Moren til en teenager om moderrollen: Jeg føler en sorg over, at hendes barndom er forbi
4. maj 2016Det holder aldrig op: Når en baby én gang er landet hos dig, er du mor resten af livet. Men ikke på samme måde. Rollen forandrer sig, i takt med at barnet vokser til – og det går svimlende hurtigt. Vi har bedt fire mødre sætte ord på følelserne i forskellige faser. Her får du teenagemorens tanker:
– Den største glæde ved at have en teenager er for mig glæden ved at se en ung kvinde folde sig ud. Anna kom hjem fra sin første rejse alene i sommer, og da hun trådte gennem dørene i lufthavnen, lidt klatøjet efter turen, så jeg pludselig, at hun er blevet en smuk kvinde. Næsten voksen. Det sker, at hun bliver siddende ved middagsbordet og snakker med, når vi har gæster. Uden anstrøg af den generthed, der kendetegnede hende som lille. Den forandring nyder jeg. Samtidig føler jeg en sorg over, at hendes barndom er forbi. Hendes udlængsel er meget stærk. Pludselig er Danmark for lille, og det kom bag på mig, at hendes savn af nye venner fra rejsen i sommer helt overskyggede hendes glæde over at se os. Familien. Hun ser frem, og jeg bliver tilbage. Det er en helt naturlig udvikling, som jeg dog endnu ikke er helt så cool omkring, som jeg gerne ville være.
– Jeg var rådvild i en grad, jeg ikke før havde prøvet, da Anna, som altid har haft nemt ved at gå i skole, snublede i sin gymnasiestart, fordi hun fik det svært med sig selv. Jeg anede ikke mine levende råd. Skulle jeg være forstående, eller skulle jeg presse hende? I modsætning til dengang hun var lille, kunne jeg ikke læse mig til nogen svar, og jeg var heller ikke i kontakt med hendes lærere, på samme måde som jeg engang talte med pædagogerne i vuggestue og børnehave, og lærerne i folkeskolen. I desperation gjorde jeg lidt af det hele, jeg både lyttede, lod hende være og forsøgte at tvinge hende af sted. Den form for inkonsekvens er ikke noget, jeg kan anbefale andre. Det gjorde os begge usikre. Hun endte med at starte forfra i 1. g – og hun var ked af det længe – men i dag er hun gladere end nogensinde, og jeg er meget stolt af den måde, hun er kommet igen på.
– Humoristisk sans er nyttigt med en teenager i huset – fordi der følger en selvoptagethed med alderen, som kan være virkelig besværlig: Når hun for eksempel bliver smækfornærmet over, at hunden skal luftes, når hun nu har blækregning for! Men mest fordi vores specielle mor-datter-humor binder os sammen med små indforståede citater fra TV-serien ”Friends” og tusind oplevelser fra vores historie sammen. Hendes far og jeg gik fra hinanden, da hun var lille, og i en del år var det derfor bare os to til hverdag. I dag er hun næsten voksen, og mit forhold til hende ligner ikke andre forhold i mit liv overhovedet. Hun er helt speciel. Og selvfølgelig kender hun også mig og kan både få mig til at grine som ingen anden, og drille mig. Vi har flere gange sammen taget til Oscar-aften i Imperial-biografen. I år tog hun i stedet af sted med en veninde, og så spiller jeg skuffet for sjov, men der er en kerne, som er helt sand, for det er jo dér, jeg mærker, at hun bevæger sig væk fra mig.
– Bekymringer fylder stadig noget i mit morliv. Jeg kan komme i tvivl om, hvor meget jeg skal hjælpe hende? Finder hun selv ud af at komme til tandlægen nu? Skal jeg blande mig i alle de valg omkring rejser og uddannelse, der fylder i hendes liv? Til gengæld synes jeg ikke, bekymringer om alkohol og fester dominerer så meget, som man kunne frygte. Anna har været ældre, end jeg selv var, før promillerne holdt indtog, og hun er fornuftig. Det er sket, at jeg har siddet oppe en hel nat og stirret på min telefon, fordi hun ikke lod høre fra sig, men generelt er jeg rolig omkring det. Til gengæld er jeg irriterende nysgerrig. Når hun modtager en sms, som tydeligvis er interessant, og så ikke vil fortælle, hvem den var fra, dér har jeg altså svært ved at trække mig tilbage og klappe i – selv om jeg jo godt ved, jeg burde.
– Det overrasker mig gang på gang, hvor hurtigt tingene forandrer sig med en teenager. Min rolle som mor er både at give slip og holde fast på én gang, og det er ikke så let at se, hvornår hun har brug for hvad. Anna vil gerne være en del af familien og for eksempel spørges, om hun vil med, når vi skal noget – også selv om hun næsten altid siger nej. Jeg har også skullet vænne mig til at tale om hende som et ungt menneske. Det er den diskurs, gymnasiet kører med, og første gang man hører det, tænker man jo: Hvad snakker I om? De er da stadig børn!
Ulla Hinge Thomsen, 44, forfatter og journalist, gift og mor til Anna, 18, og Jonas, otte.
Læs, hvad småbørnsmoren siger om moderrollen her