https://imgix.femina.dk/media/article/1610-camilla-1.png
Selvudvikling

Chefredaktøren: Jeg er træt af normer, overfladeræs og jantelov

22. marts 2016
af Camilla Kjems
FEMINAs chefredaktør Camilla Kjems er træt af nypuritanske normer, overfladeræs og jantelov. Og ikke mindst af meningsjuntaen, der i stedet for at møde deres medmennesker åbent har travlt med at bagtale og svine andre til, hver gang de gør noget, der udfordrer deres eget syn på verden og livet
Hvor svært kan det være at være – og stå ved – sig selv? 100 %? Så latterligt svært, at det gør ondt at sige det. Især for os kvinder (har jeg en tese om). Fordi mange af os er de vildeste pleasere. Er opdraget og formet til både at skulle ”se ud” og præstere på alle livets banehalvdele. Og fordi der er så mange ting, ”man” bare ikke gør, hvis man vil passe ind i parnasset og tilhøre et fællesskab. Men stiller vi så det omvendte spørgsmål: Hvilken type mennesker er det, vi beundrer? Hylder? Er fans af? Er det hende (eller ham), der former sig efter sine omgivelser og har alle de rigtige holdninger? Eller er det hende, der stikker lidt ud, har humor, kant og personlighed ud over alle grænser? Svaret giver vist sig selv, men det kræver sindssygt meget mod at turde stikke ud og være sig selv på den måde. Og de personer, der gør det, får ofte masser af øretæver, når de på den måde ”placerer røven i klaskehøjde”, som man siger. Jeg er så usigeligt træt af nypuritanske normer, overfladeræs og jantelov. Og ikke mindst af meningsjuntaen, der i stedet for at møde deres medmennesker åbent har travlt med at bagtale og svine andre til, hver gang de gør noget, der udfordrer deres eget syn på verden og livet. Heldigvis er der masser af tendenser, der lige nu peger på, at AUTENTICITET og HOLDNINGER er ved at overtage prestigepladserne efter det perfekte image og politisk korrekthed. Hurra for det! Sidste år lancerede vi her på FEMINA kampagnen 100 % mig, der hylder rummelighed, forskellighed og diversitet. Den fortsætter vi i år med ugentlige artikler, perspektiver og interviews. Læs med i ugens blad, bliv inspireret og find mod til at være endnu mere stolt og glad for dig selv – og alle de skævheder, der gør dig unik!

Klik her for at købe bladet digitalt >

Klik her for at se vores abonnementstilbud >

FÅ ET SMUGKIG I BLADET HERUNDER

Læs også