Selvudvikling

Julia Lahme: Hvornår har du sidst været rasende? Ikke bare sådan lidt hyggesur?

Jeg mener virkelig ikke, vi skal stå og råbe andre ind i ansigtet, men jeg mener, at vi (kvinder …) skal give os selv lov til at mærke vreden, løbe den risiko, det er at blotte sig selv og føle noget stærkt.

Forleden dag hentede jeg min yngste fra en legeaftale. På gaden stod en mor og talte med sin cirka femårige datter. Datteren var sur, som kun en femårig kan være det, og fuldkommen opslugt af sin egen surhed. Jeg hørte moren sige: ”Nej, lad nu være med at være så vred. Det er der simpelthen ingen grund til ...”. Den tror jeg, vi er mange, der har hørt, fra vi var helt små: At vreden var en følelse, der skulle pakkes væk, og at netop den følelse ikke var velkommen. Når vi er kede af det, kan det favnes, og når vi er glade, kan det støttes og nydes. Men vreden ... den er for hård for omgivelserne, så den skal væk.
 
 
Og dér gik det op for mig, at det faktisk er alt for lang tid siden, jeg sidst har givet mig selv lov til at være sådan rigtig vred. Ikke hyggesur – rigtig, rigtig vred. Hvornår har du sidst været rasende? Ikke bare sådan lidt hyggesur, eller småindigneret, men sådan rigtig vanvittig vred? Så du skummede af raseri og slog i bordet? Gjorde noget? Hvor du tvang dig selv til at handle for at forandre en situation? Kan du huske det?
 
Og hvad så, hvis du trækker det dér dumme, halvslatne træthedsskænderi fra, du har med din mand om noget så hverdagsagtigt som afhentning af børn, gummistøvler, der er blevet væk (og sikkert kun den ene), eller hvem af jeres forældre der fortjener prisen som Verdens Værste Svigerforældre? Er der så noget tilbage? Noget rigtig vrede? Nej vel? Jeg kan heller ikke huske det.
 
Hvor ER vreden blevet af?
Er det ikke, som om vi alle sammen har skiftet den ud med forargelse i svingende grad? Vi kan sagtens blive smæk-sure i kommentarfeltet til en historie om burhøns på Facebook eller synes, det da vel nok også er for galt med alle de nedskæringer på plejehjem og børnehaver. Dén vrede er gratis, for den koster ikke noget. Der er ingen konsekvenser af den; vi kan bare sidde og føle retfærdig harme derhjemme, uden at nogen kommer og banker på vores dør og beder om, at vi taler om det.
 
Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 3 måneder for 150 kr. >
 
Nu synes jeg jo ikke, man skal opsøge skænderier eller gå rundt og være vred hele tiden, men jeg synes, vi skal kende den følelse. Ligesom vi kender generthed, forelskelse, kærlighed og glæde. Jeg tror nemlig, vi har overdøvet netop den, vreden. At vi har snakket uden om den og brugt hele og halve generationer på at eliminere den. At vi har sagt og hørt nogen sige til os, at nu er det slut med at være sur. Vi har gået i flinkeskolen for længe, og det samme har vores mødre og deres mødre, og nu er vreden blevet en fuldkommen forbudt følelse. Vi råber ikke mere. Vi er søde og flinke og imødekommende og løsningsorienterede og forandringsparate og voksne. Og stille. Og når alt er stille, er der ikke noget, der rykker sig. Jeg mener virkelig ikke, vi skal stå og råbe andre ind i ansigtet, men jeg mener, at vi (kvinder …) skal give os selv lov til at mærke vreden, løbe den risiko, det er at blotte sig selv og føle noget stærkt.
 
LÆS OGSÅ: Jeg har selv været emsig og hellig
 
At vide inderst inde, og med maven, at noget er galt, og give os selv lov til at sige tydeligt nej. At mærke den følelse af styrke og mod, en god gang vrede også fører med sig. Jeg tror simpelthen, vi har parkeret den for langt væk, og jeg tror ikke, det er godt. Jeg tror, #MeToo, Weinstein og en hel masse andre uheldige oplevelser og fænomener kunne have været undgået, hvis vi kvinder havde lært at favne vores vrede på samme måde som vores glæde og dermed også havde lært at bruge den som drivkraft.
Måske den femårige vrede pige så kunne sparke nogle glaslofter ned og nogle muligheder frem, hvis ikke hun allerede dér skulle lære, at alle bedst kan lide glade, søde og blide piger.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info her
 
Læs mere om: