Selvudvikling

Julia Lahme om blive mor: "Jeg havde en helt grundlæggende følelse af at være uforberedt"

Da Julia Lahme blev mor for første gang var det en kæmpe omvæltning for hende, og moderfølelsen, som omverdenen forventede fra hende, udeblev. Hun synes, der er noget galt med den måde, vi iscenesætter moderskabet på i dag.

 

TEMA: 4 forskellige historier om at være mor

Vi er mødre på hver vores måde, men angsten for at træde forkert i forældrerollen har vi alle sammen. I dette tema fortæller fire mødre om deres helt forskellige oplevelser med at blive mor – og understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi deler vores historier med hinanden. 

 

- Da jeg blev mor for første gang, havde jeg en helt grundlæggende følelse af at være uforberedt. Jeg havde fået at vide af alle – også af jordemødre og hospitalspersonale – at jeg bare ville lægge Elias til brystet, og så ville det være nemt at amme. Men jeg havde meget svært ved det. Fødslen endte også i et dramatisk akut kejsersnit, og jeg havde generelt svært ved at leve op til kravene om, hvordan jeg skulle have det, da jeg så mit nyfødte barn. Jeg fik at vide, at jeg ville blive helt forelsket i ham, og at jeg ville glemme smerten ved fødslen. Jeg blev ikke forelsket i mit barn, og jeg har aldrig glemt, hvor ondt det gjorde at føde. Men jeg oplevede den dér kæmpestore, altopslugende, løvindeagtige moderkærlighed, hvor jeg ville tilsidesætte alt for mit barn, og den kærlighed vokser hele tiden. Jeg synes, der er noget galt med den måde, vi iscenesætter moderskabet på. Vi taler om det, som om det er en fællesfølelse, men på de fleste parametre er vi helt forskellige. Jeg synes, der mangler tid, ro og indlevelse i den enkelte kvinde fra alle sider – også ofte fra veninder og familie.

 

- I debatten argumenterer de fleste ud fra, at deres egen måde at være forældre på er den rigtige. Indimellem er debatten om forældreskabet nærmest aggressiv, fordi vi hele tiden skal bevise noget. Det er svært at ændre holdninger, når vi bare gerne vil bekræftes i vores egne valg. Hvorfor har vi overhovedet brug for den bekræftelse? Jeg vil hellere være åben for andres måder at gøre tingene på. Jeg er altid selv i tvivl om, hvordan jeg bedst opdrager mit barn, for jeg kan jo ikke bestemme, hvem han er. Min opdragelse skal forholde sig til, hvordan han udvikler sig, og hvilke fordele, problemer og evner han har. Skal jeg presse ham mere i skolen, når nu han er en dygtig dreng? Eller skal jeg lade ham finde sin egen vej? Det er svært at finde balancen, så jeg henter holdninger hos andre og spørger, hvad de gør med deres børn. For at være en god mor er jeg nødt til at lade være med at være skråsikker.

- Nogle gange bor vi i en fordomsfabrik, hvor den sti, man kan gå ad, er ekstremt smal. Eksperterne taler om, at vi skal huske på, at vores børn kun er små én gang, og det tror jeg egentlig, vi alle er meget bevidste om. Langt de fleste af os bruger alle vores ressourcer på at være ordentlige forældre og samtidig holde fast i vores ægteskab og arbejde. Forældreskabet er så svært, fordi det udfordrer og presser os, og vi bliver så usikre i det, fordi der i virkeligheden ikke er nogen af os, der ved, hvordan vi skal gøre. Vi giver for lidt plads til den identitetskrise, det faktisk også er at få et barn. Noget af det vigtigste, vi kan gøre, før vi får børn, er at få ryddet op i vores eget lort – den rygsæk, vi selv har med, fyldt med svigt, sorg, skam og skældud. Ellers er det det, vi giver videre til vores børn.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

- Det kunne være lækkert, hvis vi indrømmede, vi ikke har svaret, men at vi gør det, så godt vi kan. Det ville være så dejligt, hvis vi havde lidt mere ros og ømhed over for hinanden, og hvis vi havde et rum, hvor vi kunne tale om tingene uden at kalde nogen for gode eller onde mødre. Hvorfor er man en bedre mor, bare fordi man henter sine børn klokken to i stedet for klokken fire? Vi er ved at have respekt for, at vi selv definerer, hvem vi er, så jeg tror også, vi kan få respekt for, at forældreskabet har mange ansigter. Jeg er da også selv fordomsfuld, men jeg prøver at indgå i en fornuftig debat i stedet for at råbe op om, at jeg synes, de andre er tossede. Forældreskabet er forskelligt fra menneske til menneske, og det, at vi opdrager anderledes, ændrer ikke på, at barnet er elsket.

Julia Lahme, 42 år, gift med Johan og mor til Elias på 11 og Sofus på syv. Forfatter, foredragsholder og direktør i Lahme Kommunikation.

 

LÆS OGSÅ:

Maren Uthaug: Havde jeg kun fået ét barn, havde jeg sikkert fucket hende fuldstændig op

Julie Bruhn Højsgaard om at blive mor: Jeg var ked af det, men ikke tilstrækkelig ked af det til at få hjælp

Freyamay November om at blive mor: Jeg følte, jeg havde taget verdens mest urimelige beslutning

 

Læs mere om: