https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/november/mariagerprim.jpg
Kærlighed og sex

Ann Mariager er 'Mageløs på matriklen'

4. november 2013
af Lonnie Kjer
foto: All Over
”Det er ikke alle, det klæder at være gift,” siger forfatter og foredragsholder Ann Mariager. Selv er hun ugift. Og har erkendt, at alene-livet ikke er en fase, en pause, en undtagelsestilstand. Det er faktisk et rigtigt liv. Et godt et, endda.

Ann Mariager er single. Bor alene. Ligesom en million andre danskere gør det. Hun kalder det at være mageløs. Enestående. Og Ann Mariager er det hele. Også en lille smule træt af at høre sig selv og andre omtale singletilværelsen som noget, man ved en fejl er havnet i. Så dét skrev hun da lige en bog om …

"Jeg kunne ikke holde ud, at vi singler blev talt om som 'undtagelser', når det nærmere er reglen," siger Ann Mariager til Oestrogen.dk.
"42 procent af alle ægteskaber bliver opløst, så det er altså ret almindeligt at være alene."

Ann Mariager

Er født i 1953

Er journalist, forfatter og foredragsholder.

Har skrevet klummer, tv-satire, teater og revy, underviser i at skrive og er en populær foredragsholder.

Selvvalgt single
Men det er ikke nødvendigvis til at dø af grin over, og dét er nu heller ikke hendes mission med bogen at sælge dét budskab.

"Det er ikke coaching-pjat, det her … og singlelivet er da både optur og nedtur. Det er skønt, og det er besværligt. Men det er altså virkeligheden for mange af os. Og en del af os har selv valgt, at sådan skal det være," siger hun.

Suzannes sandhed
For tosomheden er ikke den gældende opskrift for os alle sammen.
"Helt ærligt … det er da heller ikke alle, det klæder at være gift," griner forfatterinden - men mener det.

"For en million år siden var jeg til en fest, hvor Suzanne Bjerrehuus også var med. I selskabet sidder en singlekvinde og tegner og fortæller om sit liv, og så hører jeg mig selv sige, at det virkelig er underligt, at kvinden ikke har fundet sig en ny mand.
"Sikke noget sludder," returnerer fru Bjerrehuus.
"Det klæder hende slet ikke at være gift."

Og hun havde helt ret ...

Laver du så mad til dig selv?
Det bedste i verden er ikke nødvendigvis at være to.
"Vi regner jo med, at alle gerne vil leve sammen i tosomhed. Sådan er det bare ikke nødvendigvis. Alligevel skal vi stå model til kommentarer som 'jamen, laver du så mad til dig selv', som om det ikke er dét værd at lave mad … bare til mig."

Mageløs … med måde
Men ja. Ann Mariager laver mad til sig selv.
"Ja da. Og jeg kan også sagtens finde på at gå ud at spise for mig selv. Det er der for resten en hel del, der gør. Man skal være god ved sig selv."

Hun rejser også alene, og i 'Mageløs på matriklen' disker hun op med alverdens gode råd til, hvor man skal rejse hen som mageløs … og hvor man ikke skal rejse hen. Jamaica, f.eks.
"Det var en ynk! Så sad jeg dér blandt nygifte i en lagune, verdens mest romantiske sted. Dét var ikke sagen. Men så ved man da dét."

Det dyre singleliv
Man ved også, at man skal ha' den tunge tegnedreng med på rejsen. Singlelivet ER dyrt.
"Det er da irriterende, at vi ikke kan få ordentlige vilkår. Det koster bare fire gange så meget at rejse som single, og så bliver du måske spist af med et enkeltværelse til overpris lige op ad elevatorskakten," fortæller Mariager.

Men rejsebranchen har så småt opdaget, at single-folket ikke er en uddøende race.
"Men der må meget gerne ske meget mere," siger Ann Mariager.

Singleliv og statustab
Dét må der også gerne i folks forståelse for singlelivet, helt generelt. For det er - åbenbart - et statustab at være mageløs.
"Der er folk, der køber ind til flere, selv om de bor alene. Der er også stadigvæk masser af singler, der ikke lige bliver inviteret med til festen, fordi man er en trussel. Og vi bliver nødt til at gøre op med vores idé om, hvordan singletilværelsen er - og AT den er der for så mange mennesker."

Enestående - men langt fra alene
Og Ann Mariager har selv krabbet sidelæns langs panelerne. Følt sig ufuldendt. Troet på, at det gode liv kun fandtes i det faste parforhold. Endda selv om hun faktisk havde det noget så glimrende alene.

"Det er spild af tid og kræfter, og det var en stor lettelse at finde frem til - og sige det højt - at det her altså ikke er en fase for mig, lige som det ikke er det for så mange andre," siger Ann Mariager, der håber, at singlefolket gider blande sig lidt på www.mageloespaamatriklen.dk.

Skulle du være i tvivl om singlelivets plusser, kan du finde dem dér. Og resten kan du læse i Ann Mariagers dybt underholdende, vildt sjove, ret så alvorlige - og hamrende vedkommende - bog.

Spar 20% på Pernille Melsteds kurser.

F.eks.: FÅ MOD TIL AT HANDLE

Normalpris: 1.245 kr.

DIN PRIS: 996 kr
For at udløse dine 20 pct i rabat, brug rabatkoden PMELSTED
Tilbuddet gælder til og med fredag den 8. november 2013

LÆS MERE HER!

Læs også