Selvudvikling

Frejamay November om at blive mor for anden gang: ”Jeg følte, jeg havde taget verdens mest urimelige beslutning”

Da Frejamay November en dag sad i sofaen med et grædende børn på hver side af sig, og det hårde liv som solomor kulminerede i et afmagtsskrig, skammede hun sig – indtil hendes veninder fortalte hende, at det var helt normalt.

 

TEMA: 4 forskellige historier om at være mor

Vi er mødre på hver vores måde, men angsten for at træde forkert i forældrerollen har vi alle sammen. I et tema fortæller fire mødre om deres helt forskellige oplevelser med at blive mor – og understreger, hvorfor det er så vigtigt, at vi deler vores historier med hinanden. 

- Jeg fik Emmalia efter et onenightstand med min underbo, og vi blev enige om, at han også skulle være far til Selinna. Vi er blevet enige om, at han skal være en del af det, men at jeg stadig er solomor. Jeg elsker det, men det gør også, at jeg ikke kan aflevere mine børn til en anden, hvis jeg har brug for en lur.

 

- Jeg har altid haft en idé om, at Emmalia og jeg skulle grine og se hinanden i øjnene hver dag. Men da hun fik en lillesøster, vågnede vi nogle gange op med lort på hele lagnet, og min morgen startede med, at jeg ikke kunne leve op til det ideal. Jeg ville så sindssygt gerne give mine børn en god barndom. Det, at jeg havde fået Selinna, betød, at Emmalia skulle vente på at få mad. Jeg følte, jeg havde taget verdens mest urimelige beslutning, som hun betalte en høj pris for. Jeg blev irriteret på min børn og vred på mig selv. På et tidspunkt var der ikke mere krudt. Jeg kunne ikke se nogen udvej – for uanset hvad, var jeg jo stadig mor.

- Det kulminerede en dag, hvor jeg sad i sofaen med et grædende barn på hver side. Jeg kunne ikke være der for begge børn, og i afmagt skreg jeg højt ud i rummet. Noget gik i stykker i mit hjerte, og en stemme inde i hovedet på mig sagde: Shit, nu må kommunen komme og tage mine børn. Da jeg fortalte mine veninder om den oplevelse, sagde de, at det altså var helt normalt. Det havde jeg ingen idé om! Nu sender jeg en kærlig tanke til mig selv på den sofa, for jeg var og er en god mor.

- Jeg skriver om oplevelser som den på min blog og på Instagram, fordi jeg bliver ædt op, hvis jeg sidder med det alene. Jeg kan ikke holde ud at sidde og skamme mig, og mine følgere kan ofte se noget, jeg ikke selv kan se. Det er faktisk ikke så skræmmende at dele de her ting – det, der er tungt og svært, er at føle sig ensom og alene med det. Jeg har fået mod til at stå ved mig selv, fordi andre bloggere har delt noget, jeg kunne se mig selv i.

- De sociale medier har gjort os ensomme. Vi sidder og liker hinanden på nettet, men herude i virkeligheden ses vi mere til overfladiske arrangementer end i dybe samtaler. Heldigvis har medierne ændret sig de sidste fem år. I dag handler det meget mere om kropsaktivisme og tabubrud, men der er stadig lang vej igen. Der er dem, der fortæller helt hudløst om livet. Så er der selvfølgelig en overvægt af dem, der ikke deler noget, fordi det føles for privat. Og så er der dem, der deler fuldstændig uhæmmet uden at tænke på, hvilke konsekvenser det har for andre. Sådan er det også med moderskabet. Hold kæft, hvor er der meget mor- og far-shaming! For mig popper alle de negative kommentarer op i mit hoved og gør mig usikker, når jeg er allermest sårbar.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

- Det komiske er, at jo mere jeg står ved det, jeg har gjort, fortæller historier og viser billeder, jo sejere synes folk, jeg er. Især på Instagram får jeg mange tilkendegivelser, hver gang jeg skriver om noget, der er hårdt. Jeg vil gerne selv følge en profil, hvor der er dynamik og kontraster, i stedet for en med cupcakes og pæne børn, for jeg véd, familier ikke ser sådan ud. Hvis jeg på nogen måde kan præge billedet derude, vil jeg gerne det, for jeg har to børn, som kommer til at vokse og spejle sig i Instagram.

Frejamay November, 36 år, solomor til Emmalia på tre et halvt år og Selinna på ét.

LÆS OGSÅ:

Maren Uthaug: Havde jeg kun fået ét barn, havde jeg sikkert fucket hende fuldstændig op

Julie Bruhn Højsgaard: Jeg var ked af det, men ikke tilstrækkelig ked af det til at få hjælp

Julia Lahme: Jeg blev ikke forelsket i mit barn

 

Læs mere om: