Selvudvikling

Livskrise: 3 floskler, du skal passe på med at sige til én i krise

Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til et menneske, der står i en dyb krise. Og nogle gange kommer vi måske til at bruge floskler, fordi vi er usikre på, hvad der er det rigtige at sige.

Ifølge hospitalspræst Lotte Blicher Mørk får vi alt for ofte valgt de helt forkerte ord, når vi prøver at tale om kriser med hinanden. Fordi vi har svært ved samtalen, bruger vi klichéer uden helt at tænke over, hvad vi egentlig får sagt med dem:

"Pas nu på dig selv"

 – Den bruger vi meget som farvelhilsen i samtaler med mennesker, der har det skidt. Men det er jo en mærkelig ting at sige. Denne her person har lige siddet og fortalt dig, at hun er helt rådvild og ude, hvor hun ikke kan bunde. Hvordan skal hun kunne passe på sig selv? Det havde nok været lidt federe for hende, hvis du sagde: Jeg håber, der er en, der passer på dig.

"Det skal nok gå"

– Når vi siger: Det skal nok gå!, til et menneske i krise, så negligerer vi den situation, de er i. Der vil være en stor renselse i det for det menneske, der sidder over for dig og er i sorg, hvis du tør være ærlig og sige: Sikke noget skidt. Godt, jeg ikke er i dine sko. At du anerkender, at de har en svær tid lige nu.

"Det er flot, du kæmper"

– Den kampmetaforik, vi bruger om især kræftpatienter, er dybt problematisk: Du skal kæmpe, hvis du har kræft. Du må ikke opgive. Og hvis du dør, har du ”tabt kampen”. Men faktum er, at du ikke selv kan gøre ret meget til eller fra med hensyn til din egen kræftbehandling. Det er ikke op til dig selv og din egen ”kamp”, om du overlever.

En livskrise gør dig ikke altid stærkere, siger en hospitalspræst

 

Læs mere om: