Lange Liv
Selvudvikling

Tre ærlige kvinder: Sådan føles det at blive gammel

Hvordan føles livet, når man har flere levede dage bag end foran sig? Hvordan er hverdagen, og hvilke tanker gør man sig om døden? Om livet? Om sorger og glæder? Netop dét skildrer bogen Lange Liv ærligt og tankevækkende. Læs et uddrag her.

Lange Liv skildrer, hvordan det føles at blive gammel

Alle vil gerne leve længere, men ingen ønsker at være gamle. Selv ordet ’gammel’ er nærmest skrevet ud af det danske sprog og erstattet af det mere politisk korrekte ’ældre’ - men det er en skam, synes Bente Martinsen, som er forfatter til bogen Lange Liv.

-Vi taler om ældrehjælp, ældrebolig og ældreråd, men når vi hører og læser om dét at blive gammel, handler det ofte om, hvordan vi holder alderdommen på afstand – ikke om, hvordan livet som gammel faktisk leves. For mig klinger ordet ’gammel’ af visdom og livsindsigt, siger Bente Martinsen. 

Derfor ville hun give en stemme til dem, der ingen har - de helt almindelige, gamle danskere, som der bliver flere og flere af. I bogen Lange Liv portrætterer hun ti 77-100-årige, som vidner om hvor forskelligt liv kan leves og opleves, når der er færre dage tilbage, end der har været. Bogen handler om at tilpasse sig aldersbetingede forandringer og om alt det, der gør livet værd at leve – også som gammel.

Vi bringer her er tre korte uddrag fra tre af portrætterne:

 

Marianne Wiedemann, 77 år.

Havet betyder meget for mig. Når jeg er i mit sommerhus, tager jeg ned til havet hver dag uanset vejret, og hvis vejret er nogenlunde, går jeg en tur på stranden. Ellers sidder jeg i min bil på parkeringspladsen og kigger ud over vandet. Da jeg var yngre, havde jeg stor foragt for folk, der blev siddende i deres biler. Nu sidder jeg selv der for at se de store horisonter og se havet åbne sig. Det er nærmest som meditation. En påmindelse om, at det er det samme hver dag, og alligevel er bølgerne og lyset forskelligt. Det giver mig kontinuitet i mit liv, fordi det fra min tidlige barndom har betydet noget. Min familie stammer fra Skagen, hvor min mormor havde hus. Jeg boede der seks uger hver sommer. Huset lå, så man kunne kigge direkte ned på vandet, og jeg har altid elsket at gå i vandet og bade. Det ved jeg, at alle børn gør, men jeg er blevet ved.

Når jeg er på stranden, går jeg langt væk fra andre mennesker og lægger mig for mig selv. Der er noget tidløst på stranden. Det er ikke et sted, hvor jeg tænker på alder. Når jeg ligger og mærker solen på huden og hører lyden af bølgerne eller svømmer, så er det et tidløst univers, og kun hvis jeg skal rejse mig hurtigt op fra sandet, kan jeg mærke, at jeg ikke er 16 år.

Jeg har sagt til mine børn, at jeg gerne vil have min aske spredt ud over havet, når jeg er død. Jeg kan godt lide den tanke. Det er som at være en del af et større kredsløb. Det er ikke noget religiøst, men alligevel meningsfuldt for mig. Særligt på mine gamle dage, hvor jeg føler mig mere og mere adskilt fra andre mennesker, har jeg brug for et tilhørsforhold i den retning. For mig betyder naturen og det alment menneskelige mere, som tiden går. Om vinteren er det svært at få dækket det behov, når jeg er i min lejlighed i byen. Der er i det hele taget rigtig mange behov, jeg ikke får dækket i byen. Livet på landet er enklere. Samtidig ville jeg dø, hvis jeg skulle bo på landet hele året. Jeg ville for eksempel savne at kunne gå i biografen. Tidligere troede jeg, at jeg ville bo på landet, når jeg blev gammel.

 

LÆS OGSÅ: 11 ærlige citater: Kendte danske kvinder om alder

 

Bodil Sangill, 84 år.

Jeg vågner hver morgen med dårlig samvittighed over alle de ting, jeg ikke fik gjort. For eksempel at jeg ikke gik mere ind i politisk arbejde. Da jeg var ung, deltog jeg i nogle protestmarcher mod atomenergi og atomvåben og gjorde en stor indsats som formand for skolenævnet og som medlem af skolekommissionen, da børnene var begyndt i skolen. Men arbejdet som skuespiller, der optog både dag og aften, samtidig med at jeg af og til rejste på turne, gjorde, at der ikke blev tid tilovers til det politiske. Det plager mig, at verden ser ud, som den gør, når jeg snart skal give den videre til den næste generation. Det er jeg faktisk dybt ulykkelig over, og det er nok det, der gør, at jeg vågner med ondt i maven hver dag. Det er rigtig dumt, for det er der jo ingen, der kan bruge til noget. Men jeg har åbenbart ikke evnerne til at gå ud og revolutionere verden.

***

Jeg er stadig den, der tilbyder at hjælpe andre mennesker. Jeg glemmer simpelthen min alder. I den situation tænker jeg slet ikke på årene. Der opfører jeg mig nok, ligesom jeg gjorde, da jeg var ung. Men tre liter mælk og en pose kartofler er blevet tungere at bære op ad trapperne. Vasketøjet er også blevet tungere. Jeg har nok ikke helt de samme kræfter mere. Min appetit og smagssans er også blevet ringere. Jeg får nogle dråber mod grøn stær, og jeg tror, de tager noget af appetitten. Det er rigtig kedeligt! Jeg har ellers altid elsket et godt måltid mad. Nu er det mere sådan: “Nu bliver jeg nok nødt til at spise noget.” Jeg er heller ikke så interesseret i mad, som jeg har været. Det er møgirriterende, for jeg synes, det er hyggeligt at lave mad. Det er vist et aldersfænomen. Jeg har aldrig været storspiser, men nu spiser jeg af nødvendighed. Jeg bager dog stadig boller og franskbrød, som vi altid har holdt meget af.

***

Jeg tænker på døden hver dag, men på en eller anden måde tror jeg, at jeg selv lever evigt. Jeg har ’læst’ døden og livet efter døden, allerede da jeg var ganske ung. Jeg har mistet mine forældre, min bror og min elskede niece. Jeg har nok en høj dødsbevidsthed, men det er, som om man hænger mere ved livet, jo ældre man bliver. Det er trist, når man ikke længere kan følge børn og børnebørn. Jeg håber, jeg får et kig ned på dem og har sagt til dem: “Hvis der pludselig er en ånd, der banker på, så er det mig, der kommer.” For nogle år siden kom jeg til at sidde ved siden af en sød dame på en bænk i Frederiksberg Have. Jeg talte med hende, og så sagde hun: “Jeg er mæt af dage.” Jeg så hende et par gange siden, men så så jeg hende ikke mere. Hun ville gerne herfra, og det er jo egentlig fint at være “mæt af dage”. Hvis man kunne nå dertil. Men nysgerrigheden og kærligheden til livet, til børnene og børnebørnene – og måske kommer der oldebørn – den forsvinder aldrig.

 

LÆS OGSÅ: 100-årige Grete: Hele livet har været min bedste alder

 

Grethe Nørgaard, 92 år.

Det at blive gammel er at give slip. Det kan være trist, men det kan også føles som en lettelse, fordi man hverken har ansvar for sine børn eller et job. Når noget har været svært eller anstrengende, har jeg gennem mange år tænkt: “Hvis du holder op med det her nu, så er det færdigt. Så kommer du aldrig til det mere.” Holder jeg for eksempel op med at gå til træning, så ved jeg, at jeg aldrig vil begynde igen. Det er, som om man hele tiden giver noget fra sig. Jeg kan ikke gå de lange ture mere, som jeg gjorde, da jeg flyttede herud. Dengang kunne jeg gå ned til dammen og se, hvordan fuglene bygger rede. Jeg har altid interesseret mig for fugle og deltaget i fugleture. Nu kan jeg kun gå derned, hvis det ikke blæser eller er koldt, så det sker meget sjældent.

Jeg ville gerne skrive noget til mine børn om hele min tilværelse, men det forekom ganske uoverskueligt. Så lavede min datter for to år siden en pakkekalender til mig, hvor jeg hver

dag fik en lille opgave som: Skriv om det og det. Så mailede jeg svarene til hende, og hun samlede det hele i et hæfte til dem alle sammen. Først syntes jeg ikke, at jeg orkede det, men så tog jeg alligevel fat. Det var sådan nogle små bidder, som jeg godt kunne overkomme. Der er så mange tab forbundet med at blive gammel, og de kommer sådan lidt efterhånden. Man kan ikke forberede sig på det, selvom vi vist alle sammen prøver. Man ved jo ikke, hvad man kommer ud for. At være gammel er jo også et vigtigt afsnit af livet.

 

Lange LivBogen Lange Liv af Bente Martinsen udkom den 20. marts på Gyldendal (forsidefoto: Amailie Klougart). Køb bogen her