https://imgix.femina.dk/media/article/tine-bendixen.jpg
Selvudvikling

Tine Bendixen: Der er altid et eller andet, man kan dø af

24. september 2014
af Tine Bendixen
Vi har det helt vildt godt herhjemme, men kunne man forestille sig, at vi ville have det endnu bedre, hvis vi ikke havde det helt så godt?
Så sad hun pludselig dér i bussen: En antropolog, jeg kender perifert. ”Længe siden! Er du flyttet hjem til Danmark?” spurgte jeg, mens eftermiddagstravle Østerbrogade gled forbi udenfor. ”Næ, jeg er bare hjemme på ferie. Jeg bor i Liberia nu.” ”Hvordan er det?” ”Slemt lige nu. Vi har ebola.” Hun er midt i 50’erne og en tough cookie. Engang flygtede hun fra et andet afrikansk land, hvor hun boede og arbejdede. Der var opstået en så livsfarlig situation, at hun resolut gravede sin computer ned og stak af. Iført sutsko. Da landet var blevet sikkert nok igen, rejste hun tilbage, gravede computeren op og arbejdede videre. Muligvis bliver man immun over for potentielle katastrofer, når man både har oplevet og overlevet at se dem folde sig ud i virkeligheden tilstrækkeligt mange gange. Hun har også klaret en slem omgang malaria, der var ved at sende hende herfra og til evigheden. Men alligevel: Ebola. Uhyggelig fætter at bo sammen med, ikke? Hæslig virussygdom uden færdigudviklet behandlingsmulighed. Éns system bryder sammen, man bløder ud af alle kropsåbninger og éns hud ligner et byldet månelandskab. 50-90 procent af de smittede dør. Så jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg kunne sige, der ligesom kunne matche Liberia og ebola. Heldagsskole og vrede folkeskolelærere, der pludselig skal stemple ind og ud for at bevise, at de er på arbejde? Fødevareminister Dan Jørgensens bandbulle over danskernes usunde madvaner? DSB’s evindelige forsinkelser og aflysninger på Kystbanen? Danmark virkede pludselig som et studie i almindelighed. Jeg var på vej hjem for at pakke til en weekend i sommerhuset, der ligger i et område, hvor vi godt nok plages af Danmarks farligste dyr: Borrelia-flåten. Men alligevel ... Jeg sagde farvel og god tur til Liberia og stod af på Trianglen og traskede hjem. BT (Bekymrings Tidende) lokker i skrivende stund med alarm-forsiden ”Skjult fare giver BLODPROP I HJERTET”. Og strammer skruen: ”Kend symptomerne – kan du blive ramt?”. Den avis har virkelig fundet sin hypokonder-niche: Hver dag sin dommedagsprofeti, for der er altid et eller andet, man kan dø af. Og jeg tænker instinktivt, at ude i verden dør mennesker af alt muligt rædselsfuldt. Ebola udvikler sig epidemisk og ukontrollabelt. Ukraine-separatister missil-nedskyder, formentlig våben-subsidieret af russerne, et malaysisk passagerfly over Ukraine. Den islamistiske oprørsgruppe IS vil indføre kalifatet, myrder løs på den religiøse minoritet yazidierne i det nordlige Irak, bortfører kvinder for at bruge dem som sexslaver, begraver børn levende og forlanger, at millioner af kvinder og piger i området skal omskæres. Og der er sikkert sket endnu mere hæsligt, siden jeg skrev det her. LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Er du styret af frygt eller kærlighed? Herhjemme sker der ikke noget, der når den slags rædsler til sokkeholderne. Muligvis er det derfor, vi i stedet forestiller os, hvad der eventuelt KUNNE ske med os. Blodprop. Borrelia. Bilos i lungerne. Jo mindre farligt livet bliver, jo mere farligt bliver det. Er det ikke sådan, det efterhånden er herhjemme? Min veninde i Kenya – ikke antropologen, men en mangeårig veninde, der også har oplevet lidt af hvert fra den alvorlige afdeling i sit liv – har et motto, der giver mening: When your time is up, your time is up. Frit oversat: Når dit liv er slut, så er det slut, så mens du faktisk har det, er der ingen grund til at gå og forpeste det med skræmmende tanker om mulige the end-scenarier. Det lyder faktisk – sundt. Vi har det helt vildt godt herhjemme, men kunne man forestille sig, at vi ville have det endnu bedre, hvis vi ikke havde det helt så godt? Hvis du forstår, hvad jeg mener ... Hvis vores egen navle ikke altid kom før alle andres? Hvis vi i højere grad levede et liv, hvor vi måtte udfordre os selv? Ebola eller ej. Som Søren Kierkegaard sagde: ”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” Man kan godt komme i underskud, hvad mod angår. Især i et flinkt velfærdssamfund som det danske. Når alt kommer til alt, så var det farligste, der skete den weekend i sommerhuset, at jeg kom til at lime tre fingre sammen med superlim.

Læs også