Kærlighed og sex
23. marts 2011

Børn kan ikke sygemelde sig efter skilsmisse

Både børn og voksne bliver alvorligt ramt, når familien brydes op efter en skilsmisse.
Af: af Anna Beckmann, Alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/019354408161452da1b237843c940c6f.jpg

Foto: All Over Press

En dansk undersøgelse fra efteråret 2010, foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser at skilsmissebørn har øget risiko for kriminalitet, har sværere ved at tilknytte sig og i højere grad springer fra uddannelser, end børn, der ikke har været udsat for opbrud i familien. Faktum er, at 40 procent at alle par ender med at blive skilt

Psykolog og leder af center for Familieudvikling Annette Due Madsen mener det er på høje tid, at der bliver taget fat på denne problemstilling.

- Konsekvensen af skilsmisserne er mange. Børnenes grundtryghed trues, og ofte føler de sig ansvarlige for de voksnes konflikt. Børnene føler, de skal tilgodese de voksnes behov. Samtidigt skal de forholde sig til en masse omstillinger. De skal måske skifte skole, bolig og legekammerater, siger Annette Due Madsen og påpeger, at det også går ud over koncentrationen i skolen. Hun tilføjer, at det ofte er for store opgaver at mestre, når man er et barn.

Samtale og bevidstgørelse hjælper
Annette Due Madsen mener, at der skal samtaler og kursusforløb til, for at hjælpe de skilsmisseramte familier. Hun har erfaring med, at det hjælper, hvis forældrene bliver bevidst om problematikkerne og får nogle værktøjer til at håndtere dem med. Hun ved nemlig, hvor svært det er for skilsmissepar at samarbejde:

- Vi taler om mennesker der er i et følelsesmæssigt svært rum. Undersøgelser peger på, at hvis de to mennesker bliver taget alvorligt og får et rum, hvor deres følelse bliver accepteret, kan de falde mere til ro og forstå den andens synsvinkel. Målet er, at forældrene får hjælp til at skille deres egne følelsesmæssige reaktioner fra barnets behov, siger Annette Due Madsen.

Ny viden giver nye handlekompetencer
Hun ønsker at samtaler og kurser bliver obligatoriske, ligesom i Norge, hvor man får op til syv timers gratis samtale.

- Forældrene skal have et mødested, hvor de bliver inspireret. Undersøgelser viser, at bare en forældre har fået ny viden, har det positiv indflydelse. Ny viden giver os nye handlekompetencer, siger Annette Due Madsen og tilføjer, at skilsmissebørnene også burde få tilbud om gruppe, hvor de kunne snakke med ligesindede.

Annette Due Madsen så gerne, at man fra politisk side brugte penge i startfasen og gav familierne et gedigent tilbud om samtaler og kurser. Man kunne hente penge fra de efterfølgende retssager om forældremyndighed og spare penge på den lange bane.

Børn kan ikke sygemelde sig
-Et godt demokratisk samfund har tradition for at række ud til de sårbare, og det er børnene i det her tilfælde. Jeg ville ønske, man ville tage deres sundhedsrisiko alvorlig på lige fod med rygning og fedme, siger Annette Due Madsen og tilføjer, at vi bør lave et samfund, der er værdigt for børnefamilier at leve i.

- Desuden er skilsmissen en krise med tillægskriser. Undersøgelser, foretaget af Frode Thuen, der er professor i psykologi ved Bergen Universitet viser, at voksne ofte reagerer med langtidssygemelding, stress og depression, siger Annette Due Madsen og tilføjer, at voksne i det mindste kan sygemelde sig - det kan børn ikke.

Skilsmissepiger stresses ind i Puberteten

Læs også