Sociologen: Vi skal slappe af med konstant at gøre en forskel

Sociolog Emilia van Hauen gør op med vores tanke om at gøre en forskel

Det er efterhånden blevet vores tids mantra, at vi SKAL være succesfulde og ”gøre en forskel”. Vi skal have et livsmål, der er større end os selv, noget stort vi vil kæmpe for at opnå.

Og dét får os til at piske rundt i forsøget på at leve op til en masse urealistiske idealer, vi alligevel aldrig kan indfri – og som risikerer at føre stress, angst og depression med sig.

– Indtil slutningen af 00’erne var vi meget fokuserede på, HVEM vi var – vi skulle finde os selv og forløse vores potentiale, det var meget mig, mig, mig – og derfor var det en befrielse, da vi for nogle år siden begyndte at tænke i livsformål i stedet for, fortæller kultursociolog Emilia Van Hauen, som er aktuel med bogen ”Succestyrraniet – Og vejen ud”.

- Problemet er bare, at det i dag nærmest er blevet et fængsel for folk. Du skal ikke bare have et formål – det skal være stort, det skal være beundringsværdigt, der skal kunne stå: ”Hun gjorde en forskel” på din gravsten, siger Emilia Van Hauen.

Alle gør en forskel!

Men kultursociologen slår fast, at om du er gartner, skolelærer, direktør eller går hjemme, så bidrager du altså til fællesskabet.

- Vi gør alle sammen en forskel hver dag. Nogle en mindre, andre en større. Næsten alle bidrager hver eneste dag, så vi har brug for at komme væk fra den dér med, at vi SKAL udrette noget, der er større end os selv. For i virkeligheden handler det kun om, hvad vi bidrager med til fællesskabet, siger Emilia van Hauen.

Men flere og flere underlægger sig det enorme pres, det er, konstant at stræbe efter et livsformål, der ikke kan blive stort og godhjertet nok.

–Som om det ikke er nok, at man ”bare” gerne vil have en forholdsvis velfungerende familie og gøre sit arbejde samvittighedsfuldt. Men livsformålet bliver ofte et umuligt ideal, en umulig idé at forfølge, hvorimod det at bidrage til fællesskabet er noget meget konkret – noget, vi rent faktisk GØR hver dag.

– Det lyder nok mere beundringsværdigt at redde miljøet og babysælerne og skabe fred i verden, men når vi stiler så højt, lærer vi aldrig at anerkende vores egen daglige indsats for fællesskabet. Det befriende er, at selv folk som Nelson Mandela og Barack Obama ikke betragtede sig selv om succeser – de syntes også, de fejlede. Det sætter det lidt i perspektiv.

LÆS MERE: Emilia van Hauen: Slip succestyranniet

Vejen ud af succestyranniet

Derfor er det på tide, at vi revurderer netop vores forståelse af succes.

– Vi TROR, succes er at opnå et mål og modtage omverdenens anerkendelse for det, men rigtig mange mennesker får ikke følelsen af succes indeni, selv om de får Nobelprisen eller en grammy. Faktisk kan det være sådan noget, der kaster folk ud i de værste depressioner. Hvorfor? Fordi den ægte indre følelse af succes handler om succes inde i én selv. Ikke udenfor.

I stedet skal vi derfor fokusere på de to ting, der ifølge Emilia Van Hauen er kuren mod succestyranniet:

1. At bidrage med det, der giver mening for dig, til fællesskabet.

2. At dyrke dine relationer.

LÆS MERE: Emilia van Hauen: Er du autentisk?

- Det er det, der skaber et liv med mening og værdi. For at vi kan opleve ontologisk sikkerhed (sikkerhed i egen væren) og føle os hjemme i vore egne liv, har vi brug for begge dele: både for at vide, at det, vi bidrager med til fællesskabet, giver os en basal følelse af eksistensberettigelse, fordi det har en værdi for fællesskabet, og fordi det er her, de fleste tjener deres penge. Og samtidig for at vide, at vi har mindst ét andet menneske, som vi betyder noget særligt for og har en nær relation med.

Og hvad så med alt det andet?

– Du kan jo starte med at finde ud af, hvad der rent faktisk betyder noget for dig, og så begynde at rydde ud i de ting, du bruger tid på, som ikke gør. Hvor meget betyder dit arbejde for eksempel? Hvor meget skal det fylde? Hvad med de sociale medier? Hvem skal have adgang til dig – og adgang til at mene noget om dig, som du tager til dig? Hvem kan kræve dit nærvær?

– Vi bruger i alt for stor udstrækning vores tid forkert og på nogle mennesker, som ikke ville stå ved vores sygeseng. Og som jeg indleder med at fortælle i bogen, så fortalte en hospicesygeplejerske mig, at det spørgsmål, alle hendes patienter stiller hende, før de dør, er: ”Vil jeg blive savnet, når jeg dør?”.

Det er dét, det handler om. Ikke andet.

Om Emilia van Hauen:

50 år, kultursociolog, forfatter, foredragsholder og skribent på bl.a. femina, Jyllands-Posten, Børsen og Huffington Post. Fraskilt og mor til to drenge på 14 og 16 og en ekstrasøn på 21.

Aktuel med bogen ”Succestyranniet – Og vejen ud”, der udkommer 2. maj, hvor hun punkterer vores syge præstationskultur og giver en enkel opskrift på vejen ud.