Selvudvikling

Julie Bruhn Højsgaard om at blive mor: Jeg var ked af det, men ikke tilstrækkeligt ked af det til at få hjælp

Da Julie Bruhn Højsgaard fik sit ønskebarn i armene, var hun bange for at gøre noget forkert, så hendes lille pige ville gå i stykker. Hun vidste ikke, at andre kvinder også oplevede melankoli, overvældelse og træthed i rollen som nybagt mor.

 

TEMA: 4 forskellige historier om at være mor

Vi er mødre på hver vores måde, men angsten for at træde forkert i forældrerollen har vi alle sammen. I dette tema fortæller fire mødre om deres helt forskellige oplevelser med at blive mor – og understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi deler vores historier med hinanden. 

- Det at blive mor var en kæmpe udfordring for mig. I min omgangskreds og i medierne var der et klart billede af, at man kun måtte vise, når det var nemt og pænt at være mor. Jeg havde intet kighul ind i den svære del af det. Eksperterne prædikede om, hvor vigtigt det var at gøre sig umage med et lille barn, for ellers kunne det få fatale konsekvenser. Barren var sat så mega højt, at jeg nærmest kun kunne fejle.

 

- Lucca var et længe ventet ønskebarn. Jeg var lettet, da hun kom ud, sund og rask. Men min mand gik på arbejde hver dag fra klokken otte til 17, så jeg var alene mange timer med det lille væsen, der krævede al min opmærksomhed. Jeg skulle hjælpe hende med at overleve, og det ramte mig på en helt grundeksistentiel måde. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne leve op til det, og samtidig føltes det frygtelig unormalt … Jeg var bange for at gøre noget forkert, så mit barn ville gå i stykker. Jeg blev ensom og stresset, og Lucca græd meget. Set i bakspejlet græd hun nok ikke mere end andre, men jeg havde ikke prøvet det før.

- Det clashede totalt med min forventning om, at jeg altid skulle være frisk og glad og have overskud til mit nyfødte barn. Det var svært at leve op til at skulle være rummelig, når jeg var så træt. I perioder græd jeg meget, og indimellem føltes det, som om min hals klemte sig helt sammen, og jeg blev så afmægtig, at jeg måtte gå fra hende i to minutter. Jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne blive ved med at trøste mit barn fem timer i træk. Jeg skulle klare den her opgave selv, for ellers ville jeg fejle. Jeg var pædagog, havde en god mand og en karakter, der viste, at jeg kan klare livet, så det var enormt skamfuldt, at jeg var i tvivl. Når jeg forsøgte at tale med nogen om det, sagde de: Kig på dit barn! Og så kunne jeg jo godt se, at hun havde det godt, og at det hele foregik inde i mig selv. Alligevel pakkede jeg mig selv og mine behov væk og blev tynd og selvudslettende.

- Jeg blev screenet for fødselsdepression, og svaret var: Jeg var ked af det, men ikke tilstrækkeligt ked af det til at få hjælp. Helt lavpraktisk havde jeg for få røde svar til at komme i terapi. Det var første gang, et andet menneske fortalte mig, at man ikke skal have det, som jeg havde det. Jeg følte mig så alene. Jeg vidste ikke, at andre kvinder oplevede melankoli, overvældelse og træthed. Jeg fandt aldrig nogen, jeg kunne snakke med om det – jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Først efter seks måneder indrømmede jeg over for andre, at jeg faktisk var i tvivl om, hvorvidt jeg slog til som mor.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

- Essensen i moderskabet er jo, at vi gerne vil passe rigtig godt på vores børn, men at vi ikke altid ved, hvordan vi gør det bedst. Hvad der er rigtigt for én mor, er måske ikke rigtigt for en anden. I mødregruppen kan jeg blive i tvivl om, om jeg har gjort noget forkert, fordi mit barn ikke kan gå, når de andres børn kan. Det kan være enormt hårdt. Jeg hørte på et tidspunkt, at børn får det bedre af at være i slynge. Men hver gang jeg havde Lucca i slynge, skreg hun. Jeg blev ved, selv om hun ikke ville. Til sidst kylede jeg den slynge ud. Vi kan høre så meget om, hvad der er godt for børn, men føles det grundlæggende forkert for den enkelte familie, så dur det jo ikke. Vi skal give hinanden plads til at komme med noget forskelligt.

- Jeg kan føle vrede, skam og skyld det ene øjeblik, og en time efter føler jeg kærlighed og hengivenhed. Det er vigtigt, at fortællingerne kommer ud, for vores børn kommer til at vokse op på de sociale medier, og de kommer til at reagere på de polerede, overfladiske historier, man finder dér. Det er for mig at se en stor kunstig masse, som ingen befinder sig godt i. Det er i spejlingen med andre mødre, jeg mærker, hvilken mor jeg er. Så det kræver nærvær og koncentration at tage en dyb indånding og se på mine egne børn og spørge: Trives de? For hvis de gør, skal jeg måske ikke lave noget om.
 

Julie Bruhn Højsgaard, 34 år, gift med Morten og mor til deres fælles børn, Lucca på syv år og Mathias på fire. Pædagog, forfatter og stifter af Jegermor – en app, der skal støtte nybagte mødre ved hjælp af podcasts om moderskab.

LÆS OGSÅ:

Maren Uthaug: Havde jeg kun fået ét barn, havde jeg sikkert fucket hende fuldstændig op

Julia Lahme: Jeg blev ikke forelsket i mit barn

Freyamay November om at blive mor: Jeg følte, jeg havde taget verdens mest urimelige beslutning

 

 

Læs mere om: