Hvorfor skal vi være lykkelige hele tiden?

"Undskyld, hvor kan jeg have min melankoli i fred?" Det var overskriften på en artikel i Politiken, og indholdet var ikke til at tage fejl af. Det handlede om en af mine kæpheste i øjeblikket, og det er alt det, som vi synes ikke må være her. Det kan være urolige børn i skolen, depression, angst - og nu også melankoli. Vi er nået dertil i vores samfund, hvor vi konstant forventes at være glade og fornøjelige, og hvor eksistentielle overvejelser og melankoli skubbes væk med terapi og medicin.

Men ifølge Marie Amalie Rørbys indlæg ville kulturen og kunsten, og livet i sig selv, være langt fattigere uden melankolien. Marie Amalie Rørby spørger retorisk, hvor hun i Danmark kan få lov til at være melankolsk i fred, uden at en hær af psykologer falder over hinanden for at diagnosticere hende. Og Rørby føler sig stødt over den måde, vi har sygeliggjort og puttet melankolien i skammekrogen på, hvilket hun giver udtryk for i sit speciale om emnet. Hun mener samtidig, at melankolien trænger til at få en renæssance, og jeg må indrømme, at da jeg læste hendes argumenter, kunne jeg kun være enig.

Der er noget virkelig anstrengt over den måde, vi hele tiden skal fikse alting på, og den måde, alle mentale tilstande skal bevæge sig fra noget negativt betonet til noget positivt på. Og hvis vi ikke kan få den lille manøvre til at lykkes, er vi ikke særlig succesfulde. Rørby langer ud efter den moderne positive psykologi, hvor mennesker partout skal være lykkelige døgnet rundt. Og får vi det skidt, kan vi næsten ikke slappe af med det og være i vores egne følelser. For Rørby er der forskel på at være melankolsk og have en klinisk diagnosticeret depression.

Melankolien har været en naturlig del af det menneskelige sind i århundreder og er en eksistentiel tilstand, som opstår, når man forholder sig aktivt til livet, døden og ensomheden. Store eksistentielle spørgsmål, som de fleste mennesker kommer i kontakt med i løbet af deres liv, og det er farligt bare at skubbe den slags væk, for det ender med, at vi tror, vi er forkerte, når vi ikke er lykkelige. Og hvad sker der med mennesker, der opfatter sig selv som forkerte? De bliver måske kede af det, måske deprimerede og angste for, om de nogensinde bliver lykkelige ligesom alle de andre! Vi må nok erkende, at melankolien er en væsentlig del af vores liv, som vi bør forholde os til. Så lad os indse, at den ikke er en sygdom, men bare en tilstand, hvor man føler sig udsat og sårbar, fordi man tænker over livet. Og hey, det er værd at tænke over - altså livet.

Kærlig hilsen
Renée

FLERE KLUMMER

Lonnie Kjer: Til helvede med hørfrø

Julia Lahme: Øretævernes vendeplads

Dorthe Kandi: Er kvinde virkelig kvinde værst?