Gitte Mary Johansen
Selvudvikling

Gitte lever som zero waster: Det startede som et lille eksperiment

23. april 2019
af Ditte Hedegaard Davidsen
Foto: Finn Frandsen/Ritzau/Scanpix, Camilla Rønde
25-årige Gitte Mary Johansen lever som zero waster: En livsstil, hvor man (næsten) ikke producerer noget skrald, og hvor man tager aktivt stilling til hvert enkelt stykke affald.

Perspektiv - 3 kvinder: Sådan lever vi bæredygtigt

Klimadebatten har aldrig været større, og det samme gælder diskussionerne om, hvordan vi kan leve et bæredygtigt liv uden at gå på kompromis med livskvaliteten. Men hvor starter man? Find inspiration hos genbrugsshopperen, zero wasteren og den bæredygtige fashionista. I denne artikel kan du læse om zero wasteren Gitte Mary Johansen.

Hvordan opstod idéen om at leve som zero waster?

– Jeg kommer ikke fra en klimabevidst familie og gik førhen ikke op i bæredygtighed overhovedet. Men for omkring fire år siden læste jeg en artikel om, at alt det plastik, der nogensinde er produceret, stadig findes. Det bliver nedbrudt til små partikler, når det forbrændes, men det forsvinder aldrig helt. Det ramte mig rigtig meget, fordi jeg brugte plastik hele tiden. Jeg brugte plastikgafler, når jeg ikke gad vaske op, plastikkrus på universitetet og til fester, fryseposer osv.

– Derefter begyndte jeg at tænke over mit eget forbrug. Jeg syntes, det var så overvældende, når jeg tænkte på plastikforbruget i det globale billede, at jeg ikke kunne lade være med at gøre bare ét eller andet. Det startede som et lille eksperiment på min daværende blog, hvor jeg ikke ville producere affald i en hel måned. Og så har jeg levet sådan lige siden.

Hvordan definerer du selv zero waste?

– Som et mindset, hvor man fjerner det unødvendige. For mig involverer det engangsting, der kun bruges én gang, før det ryger direkte i skraldespanden som eksempelvis køkkenrulle, sugerør, engangsbestik, vatrondeller, hvor der i alle tilfælde findes genanvendelige alternativer.

Hvordan udlever du zero waste i praksis?

– Jeg køber langt det meste af mine dagligvarer på et grøntsagsmarked, hvor varerne ikke er pakket ind i emballage. Tørvarer køber jeg i løs vægt, hvor jeg selv medbringer glas. Jeg bager mit brød selv. Mad er noget, vi alle sammen spiser hver dag, så for mig er det super vigtigt at have gode rutiner, når jeg køber madvarer. Derudover køber jeg kun ting fra genbrug, hvor de ikke er pakket ind i emballage.

– Jeg plejer at sige, at jeg tænker på skrald som en mental rygsæk: Hver gang jeg smider noget ud i en skraldespand, så smider jeg det også mentalt i en rygsæk. Hvis jeg bruger løs af plastik hver eneste dag, så bliver den her rygsæk bare virkelig tung. Hvis vi alle sammen begynder at tænke over skrald som noget, vi ejer, så tror jeg automatisk, vi ville smide mindre ud.

LÆS OGSÅ: Johanne er bæredygtig fashionista: Vi skal have et tættere forhold til vores tøj

Det er en prioritering

Føler du nogen begrænsninger ved at udleve zero waste?

– Det gjorde jeg i starten, fordi det var en helt ny livsstil, og det tager tid at ændre på rutiner. I starten blev jeg hele tiden mindet om alt det, jeg ikke kunne købe – vi bliver jo bombarderet hele tiden som forbrugere alle steder fra. Men med tiden har min tankegang ændret sig, og nu kan jeg ærligt sige, at jeg føler mig meget mere fri ved ikke at blive fristet hele tiden. Jeg har alt det, jeg skal bruge.

Har du oplevet sociale begrænsninger?

– På ingen måde. Måske er jeg super heldig, at jeg har de bedste venner og familie. Jeg kan huske en episode til en fest på studiet, hvor der blev serveret mad på plastiktallerkener. Dér spurgte jeg, om de havde en porcelæntallerken, og det var ikke noget problem. Året efter var det ændret, så plastiktallerkenerne var udskiftet med porcelæn.

– Det mest essentielle er, at vi meget hurtigt bliver vant til komfort og bekvemmelighed. Jeg gør det gerne lidt mere besværligt for mig selv for at kunne gøre en lille forskel i det store billede.

Er det overhovedet muligt at kombinere familieliv og fuldtidsjob og samtidig leve som zero waster?

– Det mener jeg helt sikkert, man kan, men det kræver jo selvfølgelig en form for prioritering. Livsstilen lægger ikke op til, at man skal gøre det perfekt, men at man kan tage nogle aspekter af zero waste og starte med enkelte fravalg og derefter ændre det gradvist. Jeg vil jo påstå, at alle børnefamilier sagtens kan droppe sugerør og plastikballoner til en start, det er der jo praktisk taget ingen grund til at have.

Hvor meget affald producerer du selv?

– Ca. en pose hver anden uge. Jeg har ingen kompost, og i Aalborg, hvor jeg bor, har vi heller ingen biospand. Men det er begrænset og minimalt.

LÆS OGSÅ: Jane er genbrugsshopper: Man kan næsten altid købe noget pænt tøj brugt

Hvad er fordelene ved at leve zero waste?

– Den største fordel er, at jeg ikke bidrager til den her vanvittige køb-og-smid-ud-kultur, som vi ikke har råd til. En anden fordel er, at jeg lever med en intention og et formål, der er vigtigere, end at det skal være rart eller nemt. Jeg lever bæredygtigt – ikke fordi det er flot eller smart, men fordi det er nødvendigt.

– Jeg har også fået mere energi, fordi jeg kun har ting omkring mig, som jeg er oprigtigt glad for. Hvis jeg mistede mit sugerør i træ, vil jeg blive ret ked af det, fordi jeg har positive associationer til det. Jeg får det godt af at vide, at jeg gør en brøkdel for at skabe en bedre fremtid. At jeg ændrer nogle forbrugsvaner, der er skabt for fællesskabets bedste, og ikke for at det skal være bekvemmeligt for mig som forbruger.

Gitte Marys 3 tip til at reducere affald

1. Kig i din skraldespand. Find ud af, hvor du producerer meget affald, og tænk over, hvordan du kan minimere det. Er det emballage? Madvarer? Engangsprodukter?

2. Drop unødvendige engangsprodukter som fryseposer, stanniol, sugerør osv., som, selv om det måske er billigt, har en stor miljømæssig pris. Skift ud med genanvendelige alternativer.

3. Gå efter madvarer, der er pakket ind i glas eller papir frem for plastik.

Gitte Mary Johansen 25 år, studerende og influencer, bor i Aalborg. Blogger om sin zero waste-livsstil på GitteMary.com og på Instagram, @gittemary

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også