Selvudvikling

Lene blev mobbet på jobbet: "Jeg blev sådan en, der gik langs husmuren"

I fem år blev Lene Nielsen mobbet så meget på sin arbejdsplads, at hun blev forvandlet til en grå skikkelse, der var forhindret i at udføre sit job. Den psykiske chikane fra især én bestemt kollega endte med at give hende en blodprop.

Det er endnu en af de mange dårlige dage på jobbet, som Lene Nielsen har haft de seneste fem år.

Der er en begivenhed i personaleklubben. Lene går ikke derop, for hun passer sit job i receptionen. Indtil frokost, hvor det er meningen, at en kollega skal komme ned fra personaleklubben og afløse hende, mens hun spiser.

Men kollegaen lader vente på sig. Helt til klokken 14, hvor Lene Nielsen må bede kollegaen om at komme, for hun er diabetiker og skal spise.

Da hun har været til frokost i 20 minutter, får hun følgende besked fra afløseren i receptionen: "Er du snart klar til dit arbejde?".

– Den dag blev jeg så vred, at jeg smed med porcelænet. Sådan er jeg ellers slet ikke. Men jeg kunne ikke mere, fortæller Lene Nielsen om dagen, som skulle vise sig at sætte et brutalt punktum for fem års mobning, som aldrig blev løst den mindelige vej.

– Da jeg kom tilbage til min plads, fik jeg det så dårligt. Jeg vrælede og kunne ikke trække vejret. Mine skuldre var bøjet forover, mens jeg hev efter vejret. Jeg tænkte: "Hvad sker der her?", for jeg havde det så dårligt.

Da det blev eftermiddag, begyndte folk omkring hende at gå hjem. Til sidst sad Lene Nielsen alene tilbage. Hun tog bussen hjem. Men hun nåede kun lige inden for døren derhjemme, før hendes mand spørger:

– Hvad er der i vejen med dig?

Mobning på arbejdspladsen

  • Hver 10. er blevet mobbet på jobbet
  • Hver fjerde lønmodtager har været vidne til mobning
  • Mobning kan fører til depression, angst, posttraumatisk stress syndrom og selvmordstanker
  • Mobning øger risikoen for hjertekarsygdomme og diabetes 2
  • Mobning primært skyldes forhold i arbejdsmiljøet og kulturen på arbejdspladsen og ikke individuelle personlighedstræk
  • Mobning er en af de mest alvorlige former for arbejdsbetingede stressorer, vi mennesker kan være udsat for, udover vold

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og "Mobning i arbejdslivet: Hvad er det, og hvad ved vi om det?"

Tiggede om toiletbesøg

Det viste sig, at Lene Nielsen havde fået en blodprop i hjertet. Efter fem års mere eller mindre daglig rovmobberi på jobbet.

Den mobning, som hun oplevede, fra hun var 49 til 55 år, kom særligt fra en bestemt kollega, der dagligt var efter hende, talte grimt om hende både til hendes ansigt og bag hendes ryg og bevidst forhindrede hende i at udføre sine arbejdsopgaver ordentligt.

Det hele startede, da Lene Nielsen blev opfordret til at søge jobbet som receptionist på den arbejdsplads, hun i forvejen var på.

LÆS OGSÅ: Så store konsekvenser kan mobning på arbejdspladsen have

En stilling, der indebar at være ansigt og stemme udadtil. Det viste Lene Nielsen sig hurtigt at være den helt rigtige til, og hun fik det kærlige tilnavn "Mor Danmark".

I halvandet år gik det fint i stillingen. Men en dag kom der en ny medarbejder i kontoret lige bag receptionen. En ung pige, som havde det svært privat, og som den voksne Lene prøvede at støtte, så godt hun kunne.

Der blev kimen lagt, kan hun i dag se. For efter den unge kollega i noget tid havde blottet sit privatliv for den ældre kollega, ændrede hun sig.

Pludselig var hun ikke længere særligt interesseret i at afløse Lene Nielsen i receptionen, hvad der ellers hørte med til hendes stilling.

En anden pige på kontoret flyttede, og hendes afløser faldt med det samme i hak med pigen. Hurtigt blev det tydeligt, at de to kontorpiger ikke havde tænkt sig at hjælpe Lene Nielsen i receptionen.

Hun måtte ofte stå med hatten i hånden og bede om at blive afløst, og hun kunne derfor f.eks. ikke længere deltage ved det kollegiale morgenmadsbord.

Hun bemærkede med tiden, at flere og flere kollegaer undgik hendes øjenkontakt. Ofte skulle hun tigge om afløsning for at gå på toilettet. En dag fik hun spørgsmålet:

– Kan du ikke bare tage mobiltelefonen med?

– Nej, for jeg skal SKIDE, lød Lene Nielsens svar, som chokerede hende selv. Mens hun sad på toilettet gik det op for hende.

– Jeg havde mistet min selvrespekt. Det er ikke et sprog, jeg normalt taler. Men jeg blev skarp i stemmen og rasende, fordi jeg skulle forklare dem, at jeg skulle foretage noget privat. Sådan var talen blevet. Sådan var jeg blevet, fortæller hun.

Falmede fuldstændig

Mobningen toppede ikke med manglende afløsning ved toiletbesøg og morgenmad. De to piger på kontoret bag hende talte højlydt nedladende om og til hende.

Der kom kommentarer som: "Hun er da også ..." og "kan hun ikke bare selv finde ud af det". Informationer blev samtidig bevidst holdt fra hende, så hun ikke kunne løse sine opgaver godt nok.

– Det skete den ene gang efter den anden og handlede udelukkende om at bringe mig i fedtefadet.

At de to kollegaer talte dårligt om Lene Nielsen til andre kollegaer blev tydeligt, fordi flere kollegaer, som hun ellers havde haft et godt forhold til, undgik hende. En kollega sagde f.eks. ikke længere goddag og farvel.

– Hende konfronterede jeg. Hun blev helt forfjamsket og havde tydeligvis dårlig samvittighed. For ikke at fremstå skyldig, begyndte hun at hilse på mig igen. Men det var tydeligt, at hun var påvirket af de to andre.

Lene Nielsen forsøgte sig også med at gå til chefen. Han lyttede, men sagde:

– Jeg har sagt det til dem, men de gør det alligevel. Så hvad vil du have, at jeg skal gøre?

Det ene år efter det andet gik med den giftige arbejdstemning, og Lene Nielsen forvandlede sig fra, hvad hun selv betegner som pæn og præsentabel til at "falme fuldstændig".

– Jeg blev sådan en, der gik langs husmuren med halen mellem benene og med lurvede skuldre. Det kom snigende, og jeg opdagede det ikke selv, siger hun.

Undervejs tænkte Lene Nielsen ikke på sig selv som mobbet. Hun vidste bare, at de to piger i kontoret bag hende havde en dårlig opførsel. Hun havde jævnligt tanker om at finde sig et nyt arbejde, men hun kunne godt lide selve jobbet som receptionist.

Først en dag, hvor en af lederne kom hjem fra et kursus med en pjece, som han smed på Lene Nielsens bord, gik sandheden op for hende.

– Jeg husker den pjece, som var det i går. Den var mørkelilla, og der stod med store bogstaver: MOBNING. Da han smed den, sagde han: "Du burde læse den her". Jeg havde aldrig talt med ham om min hverdag, men han må jo have set det selv.

- Da jeg læste bogen, havde jeg det, som om jeg selv havde skrevet den. Jeg blev blæst bagover og græd nonstop i tre dage. Det var MINE ord. Dér gik det op for mig, hvad det her var for noget, siger hun.

Faktisk var det så heldigt, at en af Lene Nielsens mobbere på et tidspunkt fik job andet sted i organisationen. I de måneder kom der lidt ro på hendes hverdag. Men der gik ikke længe, inden vedkommende kom tilbage.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

For hun havde samarbejdsproblemer overalt, hvor hun blev placeret. Lene Nielsens chef, som i mellemtiden var skiftet ud med en ny, spurgte hende, hvordan hun havde det med, at pigen kom tilbage. Lene Nielsen svarede ved at bryde sammen på hans kontor.

