Selvudvikling

"Jeg tog stoffer og var ved at ødelægge mit liv"

For 18 år siden levede Pia Busk en vild tilværelse med stofmisbrug og eksperimenterende sex. Først da hendes mor fik kræft, fandt Pia styrken til at ændre sit liv – for sin mors skyld. Hun skulle nå at se hende clean, før hun døde.

Pia Busks fortid lå indtil for nylig godt gemt i en stak gamle dagbøger. Faktisk havde dagbøgerne og det, de indeholdt, ligget uberørt i næsten 20 år, indtil Pia en dag tog dem frem igen og læste om det liv, som indtil for 18 siden var hendes.

Et liv, som var præget af et årelangt stofmisbrug, manglende selvværd, fetichfester, arbejde som topløs bartender og eksperimenterende sex. Mødet med den kvinde, hun engang var, inspirerede 51-årige Pia til at skrive digtsamlingen ”Corinna og jeg”, hvor hun blander sine egne oplevelser med fiktion – og dét blev en måde for hende at bearbejde fortiden på. En måde at frigøre sig fra den på – og måske give erfaring videre til andre. Men hvordan ender man der, hvor Pia gjorde?

Sex, stoffer og selvtillid

Pias barndom i en villa i Hørsholm i 1970’erne med nærværende forældre, en bror og en hund var definitionen på en barndom helt efter bogen. Men som voksen havnede Pia alligevel det forkerte sted.

– Jeg kom meget på en bestemt bar, det var dér, det sådan startede. Vi var faktisk en hel gruppe, der blev afhængige, fordi vi eksperimenterede med forskellige slags stoffer og tænkte: Det kan vi sagtens klare. Jeg tog stofferne, jeg studerede, jeg levede sådan et dobbeltliv. Jeg tror ikke, man kunne se det så tydeligt på mig. Jeg gik i højhælede. Jeg gik også i skole. På den måde snød jeg lidt, men jeg snød mest mig selv. Jeg gik på Håndarbejdets Fremmes Seminarium, men dumpede til den sidste eksamen. Jeg havde for meget fart på. På det tidspunkt var det for mig bare fetichfester og sex og outreret tøj i latex og læder. Der var en del fetichfester dengang, og jeg kunne lide at være fræk på alle mulige måder. Jeg kunne lide hele designet i det. Latex. At klæde mig ud. Bekræftelsen. Nogle grænser i forhold til sex. Og så var stofferne også en del af det. De gav mig en selvtillid, som jeg ikke havde.

 

LÆS OGSÅ: Anne-Grtehe Bjarup Riis om sit livs krise: Jeg ved, jeg kommer ud på den anden side på et tidspunkt

En falsk selvtillid

Om aftenen arbejdede Pia i en topløs bar.

Hvad har du lært om seksualitet undervejs?

– Haha … jamen, jeg har eksperimenteret på mange områder. Der er stor forskel på kærlighed og begær. I affærer og engangsforhold har jeg kunnet udfordre min seksualitet meget. Et fast forhold er noget andet, det er mere intimt på mange andre områder... Når man går til fetichfester og har nogle affærer, er begæret det vigtigste. Det er det, man udfordrer. Det er begæret, der kommer frem hos mig i hvert fald. At eksperimentere. Det er ikke den intime relation til et andet menneske, det er selve akten, sex.

I fetichverdenen handlede det for Pia om at udfordre sin egen seksualitet. Dér kunne hun være fri. Men i livet udenfor havde hun ikke den samme styrke.

– Nej, jeg havde den ikke på samme måde. Det gav mig jo en styrke. En selvtillid. En falsk selvtillid. En, hvor jeg ikke skulle være nærværende. Og nu kan man ikke sammenligne det helt med afhængighed af stoffer, men man kan i hvert fald sige, at man i al afhængighed fjerner sig fra at være til stede og nærværende.

Pia begyndte også at tage heroin. Stak sig selv. Som med al afhængighed, rykker man hele tiden sine grænser for, hvad der er normalt, fortæller Pia. Det er det, der sker med afhængighed. Pludselig gør man bare de unormale ting, og så bliver det normalt.

 

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Mistede sin mor

Det var hårdt for Pias familie at være vidne til hendes misbrug. De kunne efterhånden godt se, at der var noget galt. Men heldigvis har både familien og Pias venner altid bakket hende op – og Pia selv har haft en styrke til at vende tingene rundt. Så da hun var et-par-og tredive, tog hun en beslutning: Det skulle være slut med stofferne. Vendepunktet blev hendes mors sygdom.

– Jeg stoppede. Min mor havde kræft og fik noget kemoterapi, men det kunne ikke hjælpe, hun var syg og var NØDT til at tage morfin og kæmpede for sit liv, og jeg tog stoffer og var ved at ødelægge mit liv. Så lige pludselig gik det så voldsomt op for mig. Det var dér, jeg tog beslutningen. At nu ville jeg være clean, og jeg ville nå det, inden hun døde, så hun kunne nå at se mig clean. Så da jeg så stoppede, var det egentlig først og fremmest for hendes skyld. Jeg kan ikke huske selve dagen, det var en glidende overgang, men det VAR for hende, jeg gjorde det, det var ikke for mig selv.

Pia gik i behandling med noget, der hed Projekt Menneske, som var inspireret af en italiensk behandlingsform.

- Dér skulle man faktisk gå i en motivationsgruppe i tre måneder. Hver dag i to timer. Det er meget svært. Man skulle vise, at man var motiveret. Det lykkedes så. Og bagefter blev jeg afgiftet. Den behandling handler om, at du skal tage et valg. Du kan gå lige ud ad døren – og så kan du tage noget stof, hvis du vil. Du kan også blive og fortsætte. Det er en hård omgang. Mange bliver taget væk og får en badekåbe på, men den her behandlingsform kunne jeg enormt godt lide… NU tager jeg et valg. Og jeg gør det, så godt jeg kan. Men jeg kan bedst lide at have valgmuligheder.

Pia nåede det. Hun blev clean. Hendes mor blev glad på sin datters vegne.

– Og jeg var der også, da hun døde.

På spørgsmålet om, om der ikke er en risiko for tilbagefald, når man gør noget, som egentlig ikke er for én selv, men for en anden, som så dør, svarer Pia:

– Jeg kæmpede jo. Det var en hård tid. Det er svært at gå og vente på, at en, man holder så meget af som éns mor, skal dø. Det var en hård tid op til, og bagefter var det noget med at gå ind i sorgen. Jeg skulle hele tiden holde mig stærk, synes jeg. Men jeg snakkede meget om det med min mor, indtil jeg ikke havde brug for at snakke så meget om det mere. På den måde kan ord godt forløse noget smerte. Men jeg savner hende meget og har savnet hende igennem alle årene. Hun blev kun 58, det er jo ingen alder.

 

LÆS OGSÅ: L.O.C om livet: Jeg har været på en rutsjebanetur

At stole på sig selv igen

Da Pia var clean, var det en lang proces at finde tilbage til sig selv igen. Og finde ud af, hvorfor det endte, som det gjorde.

- Jeg har selvfølgelig måttet kigge på mig selv i alt det her, arbejde med mig selv for at lære mig selv at kende og finde ud af, hvad det er, jeg gør. Det har handlet meget om at lære at stole på mig selv. For det kunne jeg ikke, da jeg tog stoffer, så kan man ikke stole på sig selv. For man lover sig selv: Nu skal jeg også holde op. Og så svigter man sig selv hele tiden. Det tager tid at bygge tilliden til sig selv op igen. Lære, at man kan stole på sig selv. Men hvorfor jeg havnede i det … jeg tror, jeg var nysgerrig. Jeg syntes, det var cool, og det var fedt at tage stoffer i starten og eksperimentere med det. Men jeg var slet ikke klar over, at jeg kunne blive afhængig. Det er jo lidt naivt, man tror, man sagtens kan klare det, er lidt hævet over alle andre. Men du kan ikke lege med heroin, det kan du ikke, du bliver afhængig. Man snakker i den forbindelse meget om, at man ingen stopklods har, og der er noget, der skal fyldes ud. Og det lave selvværd, som jeg havde – det fyldte stofferne godt ud. Det handlede om FØLELSEN af ikke at føle sig god nok. Den tvivl. Og den har jeg stadig. SELV om jeg har en butik, SELV om jeg får udgivet bøger.

Da Pia blev clean, færddiggjorde hun sin håndarbejdsuddannelse. I dag har hun både sin egen butik i København, hvor hun sælger håndlavede læderting. Hun også skrevet flere anmelderroste digtsamlinger. Og selvom tvivlen stadig er der, så er angsten for at falde tilbage i stofferne nærmest ikke-eksisterende.

– Det er ikke noget, der optager mig, det er ikke en mulighed, lysten er der slet ikke, det ligger så langt fra mig nu. Jeg ved faktisk slet ikke noget om det eller miljøet i dag – men jeg har masser af venner, der siger: Du skal lige have en snak med mine børn! Og det vil jeg selvfølgelig gerne, hvis det kan gøre en forskel. Men jeg må også sige, at det desværre tit er sådan igennem hele livet, at lige meget hvad det er, man kommer til at vælge forkert – om det er et dårligt kærlighedsforhold eller stoffer – så er det noget, man desværre selv skal prøve. Men jeg synes, det er vigtigt at være åben om at tale om det – så det ikke bliver tabu. Og jeg er meget glad for mit liv nu, og jeg er glad for, at det andet ligger bag mig. Jeg håber, andre kan få noget ud af at se, at der også er et liv senere. Efter sådan et liv. Det KAN godt lade sig gøre. 

Læs mere om: