Selvudvikling

Michelle Hviid: "Jeg kan ikke holde ud, at kvinder skammer sig over deres krop"

Michelle Hviid har ingen vægt og er mægtig tilfreds med at være i sin krop, som den er. Vi kvinder skal holde op med at opfatte os selv som forkerte og gå ærligt og modigt ud i livet, siger hun.

Det var Michelle Hviid selv, der fandt på det. Når nu corona gjorde det umuligt at få lagt makeup, før hun skulle fotograferes, og hun ikke selv ejer en mascara og aldrig har kendt til andet end dårlige hårdage, kunne hun lige så godt gå all-in: smide tøjet og optræde som hun er skabt. Det er ikke for ingenting, hun har skrevet livserfaringsbogen ”Lev livet modigt”.

– Mine veninder synes, det er mega fedt med de billeder, min mor er helt forfærdet: ”Nu skyller du alt det, du har skabt, ud i toilettet.” Men jeg synes, det er fint.

- Hele bogen handler om, at jeg er træt af, at der er så meget filter. En kvinde, jeg kender, lagde et billede op af sig selv i går, og jeg kunne simpelt hen ikke genkende hende for bare filter. Jeg ved godt, at billederne af mig er ekstremt den anden vej, og dét sikkert tænder nogen af, men alene for min 13-årige datter Kamilles skyld synes jeg, det er så vigtigt.

- Jeg kan slet ikke holde ud, at kvinder går og skammer sig over deres krop. Det er det vildeste fængsel, så det modarbejder jeg helt sindssygt. 

Den ultrakorte historie om Michelle: Som 2-årig kom hun til Danmark fra Australien med sin danske mor og sin storebror – faren blev i Australien. Hun fik en ny far, husker ikke tiden før, voksede op i Nødebo, blev en pige, der ikke passede ind i folkeskolen og siden en kvinde, der ikke passede ind på arbejdspladser.

Hun har det svært med regler og hierarkier. Michelle skabte i 2002 med succes runningdinner.dk – fester for singler – og har siden ernæret sig som ultra-direkte foredragsholder og forfatter. Undervejs har hun kæmpet med masser af sygdom. Den alvorligste: En hjernetumor, som har gjort hende døv på venstre øre.

Hun har to børn med to forskellige fædre og har en del kærligheds-lig i lasten, men mødte for et år siden Morten – der er døv på højre øre. Han er enkemand, har fire børn, hvoraf den ældste har Downs, og han har selv kæmpet sig igennem en leukæmi. De skal giftes i september - om corona vil. 

Kvinder, der føler sig forkerte

Michelle giver sig selv 100 procent i bogen. Den handler om hendes pæne og mindre pæne sider. Om mænd og den evige jagt på kærlighed. Om kunsten at ødelægge ting for sig selv. Om grænseløs og grænseoverskridende ærlighed, og hvornår det er på sin plads at sidde på en nydelig café og kaste en laksesalat i hovedet på en kæreste, der er far til ens barn.

Og så handler den om skam. Alt det med skam over at være kvinde på den ”forkerte” måde.

– For nogle år siden var jeg i Thailand på et superlækkert zen-agtigt yoga-retreat for at slappe af. Ved poolen lå, jeg ved ikke hvor mange kvinder i skyggen med bandager fra top til tå, de var blevet skønhedsopereret og lå og helede, før de skulle hjem og pludselig ikke længere have nogen mave eller dobbelthage eller havde fået større bryster.

- Jeg skrev noget på Facebook om, hvor forfærdeligt jeg synes, det er. Nogen kommenterede så, ”det må de da selv om”. Det er jeg enig i: De må fuldstændig selv om det. Men jeg må også selv om, hvad jeg synes om det. I bund og grund er problemet, at kvindebilledet er blevet så forfærdeligt, at vi ikke mere må være kvinder med den krop, vi har.

- Hvis en kvinde får det bedre og bliver lykkelig af at have tre ben, er jeg faktisk ligeglad. Men jeg vil gerne opponere mod et samfund, der er så kompliceret at være i, at man bliver nødt til at få opereret et ekstra ben på. For mig er et ekstra ben ikke mere absurd end at få fjernet en dobbelthage, jeg synes det er lige så sindssygt.

- Det er også derfor, jeg glad siger: Jeg er tykkere, end jeg har været i 10 år. Jeg har ingen vægt, jeg er kun blevet vejet alle de mange gange, jeg har været på hospitalet. Sidst vejede jeg måske 82, nu vejer jeg vel 92, jeg ved det ikke, I don’t know, I don’t care. Det, der interesserer mig, er, om jeg har det godt.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid efter tumoren: Jeg vidste ikke, om jeg stadig kunne forføre en mand

Hotpants

Hun fortæller om et minde fra en strand i Grækenland. Hun var 18 år og på Interrail med sin ven Lars.

– Jeg havde købt et par hotpants i størrelse 36. Og jeg prøvede dem 10 gange og spurgte Lars 10 gange, om jeg var for fed til at have dem på – for at ende med ikke at tage dem på, fordi jeg syntes, at mine lår var for tykke. I størrelse 36??? Jeg er 180 cm høj. Altså det er så SYGT og så sørgeligt.

- Vi kvinder bliver hele tiden fodret med, at vi er lidt forkerte. Det er jeg blevet hele vejen, fra jeg var helt lille bitte. I Disney og Barbie og reklamer og medier og duttelut: DU er lidt forkert. Men det er jeg bare ikke. Jeg tror, det går op for i hvert fald størstedelen af os, når vi når en eller anden alder.

- Jeg er fuldstændig i ro med at blive ældre. Nogle af mine veninder slås stadig med det og Botox og Restylane. Men på et eller andet tidspunkt slutter vi forhåbentlig fred med det. Tænk, hvis man kunne gøre det, allerede når man var 15.

Lidt af en anarkist

Der er noget med Michelle og regler. Alt stritter på hende, når hendes egen fornuft sættes ud af kraft – af andres regler. 

– Jeg har tænkt meget over det i forbindelse med corona, hvor vi har fået en regel påduttet om, at vi ikke må. Så bliver det stramt for mig. Hvis jeg ikke har en valgmulighed, kan jeg godt føle mig så låst fast, at jeg bliver kontrær.

Er du anarkist?

– Jeg går ikke og italesætter mig selv som anarkist, men jeg kan godt se, at meget af det, jeg har gjort, har været anarkistisk. Engang til en middag sagde jeg: ”Jeg er ikke særlig politisk.” Så var der en, der sagde: ”Det er du, du er bare ikke partipolitisk.” Jeg er bare mig i det her samfund.

Du skriver i bogen, at du aldrig har fungeret på en arbejdsplads?

– Nej, jeg er selv gået og er blevet gået mange gange – jeg skal ikke ophøje mig til en eller anden helgen og sige, at det ikke var min skyld, for det har det selvfølgelig været. Men jeg er typen, der kan SE, hvad det er, der sker, hvis man gør sådan og sådan med nogle ting. Jeg kan se de gode idéer.

- Det har været meget sådan på arbejdspladser, at jeg har stået foran en chef og kunnet se en lavthængende frugt, han eller hun ikke har kunnet se, og så er jeg blevet meget kontrær, hvis den chef ikke har lyttet.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Singlefest

Michelle har ikke behøvet nogen arbejdsplads i mange år. Hun er sin egen arbejdsplads. Hun ser muligheder, andre ikke ser, og er blevet dygtig til at tjene penge. Hvilket hun opdagede, da hun var enlig mor og i pengenød og derfor fandt på at lave sin allerførste Running Dinner for 230 mennesker.

Den blev et hit. Også økonomisk. Så lavede hun en til. For 1.000 mennesker. Hun havde aldrig holdt en stor fest før, anede ikke, hvor mange toiletter og papkrus der skulle til, eller hvad 1.000 menneskers overtøj fyldte. Hun stablede festen på benene på 14 dage. Det gik forrygende, men der gik totalt ged i garderoben. Det løste sig.

Men så var der lige den der pels, som røg på gulvet og fik en plet. Michelle tilbød ejerkvinden en rensning.

– Og hvis det ikke kunne gå af, ville jeg købe en ny pels til hende. Hun råbte og skreg: ”Din platfodede amatør” og ”Taber-cirkus!”. Jeg fik så meget skældud. Min mor og jeg var de sidste, der gik hjem klokken fem om morgenen, og jeg blev ved med at snakke om den her kvinde med pelsen på vejen.

- Til sidst sagde min mor: ”Michelle, der har været 1.000 singler til fest, 600 af dem er gået hjem for at knalde med en af de andre. De sidste 399 har haft en fantastisk fest. Og damen med pelsen – hun VILLE være sur. Havde det ikke været pelsen, havde det været en klage over manglende toiletpapir.”

- Det er bare blevet et billede for mig: Når jeg møder en eller anden, der er en idiot i Brugsen, eller en, der råber på cykelstien eller giver en finger i trafikken, tænker jeg: Nå, der er damen med pelsen. Sådan er dét. Jeg er ikke Nutella, jeg kan ikke gøre hele verden glad.

"Hvorfor blev du ikke bange for mig?"

Byggerod uden for en villa i Gentofte. Bunkevis af tomatplanter i en vindueskarm indenfor. Vasketøj. Teenagere. LIV. Sidst jeg interviewede hende, boede hun i lejlighed i Nordvest. Alene med sine to børn.

Hvad er det modigste, du har gjort i dit liv?

– Den uforfærdethed, som Morten og jeg er gået ind i hinanden med. Jeg har aldrig været så bange – og er alligevel bare gået all-in. Det turde jeg selvfølgelig også, fordi han turde. Det er det reneste og det mest modige, jeg nogen sinde har gjort: At stille mig op nøgen foran ham og sige: ”Her står jeg.” Og han stod dér og sagde: ”Her står jeg. Jamen skal vi så ikke følges?”

- Morten har også en virkelig vild historie. Fire unger, hvoraf den ene har Downs. Da Esther blev født, besluttede de sig for at få en igen. Så får Morten leukæmi, og så får de tvillinger, mens han har leukæmi. Og så får de et barn til. Og så dør hans kone. Så står han med hele det cirkus alene. Han er heller ikke bange for en skid.

- Vi har kendt hinanden i et år nu og har lige siddet og snakket om, da vi mødtes. På et tidspunkt sagde jeg: ”Hvorfor blev du ikke bange for mig? Jeg har historisk været vant til, at mænd blev bange for mig.” Så kiggede han på mig og sagde: ”De er nogle pissemyrer.” Jeg tror, vi begge to godt ved, at verden gør, som den gør, og livet gør, som det gør.

- Jeg ved, at hvis det overhovedet er muligt, så kan jeg godt rejse mig igen. Jeg kan virkelig meget. Det ved han også, at han kan. Sammen føler vi bare, at vi kan alt. Det sidste år har været det bedste år i mit liv. – Jeg synes faktisk, det er den mest vellykkede sammenbragte familie, jeg nogen sinde har hørt om.

Fem teenagere

- Men selvfølgelig er der gnidninger, når man putter fem teenagere, hvoraf den ene har Downs, ind i det samme hus. Vi er to forskellige systemer. Mine børn har altid lært, at de fandeme selv skal kunne finde ud af det. Mit mindset har altid været: Mine børn må være snotforkælede – indtil de opfører sig forkælet bare ét sekund, så smækker alle kasserne i, så kortslutter jeg i mit hoved.

- Der har været nogle lidt andre vilkår her og andre ting at tage hensyn til: Børnene har boet sammen med deres syge mor i meget lang tid og mistede hende så, det har været hårdt. Så der er blevet slækket på nogle ting, som man på et eller andet tidspunkt skal genfinde en balancegang og en normalitet i.

- Men man skal også lige passe på nogle børn, der har været for meget igennem. Og der kom jeg bare – helt glad. I starten var de selvfølgelig også usikre på, hvad der nu skete, men de føler sig sindssygt trygge i det her, for der er bare 100 procent synergi i det, Morten og jeg gør og siger. Der er ikke noget regnskab med noget som helst, vi er bare en enhed.

Vi vil alle elskes ubetinget

Spørgsmålet er, hvorfor vi ofte har så svært ved at finde den symbiose.

– Jeg tror, det hele kan koges ned til, at man bare vil elskes og tror, at man bliver elsket ud fra de forudsætninger, man har – som er ens livsbagage. At man skal gøre noget bestemt, for det sagde ens mor, eller at man ikke skal gøre noget bestemt, for det sagde ens far. Så prøver man at navigere efter det.

- I bund og grund vil vi alle sammen bare gerne elskes ubetinget, og nu har jeg prøvet det for første gang i mit liv, og mit hoved eksploderer hele tiden. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at når jeg nogle gange gør et eller andet uhensigtsmæssigt og bagefter siger undskyld, reagerer han med: ”Nå, men sådan havde du det lige dér, skal vi gå en tur?”

- Jeg skal aldrig have skældud over, at jeg er for meget af et eller andet, for jeg er bare, som jeg er.

Michelle er stadig forundret over, hvor enkelt og indlysende det hele føles. Fordi hun har bakset så meget med kærligheden før.

Har du frygtet at blive forladt tidligere i dit kærlighedsliv? 

– Gu’ helvede har jeg da været bange for at blive forladt, og jeg har også for en sikkerheds skyld lavet en selvopfyldende profeti: For hvis jeg skulle forlades, var det da i hvert fald federe, at jeg selv havde initieret det og gik først.

- De sidste mange år har jeg haft en indre dialog om, at så må jeg blive den sære gamle kattedame, selv om jeg ikke kan lide katte, for jeg gider ikke gå på kompromis. Det havde jeg sluttet mere og mere fred med. Og så mødte jeg Morten.