Selvudvikling

Fra en læser: Kan vi ændre forargelse til hyldest?

Det ærgrer mig, at det i 2015 kan forarge og skabe røre, når kvinder aktivt vælger TIL i deres liv og sætter sig for at kombinere rollen som mor med en ambitiøs og målrettet karriere.

Mandag aften kort før midnat den 24. august sad jeg under varmelampen i gården i vores lille byhus og arbejdede. Plukveerne tog til – de bed! Vi tog på hospitalet, og tirsdag klokken 3.25 kom den dejligste lille pige til verden. Tre dage senere sad jeg igen på kontoret i min virksomhed, med en kop kaffe til højre for tastaturet og min lille knirkende guldklump til venstre.
 
Jeg har valgt at tage på arbejde helhjertet og aktivt! I tre år har jeg knoklet med min idé; familie-app’en ”Filihood”, som er en digital udgave af Barnets Bog, hvor man gemmer og genoplever alle minderne om børnenes opvækst ét sted. Det har været en sej kamp, men vi er i luften og godt på vej med lanceringen på det europæiske marked. Det medfører en del rejseaktivitet på sigt, men lillesøster og farmand tager med, for det er ham, der tager barsel!
 
Det ærgrer mig, at det i 2015 kan forarge og skabe røre, når kvinder aktivt vælger TIL i deres liv og sætter sig for at kombinere rollen som mor med en ambitiøs og målrettet karriere. Hvorfor skal man partout vælge noget FRA?
 
Jeg har ikke mulighed for at tage barsel. Jeg har en virksomhed, der kræver mig, og jeg har LYST til at lægge energi i at få mit projekt til at lykkes. Til gengæld glæder min mand sig til at gå på barsel. Heldigvis er han i en virksomhed, der bakker op, selvom han er svær at undvære.
 
Der er masser af fædre, der gerne vil tage barsel, og samtidig efterlyses der kvinder i erhvervslivet med lyst og mod på at gøre karriere – hvad er problemet? Som jeg ser det, mangler der to ting for at ændre forargelsen til hyldest. Der mangler en kulturændring i virksomhederne, og så mangler der politisk opbakning! Så længe man ikke giver fædrene de samme muligheder (læs: rettigheder) til barsel som mødrene, vil det stadig være et fåtal af kvinder, der vælger karrieren TIL, og det vil være et fåtal af mændene, der vælger barslen TIL. Det bør være lige så selvfølgeligt for en mand, at gå til sin arbejdsgiver og sige: ”Vi venter os – jeg regner med at tage x måneders barsel!”
 
For os er det den helt rigtige løsning – at vi deler tiden med vores datter mellem os. Af praktiske årsager tager jeg hende med på kontoret, så længe jeg ammer. Om cirka tre måneder tager min mand så barsel. Vi ønsker det sådan, og ret beset; Hvis tager man amningen ud af ligningen, er der så virkelig noget mor kan, som far ikke også kan!!?? Jeg vil frygteligt gerne flytte debatten fra at handle om det moralske versus det umoralske i, at kvinder vælger barsel FRA til at handle om, hvordan vi får skabt en kultur, hvor både mor og far har mulighed for at vælge TIL.
 
 
 
Dorte Damgaard Sejthen er 37 år, grundlægger og direktør i Filihood ApS. Bor i Aarhus, kæreste med Claus og mor til Simon på 11 år og Ella på 2 måneder. Lancerede i december 2014 Den digitale Barnets Bog.

 

Læs mere om: