Camilla Aggersbjerg
Selvudvikling

Studenterpræsten om den unge generation: "Jeg ser et spirende oprør"

De unge har urealistiske høje idealer til sig selv, og de føler, at de bærer hele ansvaret for at lykkes med livet på deres egne skuldre, siger studenterpræst Camilla Aggersbjerg. Hun foreslår, at de voksne skal tilbyde de unge et mere facetteret billede af livet.

Hvilket problemer oplever du, at de unge kommer til dig med?

– Mange af de unge, der kommer og taler med mig som studenterpræst, oplever, at de skal skabe deres egen fortælling; de skal skabe sig selv. På den måde giver de sig selv et stort ansvar. I gamle dage var der udstukket nogle meget klare markører for, hvordan man gik fra barn til voksen. I dag får de unge at vide, at ’du kan, hvad du vil’. Men det kan alle jo ikke nødvendigvis. De fleste vil møde begrænsninger i deres liv.

– Mange har urealistiske høje idealer for sig selv, og de ser sig selv som en fiasko og skammer sig, hvis de ikke kan leve op til det. Hvis vi føler, at vi selv har ansvaret for alt og for at skabe os selv, har vi også selv ansvaret, når det går galt. Her har vi som studenterpræster mulighed for at sætte dem ind i en større fortælling, og fortælle dem, at der er grænser for, hvad vi kan som mennesker. Det kan der være en stor lettelse og forløsning forbundet med at høre.

 

Det lyder som et meget stort pres at være under som ung?

– Mange af de unge giver udtryk for at være stressede og have fremtidsangst. De er bange for, om livet vil lykkes for dem. De føler, at deres livsbane skal være tydelig og udstukket på et meget tidligt tidspunkt. Hvis noget så ikke går som planlagt, og det gør livet ikke altid, føles det både angstskabende og som et kontroltab. Det, jeg kan give dem, er at sige, at vi som mennesker ikke kan have kontrol med alting. Der er meget, vi kan kontrollere, men der er endnu mere, vi ikke kan, men vi begiver os ud i livet på trods af den usikkerhed.

– Så de er stressede, men de er også meget reflekterede unge. Der er noget, der rører sig i dem. De underlægger sig måske nok vilkårene, de er produkter af præstations- og konkurrencesamfundet, men de tænker, at der også må være andet i livet end at præstere. De gør sig meget tidligt nogle refleksioner, som andre måske først gør sig, når de når de 50. Måske er det, fordi de er så belastede, som de kollektivt er i dag, at der så tidligt opstår en refleksion over, hvad det vil sige at være et menneske.

– Jeg prøver at give dem et sprog for netop det – at menneskelivet rummer det hele, og at livet ikke er at ride på en evig lykkebølge. Livet er både lykkerus og bristede drømme, og det er vigtigt, at de får det perspektiv med. Og at de dermed får et mere fleksibelt selvbillede. Det er okay indimellem at være ked af det. Det gør dem hverken forkerte eller afvigende.

LÆS OGSÅ: Psykolog om ensomhed: ”Kontakten på de sociale medier er helt anderledes end den kontakt, vi har ansigt til ansigt”

Er det noget, man også kan tage fat i som forældre?

– Ja. Det er jo givetvis velmenende, at de unge i dag har fået fortalt, at de har alle muligheder, men det er bare ikke altid virkeligheden. Så forældre må også gerne komme med andre perspektiver, sådan at deres unge er bedre klædt på, hvis der er områder, hvor de gør deres bedste, men hvor det bedste alligevel ikke er godt nok. Forældre må gerne tilføre livet nogle flere facetter, men mange forældre har meget travle liv, hvor det kan være svært at finde tid til at have den slags samtaler.

Hvad er det, I kan som præster?

– Hvor terapien har sit fundament i psykologien, har sjælesorgen sit grundlag i teologien. Det kristne sprog er et sprog for de vilkår, menneskelivet er underlagt. Det kan tage aktuelle problemer op i et andet perspektiv. Det kan skabe et refleksionsrum, hvor man mindes om, at der er noget større, der bærer, end den enkelte selv. At vi ikke kun er noget i kraft af, hvad vi præsterer, men i kraft af, at vi er til. Vi diagnosticerer ikke, og vi behandler ikke, men hvis der kan opstå en lindring gennem samtale og nærvær, er det dejligt. Jeg kan være sammen med de unge i sorg eller i andre af de grundfølelser, der melder sig og sige, at det er legitimt, at de følelser er til stede. Måske er det endda fint, at de er der. Sorg skal ikke nødvendigvis helbredes. Det, der gør ondt, er der ofte af en grund.

LÆS OGSÅ: Sabina, 20 år: ”Jeg får tit at vide, at jeg er for hård mod mig selv”

Er du optimist eller pessimist i forhold til de unges fremtid?

– Jeg er optimist i forhold til, at en stor del af de unge, jeg støder på, er reflekterede, og der er et spirende oprør mod alle de byrder, de bliver pålagt. Men jeg er også lidt pessimistisk, for hvis det her fortsætter, kommer vi til at se endnu flere stressede og depressionsramte unge. Som samfund har vi en stor opgave i at passe på vores børn og unge, og for at blive et helt menneske skal man også kunne gennemleve en krise uden at falde helt ud af uddannelsessystemet.

 

Camilla Aggersbjerg, studenterpræst ved Københavns Universitet, tilknyttet det samfundsvidenskabelige, det juridiske og det teologiske fakultet.

 

Læs mere om: