Majbritt Maria Nielsen: Forventningstruer du også festen ihjel?

Jul og nytår har vi for længst lagt bag os og dermed også koncentrationen af samvær med familien. Det er ingen hemmelighed – ej heller videnskab – at højtider, der skubber os tæt sammen, kan give anledning til familiefejder og misstemninger. Om det er den kollektive, men upersonlige forventning til alle de ting, der må og skal ske, fordi det er jul og derfor tid til fordybelse i det nære, eller om det simpelthen bare er det intense samvær med mennesker, vi normalt ikke deler dagligdagen med, er for mig stadig uvist. Men ét er sikkert: Julen, påsken og pinsen er forventningsafstemningernes tid. Som glad socialliberal og frihedselskende dame møder jeg ofte op i situationer, hvor jeg hurtigt affinder mig med, at individets præferencer må vige til fordel for kollektivets orden; det er både sundt og naturligt, og visse fællesregler er til alles bedste. For eksempel skal ingen finde på at skifte julemiddagen ud med en spændende wokret, og jeg vil ikke høre tale om at se andet end juleprogrammer og ”Disneys juleshow” på selve juleaftensdag. Andre af de selvopfundne fællesregler kan jeg dog nemmere vristes fra – især når det kommer til de sociale forventninger til familie og venner. For vi har alle sammen turneret med det bedste af os i dagevis, når vi endelig synker ned i egen sofa igen efter overståede juledage i familiens skød. Nogle af os synker nemlig ned med følelsen af, at vi er blevet smurt ud over et alt for stort stykke hårdt ristet brød, og at vi nu sidder blandt sofapuderne med helt friske rifter på kroppen. LÆS OGSÅ: Jeg vil gerne sige undskyld til min krop Et godt eksempel på ovenstående er nytårsaften. Den aften, der skal være årets fest, kan sjældent følge med de forventninger, der hersker blandt os alle sammen, når vi står i kø for at erhverve pap- og plastikaffald i form af hatte, bordbomber og truthorn. Menuen, der tog fem timer at lave og anrette, er god, og playlisten med alle de gode dansehits lyder også fuldstændig, som vi havde forventet. Men festen – den helt rigtige fest – udeblev. Hvorfor? Fordi vi har truet feststemningen væk på forhånd. På samme måde kan man, næsten uden at ville det, forventningstrue sig til en udmattende juleaften, en halvtrist påskefrokost eller en ambition om at drikke Pisang Ambon og danse rundt i stuen, lige indtil pinsesolen danser. Disse sammenkomster og forventningen til alt det, de skal være, kan simpelthen ikke følge med. Jeg ved det, for de spontane køkkenfester i sutsko og med slatter i glassene er altid de bedste fester. Og hvorfor? Det ved vi nu: Fordi ingen havde skruet forventningerne til disse sammenkomster op, før de indtraf.