Men beslutningen var taget, kunne han fortælle hende.

I stedet fik Lene Nielsen tilbudt en psykolog, som hun tog imod, men ikke fik det store ud af. Og Lene Nielsen vendte tilbage til en hverdag, hvor hun hele tiden var bange for at gøre noget forkert.

Til sidst kom blodproppen i hjertet, som var tæt på at tage livet af hende.

– Lægen, der tilså mig, var ikke i tvivl om, at blodproppen skyldtes min arbejdssituation gennem mange år. Han sagde: "Din krop har jo været på overarbejde konstant og hele tiden".

Lærte at overleve

Efter 12 dage på hospitalet vendte Lene Nielsen aldrig tilbage til sit job. Eller arbejdsmarkedet i det hele taget.

– Jeg kom ud af arbejdsmarkedet på den mest væmmelige måde. Jeg fik aldrig taget afsked. Jeg fik aldrig talt med nogen som helst på jobbet om, hvad der var sket. Det var meget brutalt, husker hun.

I dag er det 17 år siden, hun fik sin blodprop i hjertet, og Lene Nielsen er blevet 71 år. Hun har stadig senkomplikationer. F.eks. skal der ingenting til, før hun farer sammen. Hun er mere grådlabil. Og hun har sværere ved at koncentrere sig. Taber let ting. 

Hvad kan du gøre, hvis du oplever mobning?

  • Del dine oplevelser med en, du har tillid til
    Det er vigtigt at få sat ord på det, der foregår, og at ledelsen taler med de involverede parter og får mobningen stoppet.
  • Lav en tidslinje over forløbet og konkrete hændelser
    Tidslinjen er et terapeutisk værktøj, der kan hjælpe dig til at få overblik og forståelse over situtationen og få sat ord på de ting, der foregår.
  • Sig fra og spørg om hjælp
    Det er vigtigt at få snakket om og håndteret situationen, inden den optrappes. Søg f.eks. hjælp hos din leder eller arbejdsmiljørepræsentant.
  • Overvej om du skal blive på jobbet
    Hvis ikke arbejdspladsen tager problemet alvorligt og hjælper med at håndtere det, bør du overveje at skifte job.
  • Grib ind
    Er du vidne til, at en kollega bliver mobbet? Så grib ind. Kollegial opmærksomhed på problemet og at turde sige det højt er afgørende i sådan en situation.
 
Kilde: Eva Gemzøe Mikkelsen, mobbeforsker og lektor i arbejds- og organisationspysykologi, SDU og Gitte Strandgaard, Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!

Men hun har det overordnet godt. Og hun kan også godt pege ud, hvad der hjalp hende tilbage til et godt liv. Det var da, hun på et tidspunkt blev tilmeldt et kursus via sit jobcentret. Kurset hed "Fra underskud til overskud".

– Det blev min redning. På det kursus fik jeg for første gang mulighed for at fortælle min historie og høre andres. Det var 10 uger, hvor jeg aldrig havde grædt så meget før. Lene Nielsen er dog ikke i tvivl om, at hun 17 år efter aldrig kommer af med alle mén.

– Det er noget, jeg bærer med mig lige til graven, siger hun. Undervejs i processen har hun også spurgt sig selv, hvorfor det ramte hende, og hvorfor hun fandt sig i det. Svaret finder hun til dels i sin egen barndom.

– Som barn var jeg den tykke pige, der tissede i sengen og blev mobbet. Samtidig havde jeg en far, der drak og slog min mor. På den måde har jeg tidligt i livet lært at overleve i respektløshed og nedgørelse og nærmest vænnet mig til, at det var normalt. Det er ikke tilgivelse af, hvad der skete, men en forklaring på, hvorfor jeg ikke kunne passe bedre på mig selv, da det skete som voksen. Og det har hjulpet mig at forstå det sådan. 

Læs mere om: