Selvudvikling

Pædagog og forfatter: Min opdragelse var hård - men jeg har fået færdigheder for livet

Forfatter og pædagog Stine Askov lærte i en tidlig alder at hugge brænde og slagte høns. Hendes barndom inspirerede hende til at skrive romanen "Katalog over katastrofer", der handler om en far, der træner og forbereder sin datter på alverdens katastrofer.

- Hver gang jeg står i en ulidelig, urimelig eller ubehagelig situation, tænker jeg helt auto­matisk: ”Det her klarer jeg.” Og så spænder jeg op og kommer igennem det.

Stine Askov går i rask tempo gennem Ør­stedsparken i København, der i denne coronatid dan­ner rammen omkring vores interview. Papiret med spørgsmål bliver stænket med regndråber, og en strid vind står imod os, men det synes ikke at genere Stine Askov.

– Pyt med det, jeg er hårdfør, griner hun.

Der er noget gævt over hende, noget urokkeligt. Både i den måde, hendes ord falder på, og den måde, hun traver af sted på.

Stine Askov er uddannet pædagog og har arbejdet med børn i 22 år, de seneste mange år i en integreret institution på Islands Brygge.

Større kræfter på spil

For to år siden sagde hun sit job op og fik et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, så hun kunne hellige sig drømmen om at blive forfatter. Og nu er hun aktuel med romanen ”Ka­talog over katastrofer”.

– Ja, jeg er nok stadig ukendt som forfatter, selv om det her faktisk er min fjerde roman, smiler hun.

– Og nogle gange tænker jeg, at der må være nogle større kræfter på spil i universet. Det er da lidt mærke­ligt, at min bog udkommer lige nu, hvor vi står midt i coronakrisen og på mange måder får et nyt syn på vo­res eget liv og begynder at tænke over, hvad vi egentlig kan klare.

LÆS OGSÅ: Katarina smed 80 procent af sine ting væk: "Jeg føler mig rigere end nogensinde"

Stine Askov zoomer i sin nye roman ind på, hvad kata­strofetanker gør ved os som mennesker. I romanen følger vi 14-årige Helle, der vokser op i Ål­sgårde i Nordsjælland – med en far, der har 1980’ernes katastrofebevidsthed helt inde under huden.

Fra han står op, til han går i seng, handler alting om at forbe­rede datteren til de katastrofer, som lurer i horisonten. ”Hun skal være klar til den dag, det er alvor,” er farens motto, og Helles opdragelse foregår med lommekniv i bæltet, hård fysisk træning, geigertæller til at måle stråling og natlig gennemgang af flugtruter gennem skoven.

Faren laver ovenikøbet et katalog over kata­strofer – et opslagsværk, som Helle kan slå op i og finde svaret på, hvad hun skal gøre i enhver tænkelig katastrofesituation.

”Vi mødes på Hven”

Inspirationen til romanen har Stine Askov hentet i sin egen barndom.

– Jeg er også vokset op i Nordsjælland i 1980’erne, og da jeg var barn, var jeg virkelig bange for atomkrig og atomkatastrofer. Det var en kæmpeting for mig – en dyb angst. Jeg lå ofte i nattens mørke og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre, når katastrofen indtraf. Ja, jeg husker faktisk slet ikke at have sovet som barn. Men det må jeg jo have gjort, smiler Stine Askov.

Vi stiller os i ly af et træ i Ørstedsparken, mens hun fortsætter sin fortælling.

– Jeg var så bange for atomkrig, at jeg på et tidspunkt satte mig ned og skrev et brev til Ronald Reagan. Gor­batjov vidste jeg ikke rigtig, hvor boede, men alle kend­te jo til Det Hvide Hus. Så jeg skrev til Reagan på mit bedste skoleengelsk, om han ikke nok, please, ville være så venlig IKKE at trykke på den røde knap og dermed starte en atomkrig. Jeg fik svar fra en medar­bejder i Det Hvide Hus, der var vandmærke i papiret, og præsidenten var glad for min interesse.

LÆS OGSÅ: Dorthe overlevede en højresvingsulykke: "Jeg lå under lastbilen og kunne høre, han gassede op" 

Men der var ingen løfter fra ham, fortæller Stine Askov. USA’s præsident kunne ikke beskytte Stine mod en atomkatastrofe. 

– Så jeg lånte masser af bøger på biblioteket for at finde ud af, hvordan verden ville se ud efter katastrofen. Til sidst forbød mine forældre mig at læse mere, fordi jeg simpelt hen blev alt for angst.

- Og en dag sagde min far til mig: ”Lad os nu sige, at det sker. At atomkatastrofen rammer os – hvad GØR vi så? Vi går i kælderen, vi luk­ker af. Og hvis hele civilisationen bryder sammen, så mødes vores familie på Hven midt i Øresund. Her kan vi bygge vores egen civilisation op og holde øje med, om fjenden nærmer sig,” siger Stine og tilføjer:

– Det gav mig en ro, at der var noget, man selv kunne gøre. Jeg var ikke hjælpeløs – jeg kunne handle.

Smidt nøgen i sneen 

I Stine Askovs roman bliver der i dén grad handlet. 14-årige Helle bliver opdraget til at være ekstremt hård­før – og uden at afsløre for meget kan det siges, at Hel­les far også tager næverne i brug for at forberede sin datter på dommedag.

– Romanen er bygget på nogle følelser og oplevelser fra min egen barndom. Jeg har aldrig fået tæsk, men jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle var en del af ar­bejdsfællesskabet.

- Ingen måtte svigte, og vi børn havde et ansvar for, at vores pligter blev udført. Hvis brændet ikke blev hugget, frøs vi om vinteren – og hvis hønsene ikke fik mad, lagde de ingen æg. Der var ikke tid til at pive over kolde fingre eller de ting, man blev ked af. Det gjaldt om at følge med og rette ind – og børns følelser var ikke så vigtige, fortæller hun.

– Jeg kan huske, at jeg som lille strittede meget imod, når jeg skulle have tøj på. Og en dag tog min far mig op og smed mig ud i sneen – helt nøgen. Bagefter lukkede han døren, så jeg ikke kunne komme ind i huset. Hvis jeg ikke ville have tøj på, måtte jeg fryse – og sådan var DET.

Læn dig væk fra panikken

Stine griner lidt af oplevelsen, mens vi går videre gen­nem Ørstedsparken. Så siger hun med alvor i stemmen:

– Måske var min opdragelse hård, men det var vigtigt for mine forældre at give mig nogle færdigheder, så jeg kunne opretholde livet. Så jeg lærte tidligt at slagte høns, hugge brænde og rense kaninbur – og var ofte med min far ude på havet tidligt om morgenen og fange fisk.

- Børn skulle kunne klare sig, og det er en tanke­gang, jeg rigtig godt kan lide. Hvis man skal blive livs­duelig, så nytter det ikke, at man har en oplevelse af at være hjælpeløs. Man er nødt til at have nogle færdighe­der på rygraden – så man kan bruge dem i ubehagelige, besværlige eller farlige situationer.

Hvad er det vigtigste, du har lært fra din barndom om katastrofer?

– At man må holde hovedet koldt og forholde sig til fak­ta frem for at ride med på en eller anden katastrofebøl­ge. For ofte sker der det, at når du prøver at unddrage dig katastrofen, så får du også skabt flere katastrofer gennem dine paniske handlinger. Så jeg tror, at man kan hjælpe sig selv ved ikke at læne sig ind i panikken – men i stedet læne sig lidt den anden vej.

Og hvordan gør man det – læner sig den anden vej?

– Jeg tror, det handler om at have en sikkerhed om­kring sig selv, så man tænker: ”Det her klarer jeg.” Det giver en styrke at vide, at man har nogle handlemulig­heder, hvis katastrofen indtræffer. Og ikke mindst: At man som barn vokser op med en viden om, at man kan trøste sig selv.

Stine sukker lidt, mens vi går videre.

Husarrest i et år

– Ja, man kan jo altid sige, at det hele var bedre i gamle dage. Men når jeg tænker på mine oplevelser som pæ­dagog i en daginstitution, så kan jeg godt blive bange for, at børn i dag bliver hjælpeløse.

Piver børn for meget – eller gi­ver for let op?

– Jeg tror mere, det handler om, at der er utrolig stor fokus på børns følelser. Børn skal hele tiden føle en hel masse. Og følelser er jo dejli­ge og vigtige – men følelser er også flygtige, så de kan være svære at navigere efter. Stine Askov vender igen tilbage til en oplevelse fra sin barndom.

– Som 14-årig holdt jeg en stor fest for mine venner, en aften jeg var alene hjemme. Festen gik helt amok, og en masse ting i huset blev smadret. Mine forældre blev rasende, da de kom hjem, og gav mig stuearrest i et helt år. Sådan var det bare, og det var ikke til forhandling. Og jeg siger ikke, at det var det rigtige at gøre, men det gav mig en oplevelse af, at SÅ meget betød mine følelser ikke. Og det tror jeg, er meget sundt, siger hun eftertænksomt.

– For mig var det fuldstændig forfærdeligt at få husar­rest i et helt år. Men mine forældre gav sig ikke.

Børns følelser tilskrives stor værdi

Er vi for dårlige til at stille krav til vores børn?

– Jeg oplever i hvert fald, at mange forældre har svært ved at udholde, at deres børn er kede af det, græder, skriger eller er vrede eller bange. Børns job i dag er at være glade. Og for et barn kan det være et meget hår­dere job end at skulle muge ud hos kaninerne.

Så man skulle hellere træne børnene i at blive mere hårdføre?

– Jeg ved ikke, om hårdfør er det rigtige ord. Men man er nødt til at øve sig i at være i de ubehagelige situatio­ner og have ubehagelige følelser. Og hvis man kan gøre det i et nærvær med sine forældre, så kommer man igennem det, siger Stine Askov.

Sådan er det også med coronakrisen og alt det ubehag, der følger med den, mener hun.

– Børn er bedre stillet, hvis de har en oplevelse af, at de kan handle, tage nogle initiativer og begå sig. At føle, at de har en funktion, så de også er med til at sikre familiens overlevelse. Vi moderne mennesker har jo alt for meget tid til at sidde og spekulere over alle mulige angstfyldte ting.

- Men det er ikke meningen med men­nesket, at vi skal sidde og se nyheder hele tiden, mens vi spiser færdigmad. Og derfor er det også interessant at observere, hvad der sker med os i denne coronatid, mener Stine Askov.

– Alting kan eksplodere, og hvad finder vi på den anden side af det her? Lige nu bliver vi alle sammen tvunget ind i et nærvær, som ellers kan være svært at opretholde i en travl hverdag. Ude i familierne er der bare ”kæmpebouillonterning” på nærvær, og det ville undre mig meget, hvis mange af os ikke kommer ud med nye indsigter – og en ny bevidsthed – efter denne her krise.

Læs mere om: