Mette Jensen Hayles
Selvudvikling

Mette var alkoholiker: ”Én genstand til og jeg var død”

41-årige Mette Jensen Hayles var alkoholiker og ved at drikke sig ihjel med sin familie som magtesløse vidner. Hendes historie er grum, rå og rystende. Først efter at have ligget i koma med svigtende organer opgav hun sin stræben efter rusen.

Mettes liv som alkoholiker slog hende halvt ihjel

Et skarpt gult skær fra øjeæblerne ser tilbage på Mette fra badeværelsesspejlet, da hun retter sig op efter at have stået foroverbøjet over vasken. Hun har forsøgt at kaste – ingenting – op, kun næseblod, slim og gul galde rammer den hvide flade. Mavekramper i kølvandet på den nedsvælgede vodka er efterhånden blevet et fast morgenritual, men nu er Mettes forgiftede organer ved at give definitivt op, og samme nat bliver hun indlagt på Rigshospitalets intensivafdeling.

Efter flere år, hvor Mette Jensen Hayles ihærdigt har brugt al sin tid på at holde velmenende hænder på afstand, mærker hun nu for alvor, at enden er nær. Endelig beder hun selv sin kone Pernille ringe efter hjælp, mens hun famler efter en vandflaske, som ikke er der.

– Min virkelighedsopfattelse forsvinder. Det var så bizart, og jeg kan stadig opleve panikangst, når jeg tænker på den tilstand. Jeg ved ikke, om jeg tænker ”død”, men der må have været en alarmklokke. Jeg bliver i hvert fald virkelig bange, siger Mette.

Ambulancen kommer. Sovende børn bæres ud af lejligheden på Vesterbro. Mette taler i vildelse: Forlanger at få sin hat, gætter på, hun er i Costa Rica, svarer surt og på engelsk. Hun har delirium – en pinefuld forvirringstilstand. Mørket omslutter hende, og den smadrede lever truer med at ende hendes dengang 36-årige liv. 12 dage ligger Mette i koma. Kroppen skinner gult, og døden er kun en genstand væk.

– Én genstand på det tidspunkt vil afslutte det. Min mor, faster og Pernille er der. Og børnene kommer også forbi sygesengen, men de kan – selvfølgelig – ikke lide det. De synes, jeg ser uhyggelig ud, fortæller Mette.

De pårørende har forberedt sig på begravelse og hjernedød, da Mette begynder at trække vejret selv. Hun kan takke teknologien og de nye muligheder for at rense en dybt forgiftet lever for, at det sker. De første dage på Riget føles lyse.

– Jeg havde det sådan: Nu ved alle alt. Nu er der ikke flere løgne. Jeg var så lettet, kan jeg huske. For det havde jeg jo egentlig ønsket mig længe.

Lægerne kaldte hende ”et mirakel”, og sygeplejerskerne var nysgerrige efter at finde svar på hvorfor. Mennesker som Mette er nemlig ikke noget særsyn på leverafdelingerne.

Hverdagsfester

Hvorfor netop Mette mange år tidligere indledte et langsomt giftangreb mod sit indre, er der ikke ét svar på. Men måske bliver kimen lagt tidligt. Hun kommer fra en familie, hvor det er naturligt at drikke alkohol sammen, som det er i mange danske familier. Og fra Mette var helt ung og op gennem studietiden på Journalisthøjskolen, hjalp promillerne hende til at blive den, hun gerne ville være.

– Alkohol har altid betydet noget positivt for mig. Jeg er en indadvendt person, og det har jeg haft virkelig svært ved at acceptere. Alkohol satte mig fri og blev en meget vigtig del af mit sociale liv, fortæller Mette.

I årene 2008-2010 var der masser af knald på i København – også på hverdage. Mette gik ud med en gruppe venner, der også kunne lide at drikke, og hun var primus motor med hensyn til at få så meget som muligt indenbords.

– Vi mødtes dér, hvor der var billige fadøl, så drak vi, og jeg følte: NU kan vi endelig tale om tingene. Nu er jeg ovenpå og kan diskutere politik, parforhold og alt muligt sjovt. Jeg følte mig som en KONGE.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 5 numre for 150 kr. >

Når der dukkede nye op i gruppen af drukkammerater, forduftede de ofte hurtigt igen.

– De sagde: I drikker virkelig meget. Det er en mærkelig måde at være sammen på. I dag forstår jeg det virkelig godt.

På det tidspunkt arbejdede Mette som lægesekretær på Hvidovre Hospital. En uddannelse, hun tog, da hun ikke følte sig hjemme i journalistikken. Hun kunne stadig passe jobbet med lidt klat-sygemeldinger indimellem, men på hjemmefronten var hendes daværende kone begyndt at fornemme, at noget var galt.

– Min første kone var med på byturene i starten, men det stoppede, fordi hun blev gravid, og det blev naturligt, at jeg gik ud alene. Det passede mig fint. Men på et tidspunkt reagerede hun og sagde, jeg havde brug for hjælp.

 

LÆS OGSÅ: Har du 3 af disse symptomer? Så er du måske alkoholiker

Ensom druk og løgne

Men Mette skulle ikke hjælpes, for hun havde ingen problemer. Snarere fandt hun løsninger. En af de gyldne var at begynde at drikke alene.

– Det var et frirum, hvor jeg følte, jeg bare havde regnet den ud. Jeg havde en ro i min krop, jeg aldrig havde mærket før, og tænkte: Jeg har fundet løsningen! Jeg sad ved computeren og surfede rundt, mens jeg drak, og følte, at de kreative energier var helt vanvittige, men jeg producerede ingenting, siger Mette.

Hun opbyggede forskellige former for branderter for at få den dejlige følelse af frihed.

– Så var det hvidvin, der bare gjorde mig happy, så kunne jeg kombinere med vodka og rom, hvis jeg ville have et hurtigt rush, og drak jeg så to af de helt stærke øl, kunne jeg nå en anden sindstilstand. Jeg blev ekspert i at mixe.

Mettes første kone fødte dem to børn i samme periode, og Mette formåede at drosle meget ned på drikkeriet i tiden efter. Men alkoholen havde hele tiden et fast greb i hende, og i takt med at familielivet krakelerede, øgedes trangen, og den farlige tolerance opstod. Mette skulle have stadig mere for at nå sit forløsende frirum. Samtidig måtte hun navigere i et net af løgne, fordi hun også havde indledt en affære med den otte år yngre Pernille, der boede i Aarhus.

Ny ungdom med ny kone

I august 2011 blev Mette skilt og flyttede sammen med Pernille, hvilket i starten gjorde hendes liv lidt lettere. Hun havde godt nok ikke længere noget job, men hun kunne drikke mere frit.

– Pernille var studerende, og det blev en ny ungdom for mig, hvor vi gik ud og hyggede os med rødvin. I studiemiljøet var det o.k. at drikke meget, husker Mette.

Børnene kom på besøg hver anden weekend, og på trods af Mettes druk opretholdt de et familieliv med besøg på legepladsen og ”Disney Sjov”. Det var dog Pernille, der var den primære forælder for børnene, mens Mette brugte al sin energi på at få alkohol i blodet, uden at nogen så det.

– Jeg drak i smug i kælderrummet, eller når jeg stod og lavede mad. Jeg havde også vodka med mig i halvliters vandflasker.

Efter noget tid reagerede også Pernille på drikkeriet.

– Jeg blev altid langt mere beruset end alle andre. Faldt ned ad trapper, slog mig på ting, brændte mig på gryder, væltede rundt og fik skader og blå mærker. Det var jo unormalt, siger Mette.

Pernille kontaktede en Alko-linje for at høre, om Mettes måde at omgås alkohol på var et problem. Det var det jo nok, mente de. Men Mette ville stadig ikke hjælpes.

– Jeg lovede ikke at drikke mere. Så det stoppede jeg med, i hvert fald når vi var sammen.

 

LÆS OGSÅ: Mathilde Falch kom ud af misbruget: "Jeg var ved at dø"

Intet nærvær, kun alkohol

Men forbruget eskalerede, og Mette kunne heller ikke blive ved at skjule det for Pernille, der flere gange forlod hende, men alligevel vendte tilbage.

– Jeg sagde o.k. til at søge hjælp. Hun pressede mig til alkohol-enhed, læger, Blå Kors, psykiatrisk skadestue ... alt muligt. Men det kommunale system formåede ikke at hjælpe mig. Sagsbehandlerne var mest interesseret i skemaer, ikke i mig. Og en ventetid på to måneder? Det er en evighed for en alkoholiker.

Også andre forsøgte at række ud, men Mette holdt dem fra livet.

– Min mor var meget bekymret, men hun boede langt væk, og jeg lod ingen komme ind. Folk har bagefter spurgt: Hvad kunne vi have gjort? De kunne have banket på, men jeg havde jo alligevel ikke åbnet den dør, vel? Du kan jo ikke slæbe et voksent menneske til lægen.

Vennerne begyndte at udelukke Mette fra fester, og hun husker en situation, hvor hun skulle passe sine børn alene, som et hjerteskærende billede på håbløsheden.

– Jeg var alene med dem i lejligheden noget tid og kunne ikke drikke. Det gjorde jeg heller ikke, men jeg var intet for dem. Jeg satte dem foran fjernsynet, de tullede rundt, mens jeg lå på sofaen. Der var intet nærvær. Mit hoved var kun sporet ind på alkohol.

Som daglig eksamensangst

Den sidste tid tog opgivenheden over, husker Mette: Nå, men så er det bare sådan, vi lever. Og selvbedraget fortsatte ud i det groteske.

– Når jeg vågnede, var det første, jeg skulle, at drikke vodka. Bagefter kunne jeg tænke: Jeg søger et job i morgen. Jamen altså, se dog på dig selv menneske, ingen vil ansætte dig. Op til indlæggelsen var jeg knaldgul. Jeg sagde til Pernille: ”Kan du se det gule i mine øjne?”. Ja, det kunne hun og forsøgte igen: ”Vi skal til lægen ...”. Nej, ikke i dag, i morgen. Altid i morgen.

Mette kastede blod op, var gul og kunne næsten ikke stå på benene.

– Og stadig kunne vi tænke: Nåja, bum-bum, nu skal vi jo snart på sommerferie. Det var vanvid. Éns normalitetsbegreb bliver fuldstændig forvrænget. Når vi ser tilbage i dag, tænker vi: Hvad fanden var det dog for et liv, vi levede?

Tiden efter – fra Mette i juli 2013 bliver kørt i kørestol ud fra hospitalet uden muskelmasse og med beskeden om aldrig mere at måtte drikke noget, der er stærkere end æblejuice, til i dag – er en kamp og en historie for sig. En roman måske. For Mettes forfatterskab er hægtet op på hendes egen historie. Ordene i hendes bøger er en stræben efter svar på, hvordan hun kunne ende dér.

– Jeg tror, min personlighedsstruktur betyder meget. Jeg havde det ikke godt som ung, jeg havde en uro, en fornemmelse af aldrig at kunne slappe af, ikke at være god nok. En slags eksamensangst-følelse på daglig basis. Så fandt jeg det sikre sted i rusen. Dér kunne jeg slappe helt af.

Kan ikke klare det alene

Mette udkom tidligere på året med sin anden roman, ”Nogle dage elsker hun mig mest”. En heftig beretning om menneskelig selvdestruktion med alkohol som middel. Hun fortsætter med at skrive, men vil også gerne – som det førstehåndsvidne, hun er – holde foredrag om misbrug.

– Man må aldrig have firkantede billeder af, hvem der bliver misbrugere. Det er noget med personlighed, tror jeg, og ting, der går galt i éns liv, samtidig. Så dulmer vi med alkohol, men vi er altså nogle, der er skruet sådan sammen, at vi ikke kan stoppe.

En snert af skuffelse over aldrig at kunne drikke mere får hun kun, hvis noget har været ekstra tungt. For eksempel da hun måtte kæmpe for samværet med sine børn, og da hendes ekskone flyttede langt væk, så hun nu kun ser børnene hver anden weekend.

– Hvis jeg er deprimeret, kan jeg godt tænke, at det er ærgerligt, jeg ikke kan tage en drink. Men det er bare et vilkår. Jeg har også fundet ro med at være, som jeg er. Indadvendt. Jeg kan godt lide at tale med andre, men på mine præmisser. Jeg lever minimalistisk. Der skal ikke være for meget, der skal være fint, dyrt og rigtigt. Jeg presser ikke mig selv til noget, jeg ikke har lyst til, og siger for eksempel ofte nej til receptioner.

Mennesker, som er fanget i misbrug uden at have pårørende, vil ofte være prisgivet, mener Mette.

– Havde min familie forladt mig definitivt, var jeg død i dag. Havde min mor, Pernille, børnene ikke været der, da jeg kom hjem, var det ikke lykkedes at komme ud. Du kan ikke vende hjem til ingenting.

 

Mette Jensen Hayles, 41 år

Bor i København med sin kone Pernille. Har børnene Vega og Marvin fra et tidligere ægteskab.

Uddannet journalist og lægesekretær og har udgivet to romaner om alkoholisme: ”Jizz” (2014) og ”Nogle dage elsker hun mig mest” (2017).

Læs mere om: