Julia Lahme: Effektivitet er ikke roden til alt godt

Jeg ved faktisk ikke, hvornår det er begyndt, det dér med, at vi er så mange, der har overbevist os selv om, at en ledig stund er noget, vi skal have dårlig samvittighed over. Nogle sociologer vil mene, at det er med indførelsen af protestantismen, og at vi danskere dér begyndte at sætte produktivitet og arbejdsomhed meget tæt på guddommelighed. I hvert fald ligger det dybt i mange af os kvinder, og det ligger virkelig dybt i mig. At det på en eller anden måde er mere fint, eller endda bedre, at være en, der overkommer meget, end en, der overkommer mindre. Og det skal helst være synlige, tydelige ting, man skal gøre – ting, man kan krydse af på en tjekliste, ting, der bidrager til noget andet end balance på søvnkontoen. ”Lediggang er roden til alt ondt”, lyder et gammelt ordsprog, og det er helt sikkert rigtigt, at ingen har godt af at bruge et helt liv med hænderne i skødet.

Sagen er bare den, at vi nu mangler balancen, den balance, vi alle sammen leder efter, og den, der skal give os pusten tilbage i livet. Vi kan tale nok så meget om work-life balance og endnu mere om, hvordan det også er vores smartphones, der er skyld i, at vi arbejder hele tiden, og at vores arbejdsgivere skal gøre mere for at give os den balance – men al den snak giver ikke selve balancen. Måske skal vi i stedet for at snakke tale lidt mere om følelsen. Følelsen af, at man er en bedre udgave af sig selv, når man er effektiv og målrettet, end når man trækker stikket en hel dag og bare laver ingenting. Eller om den dér lille stemme, der fortæller én, at det er vigtigere at nå at lave aftensmad til en hel uge, end det er at bruge søndag eftermiddag på alt andet end madplaner og vasketøj og i stedet hengive sig til at male sine tånegle i fem nuancer af rød. For mig og for mange af de kvinder, jeg kender, er det næsten forbudt at give slip på alle lister og læne os tilbage i os selv i roen og stilstanden. Vi skal hele tiden producere, hele tiden afvikle, hele tiden sætte flueben, og frem for alt, hele tiden være på forkant. For dem af os, der er mødre, er det endnu værre, for her kan vi åbne en hvilken som helst avis og ugentligt læse debatindlæg om, hvorfor vi, som er mødre og ikke bruger hvert et vågent minut på moderskabet, alene er ansvarlige for, at vore børn får det svært. At vi, hvis vi trækker stikket helt, prioriterer yogatimen eller fællesskabet med kvinderne i vores liv, er decideret dårlige mødre. For vi kvinder skal ikke bare producere, når vi går på arbejde, og når vi tager en del af ansvaret for hjemmet, nej, vi skal også producere i vores moderskab. LÆS OGSÅ: Din mund siger nej, men dine øjne siger ja!? Så selv om vi vidste, hvilken hylde i dét skab balancen var blevet væk på, ville vi aldrig have så meget som fem minutter til at hente den frem og støve den af, hvis vi skulle lytte til alle dem, der mener at vide, hvordan vores tid er bedst brugt. Det føles nemlig indimellem, som om al den tid, der er brugt på én selv, er brugt forkert. På trods af, at vi ved, det virker, og at det føles, som om skuldrene sænker sig, når vi ikke er i gang hele tiden. Vi mangler nogen til at give os lov til at finde den ro og den balance i vores egne liv, som vi forsøger at give andre i deres liv. Al den ro, vi øser ud over vores nære og kære, vores små og store børn, den giver vi meget nødigt til os selv. Som om vi ikke er den værd. Og mest af alt, som om vi mangler nogen, der giver os lov til det. Lov til ikke at lave noget i en halv time en søndag. Det er ganske enkelt skørt.

Jeg foreslår, at vi giver hinanden lov, minder hinanden om, at effektivitet ikke er roden til alt godt, men at vi i stedet sammen leder efter den balance, der gør, at vi finder pusten og lige giver en lille smule plads til os selv, så vi kan få en følelse af, at det er o.k., det hele. Også den time vi ikke er sammen med børnene eller arbejder eller ordner vasketøj. For vi skal nok nå det hele alligevel – vi er nemlig efterhånden ret så effektive.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her