Slipper man nogensinde de kære børn?

I denne uge fik jeg et brev, der fik mig til at tænke lidt over det dér med de kære børn, og hvad de har af indflydelse på vores liv - og ikke mindst søvn. Der var engang, maven voksede og voksede, og man ikke sov så godt. Så kom de kære spædbørn til verden, og så skulle man jo hele tiden tjekke, om de trak vejret ordentligt ... var der mon liv? Så kom tiden med amning, også om natten, og ja - så sov man heller ikke så godt. Så kom selvstændighedsalderen, og de begyndte få deres egne tanker og drømme og vågne op om natten badet i sved efter mareridt, og ja - så sov man heller ikke så godt. Ofte endte man med at være en fire-fem stykker i sengen, så pladsen var undertiden lidt trang.
Måske var der en kort periode, alle sov ... jeg kan næsten ikke huske det. Hele tiden har jeg tænkt, at det går snart over, snart sover de.

Men nej - nu de er store, genoplever jeg næsten de første år, med konstant afbrudt søvn snart sagt hver eneste weekend. Sikke dog en uro og tumult der er, hver gang en ny kommer hjem med venner og veninder på slæb. Man vågner og spidser øren. Ånder lettet op over, at så var det barn da i hus. Ud på natten når den sidste har gjort sin entré, falder man endelig i dyb søvn, udmattet, glad og lettet over, at alle lever endnu. Intet er dejligere og bedre at falde i søvn på igen end tanken om, at alle ligger, hvor de skal.

Og pyy-ha hvor kan de være slemme, de tanker, man kan få undervejs. For når det rigtig går løs, er der jo ingen grænser for, hvad de elendige unger kan finde på af dumheder. Og hvad man har givet dem af mildest talt mangelfuld opdragelse, holder jo slet ikke i retten. I min fantasi kan kåde teenagere om sommeren finde på at hoppe på hovedet i vand, der ikke er dybt nok, og er det vinter, lægger de sig alle sammen fordrukne i en snedrive. Helt sikkert, døden lurer om hvert eneste gadehjørne! Hvordan man selv slap levende igennem de år, er heller intet mindre end mirakuløst. Jeg véd, jeg ikke er alene, for jeg hører de samme ting fra veninder, som har børn i samme alder. Og når vi klager vores nød til afkommet, mødes vi med himmelvendte øjne og et jeg-kan-godt-selv!-træk på skuldrene.

Og det værste er, at pludselig kan jeg huske, hvordan det var ... Pludselig kan jeg huske den dér klamme klaustrofobiske fornemmelse i kroppen, hver gang nogen forsøgte at bestemme over mig. Jeg husker de ord, der undslap mine læber: "Gi' så slip ... gi' nu slip for f..... sli-i-ip-p ..!"

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Workaholic eller kunsten at elske sit arbejde

7 gode grunde til at værdsætte livet - lige nu