Hvordan får man venner som voksen
Selvudvikling

Sådan skaber du nye venskaber, selvom du er midt i livet

16. juli 2019
af Line Felholt
Foto: Shutterstock
Hvordan får man nye venner som voksen? Det kan være svært at skabe nye venner midt i livet, men det går nemmere, hvis du har tænkt igennem på forhånd, hvad det er, du søger, og hvorfor – samt hvordan du selv kan bidrage bedst muligt.

Har du svært ved at danne nye venskaber som voksen?

Britisk forskning har vist, at fra 25-årsalderen falder antallet af venner. Samtidig viser en dansk rundspørge fra 2014 for Berlingske, at tæt på halvdelen af danskere mellem 18 og 35 år ville ønske, at de havde flere nære venner. Blandt de 60-årige er det kun halvt så mange, der savner flere venner.

Med andre ord er venskaber vigtige. Men vi knytter færre og færre af dem, som årene går.

Læs med her, hvor vi forklarer vigtigheden af gode venskaber, samt hvor og hvordan du kan skabe ny venner i en voksen alder.

Venskaber som voksen er vigtige

Barndommens venskaber står i et helt særligt lys. Bedsteveninden var elsket overalt på jorden, og man kunne ikke overleve én skoledag uden hende.

Som voksen ser virkeligheden lidt anderledes ud. Nu skal der smøres madpakker, holdes sene møder, passes børn, børnebørn eller andelsbestyrelse. Venner. Dem lever vi foruden i mange dage. Ofte uger. Eller måneder.

– I 40’erne har vi fuldt fokus på arbejde og familie. Måske også på forældre, der begynder at blive syge. Som yngre har vi været vant til at have et stort netværk, men arbejde og alt muligt andet fylder så meget, at der ikke er overskud til at se vennerne, forklarer psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der blogger om relationer på Psykologviden.dk

– Vi bruger arbejdet, parforholdet, børnene, hunden til at opfylde behovet for venskaber, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Lige indtil den dag vi igen får hårdt brug for vennerne. Skilsmisse, flytning, fyring, børn, der flytter hjemmefra, er alt sammen livsbegivenheder, der kan få os til at mangle lige præcis dén brik, som venner udgør.

– Vi ved godt, at gode venskaber er værdifulde, men der er rigtig mange udfordringer i at vedligeholde venskaber, når man er voksen. Det kan heldigvis lade sig gøre at få nye venner som voksen, men det kræver noget andet. Man skal se på venskaber på en ny måde, mener hun.

Et liv uden venner kan være farligt

Godt 100.000 danskere mellem 30 og 60 år kæmper med alvorlig ensomhed, ifølge Mary Fonden. Op mod 350.000 personer føler ensomhed i hverdagen.

Kortvarig ensomhed er helt normalt og uskadeligt, mens langvarig ensomhed både kan ødelægge vores sociale kompetencer og skade vores krop.

Vedvarende ensomhed øger risikoen for forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og depression.

9 gode råd til at skabe ny venner som voksen

Det kan være svært at skabe ny venner i en voksen alder, når dagligdagens pligter og gøremål fylder. Måske er du også låst fast i de samme mønstre, når du prøver at danne nye relationer?

Her er ni gode råd til dig, der gerne vil danne eller fastholde venskaber som voksen.

1. Vær tilfreds

Synes du rigtig godt om dig selv, og udstråler du det, vil andre spejle sig i det og mærke, at du er en, der er værd at lære at kende. Når din selvopfattelse er: ”Jeg har værdi, jeg er betydningsfuld, jeg er godt selskab”, så vil dine omgivelser reagere med, at ”hun er værd at bruge tid på”.

Vi kender alle hende, der kommer ind i rummet og ejer det og virker så interessant og fængende. Man kan blive helt kvindeforelsket i hende og tænke: Hende gad jeg godt score som ven.

2. Skab mening

At være noget for nogen og give mening til andres liv giver og skaber mening for dit eget liv, og højt selvværd. Sørg for at have blik for at hjælpe andre. Start en forening op, eller gør noget lidt vildt. Meld dig til en foredragsgruppe med et kæmpe fællesskab og netværk.

Det at have en fælles sag skaber magi. Når vi sammen brænder for noget, om det så er politik, børn, dyr eller personlig udvikling, så opstår der mening og magi.

3. Vær modig

Man er modig, når man tror nok på sig selv til at være ligeglad med, hvad andre tænker om én. Man ved, at man er god nok som den, man er, og har de rette værdier, som man tør stå på mål for.

Vær modig nok til at sætte dig på en café alene og snakke med nogen, du ikke kender. Eller meld dig ind i en cykelklub og cykl for en sag. Vis venlighed, det er en egenskab, andre vil spejle sig i og blive draget af.

4. Lyt mere

Venskaber handler om at lytte mere og højere. Med højere menes at kunne holde mund og tænke mindre på sig selv og mere på den anden. Sådan en ven vil vi alle elske at have. Men også at kunne stille refleksive spørgsmål frem for selv at komme med svaret.

Når du lytter og er åben for nyt, vil den anden føle sig betydningsfuld, og det elsker vi alle. Når vi tier stille og får indsigt i vores gode ven, er det samtidig indsigt i os selv, og derfor er nysgerrigheden kilden til refleksion hos os selv.

5. Hvad leder du efter?

Ved du overhovedet, hvad det er for en ven, du søger? Er det en at tale fortroligt med, en at vinterbade med eller en, som kan gøre dig tryg i forældregruppen?

Vær bevidst om at have forskellige venner til forskellige ting og i forskellige livsfaser. Nogle gange kan vi også lede for længe og for meget og være for kritiske. Ofte opstår et venskab, når vi lærer hinanden at kende, og fortrolighed opstår.

6. Brug mere end 5 minutter

Det tager kun fem minutter at afgøre, om der er noget, vi kan spejle os i i et andet menneske. Vi kan godt lide at finde noget genkendeligt, for det skaber tryghed.

Vær derfor opmærksom på, om du meget hurtigt dømmer folk inde og ude. Find i stedet nysgerrigheden frem. Vi lærer mest af dem, som ikke ligner os selv.

7. Plej venskabet

Når vi glemmer at pleje venskabet, så visner og dør det, ligesom parforholdet. Prioritér tid og afgiv noget andet for at dyrke og vedligeholde venskaber. Men husk også, at lykken ikke sidder i at have 30 gode venner, for det er det umuligt at være nærværende og få tid til. Men få, gode, tætte relationer giver livet mening og værdi.

8. Mindre facade

Drop facaden med det nyeste tøj og de rigtige meninger, og vær dig selv. Hende, man helst vil score som ven, er hende, som tør være sig selv og stå ved det. Hende, der udstråler en tro på sig selv og på dig som lige præcis den, du er.

9. Vær fysisk sammen

Vær fysisk sammen med dine venner, og se dem ikke kun på sociale medier eller via sms. Den digitale verden er kommet for at blive, men fremtiden kalder på, at vi også husker vores fysiske venskaber, som indebærer kram, berøring, smil, at grine sammen og glimt i øjet.

Kilde: Anne Søgaard, relationsekspert, foredragsholder og trivselskonsulent, Annesogaard.dk

5 steder at finde ny venner som voksen

1. Find dig en interesse

Tag fat i en gammel hobby eller find en ny interesse, som du kan dele med andre. Det kan være fitness, håndarbejde, en bogklub eller holdsport. Det kan være, at du finder en ny ven eller veninde i den lokale klub eller forening.

2. Brug dit netværk

Inviter 2-3 personer på kaffe, som du i forvejen har i dit netværk. Det kan være, at I har børn i samme klasse, I går til den samme sport, har fælles bekendte eller bor tæt på hinanden.

3. Tag ud i verden

En grupperejse eller et højskoleophold kan være en god måde at lære helt nye mennesker at kende. Der findes en række forskellige rejser og sommerskoleophold til personer i alle aldre, og det kan være rart at være sammen om noget, når man lærer hinanden at kende.

4. Meld dig til frivilligt arbejde

Har du en sag du brænder for? Eller mangler de ekstra hjælp i den lokale sportsforening? Det kan være nemmere at mødes om noget, som man har en fælles interesse for, igennem frivilligt arbejde.

5. Søg igennem dine sociale netværk

Åben Facebook og kig din venneliste igennem. Er der nogle gamle venner eller bekendte, hvor kontakten gled ud? Er der nogen, som du gerne vil i kontakt med igen? Skriv en hilsen, og se hvad der sker. Personen vil sikkert blive glad for at høre fra dig igen.

Læs også