Iben Seneca
Selvudvikling

Kræftsygeplejersken: ”Vi er generelt bange for de store følelser, som vækkes i os, når vi er alvorligt syge”

Kræft er tit ikke til at se eller mærke, før den dag diagnosen falder. Men når det sker, gør det til gengæld ondt, især følelsesmæssigt, siger coach og kræftsygeplejerske Iben Seneca, forfatter til en ny bog, der handler om, hvordan vi passer på os selv og hinanden, når kræften rammer.

På det gamle Aarhus Amtssygehus står der mejslet ind i de røde mursten hen over porten: ”Helbrede, lindre og trøste”. Det første – helbrede – går det efter coach og kræftsygeplejerske, århusianske Iben Senecas mening rigtig godt med, når vi taler om langt de fleste kræftformer. Bedre end nogensinde faktisk. I disse uger står Kræftens Bekæmpelse for Knæk Cancer, og hver anden overlever en kræftdiagnose i 2018. Til gengæld halter vi slemt efter, når det gælder det følelsesregister, der følger med en så alvorlig sygdom som kræft, mener hun.

 

– Lige om lidt har vi et stort supersygehus her i Aarhus, hvor de garanteret kommer til at helbrede endnu flere i løbet af de kommende år. Men vi er ikke ret gode til at lindre og trøste. I sygehusvæsnet mangler man tiden til det, og som pårørende til kræftramte eller i forhold til os selv er det følelsesmæssigt svært. Vi er nok generelt bange for de store følelser, som vækkes i os, når vi er alvorligt syge, og andre tegn på, at vi er dødelige og sårbare, understreger Iben Seneca, der efter 10 år som kræftsygeplejerske på Onkologisk Afdeling i Aarhus valgte at droppe det somatiske til fordel for det følelsesmæssige. Som coach hjælper hun i dag kræftpatienter og deres pårørende med at håndtere alle følelserne, og hun er aktuel med bogen ”Coach din cancer” (People’sPress). Selve titlen skal nok vække furore, mener hun. Men der er også mange, der synes, det er skønt at vide, at man kan gøre noget. Ikke ved selve kræften, for den er man jo ikke herre over, men ved de følelser, den medfører i én selv og andre.

– Coaching er et begreb, mange får galt i halsen, og sat sammen med cancer, som er noget af det, alle mennesker frygter mest, bliver det selvfølgelig ekstra provokerende. Men det er på ingen måde nogen smart quick fix-bog om, at man skal se det konstruktive og positive i, at man har fået kræft og den slags. Tværtimod. Det er en bog, som tager bladet fra munden, forklarer Iben Seneca, der i kraft af sit arbejde har set, hvordan kræftpatienter ofte bokser med de følelsesmæssige ting, også efter at de i princippet er blevet erklæret raske. Hun mener derfor, at man kan se kræft som ”to diagnoser”. Den fysiske og den psykiske.

– De hænger selvfølgelig uløseligt sammen. Det fysiske tager lægerne sig af, men det psykiske er ofte noget, der skal håndteres af personen selv, og, ærlig talt, hvad har vi af erfaring med at håndtere viden om vores egen dødelighed? Det er klart, at mange føler sig angst, ensomme og afmægtige, siger Iben Seneca og understreger, at det værste, man kan gøre i den situation, er at behandle det psykiske ligesom det fysiske.

– Som et onde, der bare skal gå væk, for det gør følelser ikke. De vokser, når vi ikke taler om dem. Når jeg siger til kræftpatienter: ”Jamen, det er fuldkommen naturligt, at du har det sådan, sådan har alle det”, bliver de simpelthen lettede. De har ikke kontakt til sig selv og deres krop, fordi de har så travlt med at være ”seje overlevere”.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjærs veninde fik kræft: Vi har været derude sammen, hvor nervetrådene er rå

Beskytter os

Iben Seneca mener faktisk, at følelserne er guld værd i et cancerforløb.

– Følelserne – også de allergrimmeste og sværeste – er der altid for at beskytte os. Det er meningen med dem, at de skal sikre vores overlevelse. Det bedste bevis er, at vi jo ikke har følelser for noget, der er ubetydeligt for os. Det er ikke det samme, som at vi skal se positivt på det at få en alvorlig sygdom, ”for det at få cancer er jo grundlæggende noget skidt”, men vi skal med et forslidt udtryk ”rumme” vores følelser. Din sygdom skal helst fikses, men du skal ikke fikses som person, siger Iben Seneca.

– At få en kræftdiagnose er lidt som at blive råbt ind i hovedet: ”Du kan dø!”, og selv om vi alle sammen godt véd, det naturligvis er et livsvilkår og hører med til det at være menneske, er vi berøringsangste. En kræftsygdom vil næsten altid udløse dødsangst, selv om patienten måske ikke ligefrem siger højt: ”Jeg er bange for at dø”, forklarer Iben Seneca og understreger, at der også kan dukke mange andre følelser op. Kræftsygdom er en slags forstørrelsesglas eller sandhedsserum, fordi sygdommen bliver en katalysator for ting, man har tumlet med hele livet i f.eks. komplicerede familierelationer.

– Der er familier, hvor man ikke taler med hinanden eller har dybe konflikter, som man har lagt låg på, og når kræften melder sig, så bliver de relationer pludselig ubærlige. Kræftsygdommen kan være lyskaster på nogle følelsesmæssige ting i parforholdet, der altid har været svære, såsom: ”Jeg føler mig ensom, min mand elsker mig ikke rigtig?”; ”hvem kan jeg egentlig stole på?”; ”kan mine børn klare sig uden mig?”.

– Det fysiske er meget håndgribeligt, dér går vi i handle-mode, men det mentale fylder jo afsindig meget, og dér skal vi netop ikke handle! Vi tror fejlagtigt, følelser er noget, vi skal tage action på, men det skyldes i reglen bare, at vi er bange for at mærke, hvad de vil sige til os. Det er faktisk hele øvelsen, at vi skal blive bedre til at tåle, at noget føles ubehageligt.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Ifølge Iben Seneca er det vigtige ved at sætte ord på følelser som angst, vrede, afmagt, uretfærdighed og afhængighed, at vi rækker ud efter andre i stedet for at blive ”usynlige” og bare en ”diagnose”.

– Kræftpatienter føler sig tit meget ensomme. Det er ikke, fordi omgivelserne ikke vil, men de tager hensyn og afventer tit, at den, der er syg, skal tage teten. Omgivelserne kan godt tåle at høre alvoren, det er langt værre, også for børn, hvis de fornemmer, at det her er alvorligt, men der bliver ikke sagt noget. Man kan godt sige: ”Jeg elsker jer så højt, at jeg er bange for at miste jer og for, at I skal miste mig”, for så er det også lettere for andre at være med én. Det kræver mod at være ked af det, også nogle gange i lang tid, men det er ikke farligt. Og risikoen for at blive deprimeret er faktisk større, når man skjuler sine følelser i stedet for at være med dem.

Ikke selv ansvaret

En af de ting, Iben Seneca gør mest ud af at komme til livs i sin coaching, er behovet hos mange kræftpatienter for at forstå, hvorfor de er blevet syge. Hvorfor lige mig?, tænker de fleste.

– Mange har en følelse af, at de er forkerte, fordi de er blevet syge. Hvad har jeg gjort? Jeg har nok spist for usundt og været stresset – og man er så hård ved sig selv. Men de dér årsagsforklaringer kan ikke bruges til noget, for de ændrer jo ikke på realiteterne. Det kan være svært at forstå, at det er tilfældigheder, der indimellem afgør vores liv og livsvilkår, siger hun.

LÆS OGSÅ: 7 kvinders stærke historier om kræft

Bogen og et coachingforløb handler om at nå en tilstand af accept. Ikke at man synes, det er fair eller fedt, at man er blevet et tal i kræftstatistikken, men at man accepterer, at der er noget, man IKKE selv har ansvar for.

– Det er sjovt nok en kæmpelettelse for alle, når de endelig giver slip og siger til sig selv: ”Uanset hvor meget energi jeg bruger på det her nu og i al fremtid, vil jeg aldrig kunne finde nogen mening med det”. Når du slipper alle hvorfor mig?-spørgsmålene, slipper du nemlig også skyldfølelse og skam, og det er et virkelig godt bytte for de fleste, siger Iben Seneca. Ifølge hende handler det grundlæggende om én ting – nemlig at man når frem til at sige: Det er ikke min skyld, at jeg ikke er rask, men jeg gør, hvad jeg kan for at få det bedste ud af det, jeg har indflydelse på.

– Ingen af de klienter, jeg har haft, er døde af deres sygdom, men mentalt hænger mange fast i kræften. Jeg havde blandt andet en klient, der havde haft brystkræft, og som selv havde mistet sin mor, da hun var 12 år gammel. Hendes erfaring med kræft var, at det dør man af, og det taler man ikke om, og den ubevidste oplevelse var hun, uden at vide det, kommet til at give videre til sine egne børn. Hun og jeg kunne dårligt nok lave en aftale, fordi hun havde pakket sin kalender så tæt netop for ikke at få huller til at tænke. Da hun endelig mærkede efter, opdagede hun, at morens sygdom og død havde efterladt hende med et kæmpesår og følelsen af at være udenfor og ikke vigtig nok til at få alvorlige ting at vide, dengang hun var barn, fortæller Iben Seneca.

– Det livsbekræftende ved historien er, at kvinden ved at kigge på sin egen gamle smerte faktisk lindrede angsten hos sin teenagedatter. Det var i hvert fald én god ting, hun kunne tage med sig fra et ellers ubehageligt cancerforløb. Livet efter kræft kan blive et mentalt skift på den gode måde, hvis man lærer at vælge sig selv først, og hvis man tør, kan den krise, kræft er, være et vendepunkt. Min pointe er, at i og med kræft kalder på alle de store følelser, bliver vi bedre til at håndtere dem. Følelser er kun farlige, når vi undertrykker dem – det ved jeg også fra mit eget liv. Så kommer de til fylde på en dårlig måde, de manipulerer og styrer os. Når de er fremme i lyset, er de vores hjælpere.

Et sidste suk fra Iben Seneca er, at retorikken i forhold til kræft meget gerne må ændres.

– Jeg kan ikke lide udtryk som: ”Hun kæmper mod kræft”, eller: ”Han tabte kampen”. Det er jo ingen kamp, det er en sygdom, som vi ikke bestemmer over.

 

Læs mere om: