Er du psykisk adskilt fra dine forældre?
Foto: Shutterstock
Selvudvikling

Påvirker dit forhold til dine forældre dig stadig?

Selv om vi for længst er flyttet hjemmefra, kan den psykiske adskillelse fra vores forældre godt være svær.

Selvom vi på papiret er voksne, har mange af os stadigvæk ikke helt kappet båndet til vores forældre.

Vi ved det måske knap nok, men de følelsesmæssige bånd til vores forældre kan give livslangt rod i forholdet til andre mennesker, især til vores partner.

Læs også: Hvordan har dine forældre påvirket dig?

Det følelsesmæssioge bånd til vores forældre

For bare fordi vi for længst er flyttet hjemmefra, har vi ikke automatisk kappet de følelsesmæssige bånd til vores forældre – heller ikke selvom de ikke er gode for os. Man kan sige, at vi er fysisk adskilt fra vores forældre, men ikke psykisk adskilt. Og det kan være et problem. Men hvad betyder det, når vi ikke har kappet navlestrengen?

”At blive psykisk adskilt vil sige, at vi bliver os selv – vi er ikke længere afhængige af vores forældre og deres opfattelse af verden. Vi får vores egen identitet og kan stå ved vores egne behov. Det sker gennem en naturlig adskillelsesproces fra vores forældre, der starter i barndommen og tager fart i teenageårene. Hvis vi ikke er blevet psykisk adskilt i forhold til vores oprindelige familie, tager vi de uhensigtsmæssige mønstre, vi har i forhold til vores forældre, med os i alle andre typer relationer gennem livet. Det sker typisk, uden at vi er bevidste om det, og det kan have store konsekvenser for os,” siger psykolog Emilie Jahnnie Sigård i bogen ”Det sensitive hjerte – når alle døre står åbne”.

Det vi lærte af vores forældre 

I enhver familie er der forskel på, hvor veldefinerede de forskellige roller er. I nogle familier er grænserne mellem de enkelte familiemedlemmer stærke, for eksempel ved at forældrene gør meget ud af at understrege, at der er forskel på børn og voksne. Men i mange andre familier – og det gælder ifølge psykologen langt de fleste – er der nogle områder, hvor rollerne flyder ud, enten som et grundlæggende mønster eller kun i bestemte situationer. Måske har moren det i en periode så dårligt, at rollerne skifter, og barnet bliver den, der må tage sig af hende.

Det kan betyde, at barnet senere i livet bliver ved med at tage sig af alle andre end sig selv. Det kan også tænkes, at forældrene har mange konflikter, så barnet bliver klemt i samspillet og nødt til at tage parti for den ene og så føler skyld i forhold til den anden.

Det kan så føre til, at man føler skyld ved konflikter og ved at hævde egne behov og derfor ikke er god til at tackle uenigheder.

”Enhver situation, der gør det nødvendigt for et barn at agere anderledes end bare være barn, bevirker et rolleskred i familien, med den konsekvens at det bliver sværere som ung at forlade familien og blive sig selv, fordi man føler et stort ansvar for sine forældre, skyld og så videre,” siger Emilie Jahnnie Sigård.

Læs også: Børn har brug for trygge forældre

Hvor går din grænse?

Hvis man helt fra barndommen har oplevet, at andre invaderer én ved ikke at respektere ens grænser, kan man reagere ved at fortsætte med at lade andre komme for tæt på og lade sine grænser overskride. Det kan dog gå også gå i modsat retning, forstået på den måde, at man i stedet får en meget lav tolerancetærskel og lynhurtigt tænder helt af, når andre siger noget, man kan tolke negativt. Når man har ladet sit ”psykiske rum” invadere gang på gang, kan man blive ekstra på vagt over for at få sine grænser overskredet.

”Vores psykiske rum strækker sig ud over den fysiske krop. Prøv at lægge mærke til, hvor tæt du kan lade folk gå på dig rent fysisk, før du mærker ubehag. Det siger noget om, hvor dit psykiske rum og dine grænser går,” forklarer Emilie Jahnnie Sigård.

 

De tætte relationer er de sværeste

Nogle oplever, at de mister sig selv, så snart de er sammen med andre. De kan ikke manifestere sig selv og få tingene til at være på deres egne præmisser. Andre oplever, at de kun mister sig selv i bestemte sammenhænge. De har det måske godt på jobbet og sammen med veninderne, hvor de er i stand til at stå ved sig selv. Når de kommer hjem, drænes de for energi, fordi de mister sig selv i deres parforhold.

Jo mere et andet menneske betyder for os, desto mere kommer de mønstre, der er forårsaget af manglende psykisk adskillelse, i spil. Det skyldes, at de nære forhold ligner det forhold, vi har til vores forældre.

 

Det løser sig ikke med alderen

Nogle mennesker bliver aldrig psykisk adskilt, fordi de ikke er bevidste om, at det er det, der er på spil hos dem, og derfor ikke får arbejdet med det. For problemet løser sig nemlig ikke af sig selv med alderen. Men hvordan opdager man så, at man ikke er blevet adskilt fra sine forældre?

”Det kræver, at du er nysgerrig på dig selv, og at du tør se på dig selv med nye øjne. Spørg dig selv: ”Hvad fortæller jeg mig selv om, hvordan jeg er som person?” Du er nødt til at pille ved din fortælling om dig selv, for ellers iscenesætter du den samme selvfortælling hele tiden. Måske siger du til dig selv, at du skal være på en bestemt måde for at være et godt menneske. Så begynd at stille spørgsmål til dig selv: ”Er det nu også sandt? Kan jeg fortælle noget andet og mere konstruktivt om, hvordan jeg er?” Nogle gange kan det være svært at få øje på sin selvfortælling, for mange af os er låst fast i vores opfattelse af, hvordan vi er. Har du det sådan, kan terapi være hjælpsomt,” siger Emilie Jahnnie Sigård.

 

Forholdet til mor og far

Man kan arbejde med sig selv ved at gå tilbage og se på de oprindelige situationer, der førte til den manglende psykiske adskillelse. Det gør man for at forstå sig selv, så man kan forandre det, der ikke fungerer for en. Måske kan man tage tiltag i nutiden i forhold til sine forældre. 

Hvis man for eksempel har en meget skyldpålæggende mor, der ofte klager over, at man ikke besøger hende nok, kan man lære sig selv at lade være med at reagere på det ved at gå ind i skylden og i stedet tænke: ”Det handler om hende og ikke om mig. Hvor meget vil jeg besøge hende?” Når du vil arbejde med dig selv, anbefaler psykologen, at du tager stilling til følgende spørgsmål: Hvordan reagerer din mor og far i forhold til dig? Hvad gør det ved dig?

 

Handling og følelser

”Der er to lag i arbejdet med dig selv i forhold til dine forældre. Det ene lag er handling, hvor du vælger at gøre noget andet, end du plejer – også selvom du stadig synes, at det er svært følelsesmæssigt. Det andet lag er den følelsesmæssige bearbejdning, hvor du arbejder med de følelser, der er forbundet med ikke at give slip på dine forældre."

"Du kan sagtens sætte grænser over for dine forældre, uden at det betyder, at du holder op med at have skyldfølelse. De ubehagelige følelser er det sidste, der slipper, så det kræver, at man bearbejder dem,” siger Emilie Jahnnie Sigård og understreger, at du allerede skaber forandring ved at begynde med at handle. For når du for eksempel sætter grænser i forholdet til din mor, fjerner du belastningen og får en ny indsigt, der gør dig bedre til at afgrænse dig i alle andre relationer.

Læs også: Undersøgelse: Unge piger peger på mor som største rollemodel

Du kan ændre det nu

Nogle gange har vi ikke mulighed for at arbejde med vores forhold til forældrene, måske fordi de er døde, eller fordi det simpelthen føles alt for svært. Det betyder dog ikke, at du ikke kan handle for at ændre. Ifølge psykologen kan det være lige så frisættende at arbejde med de situationer, der er problematiske for en her og nu, fordi vi som nævnt iscenesætter vores oprindelige mønster igen og igen i nutiden.

Måske har du en barndomsveninde, der er meget dominerende og grænseoverskridende, men som du ikke tør sige fra over for, fordi hun let bliver vred. At du i så mange år har fundet dig i hendes væremåde, kan skyldes, at din mor er på samme måde, så du har lært hjemmefra ikke at sætte grænser, af frygt for at andre bliver vrede.

Læs også: Renée: At få skældud er som at blive slået med stemmen

Brug spejlingerne

Hvis du ikke kan arbejde i forhold til din mor, kan du arbejde med forholdet til din veninde. Når du begynder at forstå, at vrede ikke er så farligt, som du har oplevet det førhen, fordi I sagtens kan være veninder alligevel, lærer du at sige fra over for hende. Det vil have afsmittende effekt på dit forhold til andre generelt.

”Når vi bliver psykisk adskilt, ser vi andre lidt mere udefra og mærker mere os selv indefra. Vi har ikke længere en aktie i, hvordan de reagerer, og bliver ikke så let påvirkede af dem. Vi bliver mere rummelige og overbærende, når vi kan se, at andres bemærkninger og opførsel ikke behøver at have noget os selv at gøre,” siger Emilie Jahnnie Sigård.