, hvor vi er vant til at ofre os fra andre.
Mange mennesker har fået så mange afvisninger, at de har svært ved at kunne lide sig selv. Når mennesker åbenlyst viser, at de kan lide sig selv, kan det virke provokerende på mennesker, der ikke kan lide sig selv.
Man kan godt elske andre, selv om man ikke kan lide sig selv.
Men du kan kun komme til at elske dig selv ved at føle dig elsket af andre.
Du skal have en god adfærd for, at andre kan elske dig. Selvværdet kommer udefra i kraft af din gode adfærd. Hvis du ikke kan lide dig selv, er det fordi du har en dårlig adfærd.
Kan du tage imod kærligheden?
Lige meget hvor dårlig din fortid er, kan du altid lære at få en god adfærd. Den gode adfærd vil medføre, at du kommer til at elske dig selv på et tidspunkt. Når du har en god adfærd, vil andre give dig masser af kærlighed. Problemet er, om du tør tage imod kærlighed fra andre mennesker. Hvis du ikke tør det, vil du aldrig komme til at elske dig selv. Hvis du ikke tør tage imod kærlighed fra andre mennesker, skal du arbejde med det i terapi. Du skal fjerne de følelser, der står i vejen for at tage imod kærlighed.
Når man arbejder med mennesker, som er meget selvdestruktive, ligger der en lang række holdninger og meninger, som klienten er blevet indoktrineret med af sine omgivelser, f.eks. må man ikke såre andre, man må ikke have afvigende meninger, ikke være doven, ked af det, eller lade være med at arbejde i to år og nøjes med at tænke over livet. Du må ikke være sammen med andre, når du har en kæreste, ikke være selvglad, ond, tage hævn, eksperimentere med dit liv, osv.
Hvis du, i stor udstrækning, forsømmer dig selv, bliver du f.eks. deprimeret, aggressiv, negativ, mister din energi, bliver selvdestruktiv, osv.
Hvad skal du arbejde med?
Sundhed er harmoni mellem på den ene side følelser og følelsesmæssige behov og på den anden side en moral, som er tilpasset ens behov og følelser. Det er ikke omvendt.
I terapi stiller man spørgsmålstegn ved klientens opdragelse, og man finder ud af, hvad det er i klientens opdragelse, der er i vejen for lykke. I terapi får man en ny moral og en ny etik, som er opdateret til nutidens vilkår.
Carl-Mar Møller
www.carl-mar.dk