https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1323-renee-ny.jpg
Selvudvikling

Renée: Søg og du skal finde

5. september 2013
af Renée Toft Simonsen
Søg og du skal finde, fik pludselig ny mening den dag langs stranden, for det er nok ikke kun med sten, det er sådan, at det, vi finder, er det, vi kigger efter?

Forleden dag var nok en af årets smukkeste dage ved stranden, og så lærte jeg ovenikøbet noget værdifuldt, samtidig med at jeg sugede dagen ind. Jeg gik tur med en veninde, for der var en del, vi skulle have talt igennem efter en lang sommerferie. Det gjorde vi, mens vi spadserede langs vandet og nød solen og varmen. Mens vi gik dér ved siden af hinanden og snakkede, kiggede vi begge to søgende langs vandkanten. Indimellem talte vi lidt om noget af det, der er svært her i livet, og indimellem gik vi bare tavse ved siden af hinanden, med øjnene fikseret på alle de smukke sten, man kan finde på stranden, mens vi nød skoven bag os, vinden, saltet, muslinger, duften af hav ... sandet mellem tæerne, bølgerne.

Læs også Renées klumme fra sidste uge: At være eller ikke at være grådig

På et tidspunkt stopper min veninde op og viser mig en særlig sten, hun har fundet ... den er sådan lidt skrumlet og kantet i det, slet ikke noget, jeg ville have samlet op, og den har hul igennem lige midtpå. Hun sætter den for øjet og kigger på mig gennem hullet og smiler stort. Det viser sig, at hver eneste sten, hun har samlet op, har et hul et sted, som man kan kigge igennem. Jeg bliver lidt misundelig – tænk, at hun har fundet alle de fine hulsten, og jeg har ikke fundet en eneste med hul i. Det siger jeg højt, og så viser jeg hende alle dem, jeg har samlet op. Hver og én af mine sten er fuldstændig runde og har ingen kanter nogen steder, ikke noget som helst skarpt – glatte og uendelig dejlige at røre ved, og så er de lyse og venlige i farverne, beige, matgule eller hvide og rene. Sten, man kan have i hånden, sten, man kan nusse, og som med deres glathed og runde form vel nærmest kan siges at nusse igen. Sådan føles det i al fald for mig, når jeg samler sådan en slags sten op, næsten som et kærtegn. Hun kigger på mine sten, og vi konstaterer smilende, at vores respektive samlinger er meget forskellige, og så siger hun, at hun altid finder dem med hul i, men det er også nok, fordi det faktisk altid er dem, hun kigger efter.

Hmm ... jeg finder faktisk aldrig dem med hul i, men idet hun siger det, går det op for mig, at jeg heller aldrig kigger efter lige nøjagtig dem. Jeg kigger kun efter farve, form og glathed, og spøjst nok er det jo så dem, jeg finder! Tja, søg og du skal finde, fik pludselig ny mening den dag langs stranden, for det er nok ikke kun med sten, det er sådan, at det, vi finder, er det, vi kigger efter?

Kærlig hilsen
Renée

Læs også