https://imgix.femina.dk/media/article/renee-9.png
Selvudvikling

Renée: Vi kan ikke trumfe tilfældighedernes magt

1. december 2015
af Renée Toft Simonsen
Vi søger konstant efter forklare alt og handle på måder, vi forestiller os hjælper til at kontrollere verden. Vi siger til os selv, at hvis vi motionerer og stopper med at ryge, bliver vi ikke syge
Er der noget, vi mennesker ønsker, er det at vide, at vi har kontrol over vores liv. At vi har indflydelse på, hvad der sker med os, og især at vi har mulighed for at forhindre, at der sker noget ulykkeligt. Derfor søger vi konstant at forklare alt og handle på måder, vi forestiller os hjælper til at kontrollere verden. Vi siger til os selv, at hvis jeg motionerer og stopper med at ryge, bliver jeg ikke syg, og hvis jeg sparer op, får jeg en god alderdom. Planlægning og kontrol giver tryghed, og det er noget, vi mennesker virkelig trives med. IKKE DIN EGEN LYKKES SMED Forleden læste jeg et interview med neurobiolog og videnskabsjournalist Lone Frank. Hun har ofte noget fornuftigt på hjerte, og heller ikke denne gang blev jeg skuffet. Hun plejede at mene, at livet er en størrelse, vi selv kan forme. Men for et år siden blev hun ramt af det, der hedder tilfældet. En tilfældig mutation i kroppen på den mand, hun troede, hun skulle bruge resten af livet med, førte til kræft og endte med at slå ham ihjel. Det fik hende til at erkende, at hverken viden eller kontrol kan trumfe tilfældighedernes magt. Hun er nu i stedet kommet frem til, at du IKKE er din egen lykkes smed, og at der IKKE er noget, der hedder karma. LÆS OGSÅ: Renée: Drop sundhedsræset og hyg jer VI ALENE ER ANSVARLIGE I et studie med mus, der genetisk var så ens, at de næsten var kloner, og som levede i bure med de samme livsbetingelser, døde musene med den samme spredning, som de gør i naturen – altså totalt tilfældigt. Forsøget viser, at selv om vi ved meget om genetik og fysiologi, vil der altid være noget, vi ikke kan forklare og gardere os mod. Forskning peger på, at tilfældigheder har en ret stor betydning for udvikling af kræft. Og den tanke er måske ikke så slem endda, for selv om vi ønsker os tryghed og at kunne forklare, forudsige og handle os ud af det meste, betyder det jo også, at vi alene er ansvarlige, når noget ”går galt”. INGE HAR SKYLDEN Og så kan vi ellers bruge tiden til at slå os selv i hovedet med, hvad vi kunne have gjort anderledes. MEN – hvis tilfældet bliver en del af vores tankegang, vil det måske være muligt at leve et liv med mindre skyldfølelse. Vi behøver ikke, hver gang noget svært opstår, at finde ud af, hvem der har skylden, men kan stille og roligt sige til os selv, at det er der ingen, der har. For Lone Franks vedkommende kunne jeg læse, at det havde givet hende noget helt særligt. Tanken om, at hun selv var herre over alt i sit liv, gjorde, at hun oksede af sted som en sindssyg med arbejdet, men da hendes kæreste døde, åbnede det hendes øjne for, at livet ikke kun handler om at have ”næsen i sporet”, men også om at mærke og bare se, hvad der sker. Og det er vel i grunden ikke så skidt? Kærlig hilsen Renée SKRIV TIL RENÉE Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renées sider”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også