glad kvinde
Selvudvikling

Læserklumme: Noget om had til Trivial Pursuit og kærlighed til musik

”Jeg er sådan en, der er filterløs, når jeg hører musik. Der er helt åbent i den kanal, der fører til mit følelsesmæssige epicenter. ” Liv Mayland Lyngholms klumme handler om glæde og begejstring – og det modsatte.

Noget af det værste, jeg kan forestille mig, er at blive opfattet som dum. Det har jeg, af en eller anden grund, været rædselsslagen for hele mit liv, og når jeg har mareridt, handler det næsten altid om, at jeg føler mig dum, uklog, ikke-intelligent. Dét kan få mig til at svede.

 

Jeg ved godt, at jeg ikke er dum, så klog er jeg. Det er en irrationel følelse, for jeg ved alt muligt om alle mulige ting, og en af mine forcer er helt klart, at jeg kan finde på noget at snakke med alle mennesker om, fordi mit bagkatalog er en velassorteret landhandel.

Men for eksempel afskyr jeg spil som Trivial Pursuit. Og jeg bryder mig heller ikke om at spille kort. Jeg synes ikke, det er interessant at sidde og ryste paratviden af sig, og jeg er en fjums til at huske udenad, og til at holde fokus på, hvem der har smidt hvad i en kortbunke, så jeg kan lægge en strategi for mit næste træk. Og i mange år har jeg gået rundt og følt mig sådan lidt halvdum, fordi jeg havde det sådan. Men det er simpelthen, fordi jeg keder mig! Og dét er en ret ny erkendelse for mig! At det ikke betyder jeg er dum, det betyder ganske enkelt at jeg er så kvik, at jeg keder mig! Tøhø!

Eller, jeg er vel bare kvik på en anden måde. Jeg kommer hurtigt til at føle mig begrænset af de regler, som naturligt følger med at spille bestemte spil. Eller af en koreografi til musik, jeg vil bare bevæge mig!

Jeg er sådan en, der er filterløs, når jeg hører musik. Der er helt åbent i den kanal, der fører til mit følelsesmæssige epicenter. Jeg bliver hudløs, og finder jævnligt mig selv siddende med bilradioen på fuld styrke, råbende i vrede, hulkende over en umulig kærlighed, jublende ved tanken om den helt perfekte performance på ungdommens dansegulv, en aften hvor alting gik op.

Jeg er opslugt, og samtidigt er jeg aldeles uinteresseret i, hvordan et stykke musik er skruet sammen, er ligeglad med noder, og ligeglad med, på hvilken pladeudgivelse et nummer hører hjemme. JEG. ER. LIGEGLAD. Jeg mærker bare.

På samme måde er jeg forgabt i sprog. Jeg bliver eksalteret når jeg læser formuleringer, som rammer en følelse, holdning, eller et budskab lige i røven! Når en forfatter lykkes med at konstruere sætninger, som får mit hjerte til at juble. Hvis en foredragsholder eller stand up-komiker laver et fedt throwback, eller et bekendtskab anvender et ord som ”pauvert”, som de fleste af os havde glemt.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Men sjovt nok er jeg helt kold og flad, når det handler om grammatik og kommatering. I. DON´T. CARE. Jeg frydes bare.

Og jeg er helt på, når mennesker vil have noget af mig, og giver noget af sig selv tilbage. Og omvendt, når mennesker ikke er til stede eller ikke ”vil noget”, så rammes jeg af følelsen af at spilde liv. Med alderen har jeg lært at være i det, uden at smadre porcelænet.

Og apropos det; da jeg var en ganske betragtelig del yngre end jeg er nu, holdt jeg af at varme op til byture på en græsk taverna, der havde levende musik. Når jeg skal være helt ærlig, så brød jeg mig ikke voldsomt om Retsina og Ouzo, eller græsk musik, for den sags skyld. Men tilsammen skabte det en stemning, som også var båret af en gæstfrihed og skiden-hul i regler for morskab, som tiltrak mig. Og der var ingen som havde lært mig at danse Zorba, eller gjort mig opmærksom på, at det primært var en dans for herrerne i rummet.

LÆS OGSÅ: Læserklumme: Hvorfor er det så vigtigt, hvad andre tænker?

Jeg dansede bare. Mens porcelænet fløj om bentøjet på mig. DID.I.GIVE.A.FUCK? NO.

En del af mine italienske sko fra dengang har snitsår, som ikke lader sig pudse op. Men man må regne med en vis spildprocent, når man en gang imellem er kvik nok til at dumme sig henne i offentligheden.

For er du rigtig klog, hvor var det skægt!

 

Liv Tine Mayland Lyngholm

Liv Mayland Lyngholm er 48 år, fraskilt og mor til to teenagere. Uddannet socialpædagog og skolelærer, og arbejder i dag på en professionshøjskole. Kører i en gammel Peugeot, elsker koklokken som instrument, og har det stramt med golf og lange tånegle.

 

 

 

Læs mere om: