Selvudvikling

Julia Lahme: Alderen er blevet uvigtig – for kvinder

Hvor mænd bliver mindre revolutionslystne i kanten, når de bliver ældre, så er der ingen grænser for, hvor store omvæltninger kvinder kaster sig ud i, når de er færdige med at amme deres børn

Lige om lidt bliver jeg 42, og ifølge en test, jeg tog forleden, betyder det, at jeg kan lade mig pensionere som 72½-årig, altså virkelig mange år senere end mine forældre. Om det er retfærdigt eller ej, er en anden diskussion, og om det er retfærdigt for dem, der har mindre skrivebordsagtige jobs end mig, er helt klart en diskussion værd.
 
 
Men jeg er begyndt at tænke mere end nogensinde før over alder. For har vi en udløbsdato? Er alderen stadig en faktor, der kan diskvalificere? Som snart 42-årig er jeg vokset op med at tænke det som en overhængende fare at overgive mig til at blive ældre. Jeg er flasket op på amerikanske romantiske komedier, med popkulturelle helte, hvis karriere toppede, da de var 25 eller 26, og hvis ungdom for dem havde været det fasttømrede pejlemærke for succes.
Måske er det derfor, vi i min generation står i lange køer til Botox-sprøjter og nye bryster?
 
Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg troede, at al den succes, jeg skulle opnå i livet, på en eller anden måde skulle være en realitet, inden jeg nåede alt for langt ind i 30’erne, ligesom Meg Ryan og alle de andre heltinder, der fandt kærligheden og et livsformål, inden de fik den første rynke. Og jeg kan også, når jeg ser tilbage, regne ud, at jeg ikke helt vidste, hvad den succes, jeg løb så hurtigt, jeg kunne efter, i virkeligheden og i sin essens skulle bestå af. Nu er det ved at gå op for mig, hvad det er, der gør et godt liv, og hvad det er, der bor i succesens kerne – nemlig modet til (nogle gange me-e-eeget langsomt) at gøre sine drømme virkelige, og at det er komplet og aldeles ligegyldigt, hvornår i livet det sker.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Men endnu vigtigere, at de store ting ikke kun skabes af de unge, og at alder slet ingen indflydelse har og da slet ikke for kvinders præstationer. For hvor mænd bliver mindre revolutionslystne i kanten, når de bliver ældre, så er der ingen grænser for, hvor store omvæltninger kvinder kaster sig ud i, når de er færdige med at amme deres børn: For eksempel var den afroamerikanske borgerrettighedsforkæmper Rosa Parks 42 år gammel, da hun satte sig ind i en bus på et sæde, som var reserveret hvide, og nægtede at flytte sig og derved satte gang i en revolution. Jane Fonda er 82 og spiller med i Netflix’ kæmpehit ”Grace and Frankie”, hvor hun spiller en 10 år yngre dame, der lancerer en karriere som dildo-udvikler. Nobelprisvinderen Toni Morrison skrev sin første roman som 39-årig, og herhjemme var Hanne Beck Hansen 70, da hun debuterede som forfatterinde, og et par år ældre, da en af hendes bøger blev den mest solgte e-bog på boghandlersitet Saxo.com nogensinde.
 
Men også uden for skrivebordsjobbene er der plads til, at vi slår rekorder. For eksempel vendte den amerikanske astronaut Peggy Whitson tilbage til jorden efter et ophold på rumstationen ISS i 2017. Da var hun 57. Så vi kan altså også blive astronauter. Pointen er, at livet er blevet længere, og at vi for længst har overskredet 1990’ernes popkulturelt definerede muligheder for at gøre præcis, hvad vi vil. Nu mangler vi bare at vide, hvad drømmen er, og så løbe, lunte eller trille efter den. Og så håbe, mændene får lyst til at følge med. Det lover godt.
 
LÆS OGSÅ: Kvindekroppen og kontrollen
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info her
 
Læs mere om: