Selvudvikling

Renée: Slip fantasien løs

Måske skal vi bare give de unge mennesker lov til at fantasere, mens de stadig har mod på dét, i stedet for at hamre dem i hovedet med to-taller og fire-taller og lange endeløse taler om, hvordan de aldrig bliver til noget, hvis de ikke lige får lavet deres lektier?

Forleden så jeg et talkshow med Conan O’Brien, hvor han forestillede sig, hvordan verden ville se ud lige om lidt. Han havde opfundet et imaginært nyt niveau i madudbringning, nemlig kaffeudbringning ved hjælp af droner. Og så så vi ham ellers stå de skøreste steder og bestille en kop kaffe – og droner, der ankom og styrtede, så kaffen flød. Det var ret skægt. Idéen var jo skør – jeg mener, hvorfor skulle vi dog bruge så megen energi på at fremstille droner bare til at bringe kaffe eller pizza ud, men så igen, da jeg kom til at tænke nærmere over det, virkede det ikke som noget, der aldrig nogensinde kunne blive til virkelighed.
 
Mens jeg sad og funderede over, hvilke snørklede hjerner der tænker tanker om droner, der kommer flyvende med en caffe latte eller en pizza, kom jeg også til at tænke på dengang, jeg selv drømte om at flyve højt op over Trøjborgs tage på min cykel, som en anden Aladdin på sit tæppe. Jeg gik endda så langt dengang som til at bygge mig et par enorme vinger af pap og få en af mine veninder til at træde i pedalerne, mens jeg sad bagpå og baskede, det bedste jeg havde lært, med de enorme papvinger, jeg havde bundet om armene. Trøjborgs bakke var nok ikke stejl nok, vi lettede i al fald aldrig. Idéen var dog god nok og ikke mindst fantasifuld. Jeg ved i grunden ikke, om jeg troede på, at jeg nogensinde ville lette, men legen omkring det gav mening, og udførelsen og al den tid, jeg brugte på at konstruere vingerne, var så absolut vidunderlig.
 
LÆS OGSÅ: Rene: Vi presser de unge for hårdt
 
Fantasien havde ingen grænser, og selv om jeg kun var 12 år, og målet, der var at blive beundret af alle for min opfindelse og ikke mindst friheden ved at kunne flyve, aldrig blev nået, så mindes jeg stadig de dage, hvor projektet kørte, som et af højdepunkterne i mit liv. Dengang var det utænkeligt, at et menneske nogensinde skulle kunne flyve bare sådan af sig selv, jeg mener, vi havde lige fået farvefjernsyn få år tidligere! Det var bare en anden tid. 
 
I dag er fremtiden her, mennesker sætter maskiner på ryggen og flyver, og alt er de seneste 30 år gået så stærkt, at ingen dengang kunne have tænkt, at verden af i dag ville se ud, som den gør. Og så er det, jeg kommer til at tænke på skolen, hvor vi skal lære vores børn, hvordan de agerer i den verden, de skal ud i. På sin vis er det et ganske umuligt projekt, for vi aner jo ikke, hvordan verden ser ud om 20 år, når de har udstået deres straf og har fået et eller andet papir på, at de er gode og lydige børn, der gør, som de voksne siger. Så måske skulle vi bare give dem lov til og ikke mindst plads og mulighed for at bygge vinger og fantasere, mens de stadig har mod på dét, i stedet for at hamre dem i hovedet med to-taller og fire-taller og lange endeløse taler om, hvordan de aldrig bliver til noget, hvis de ikke lige får lavet deres lektier?
 
Kærlig hilsen Renée
 
Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
Læs mere om: