Selvudvikling

Er du bange for tallet 13, eller banker du under bordet? Du er ikke alene

Det kan virke dumt at banke under bordet og kaste salt over skulderen for at forhindre noget dårligt i at ske. Men måske er overtro kan give os en følelse af kontrol. Vi har spurgt en række eksperter om, hvorfor vi overtror.

Jeg kender Anna. Hun er gift. Har to børn, et pænt hus og et godt arbejde. Hun laver mad, gør rent, går til møder og er velfungerende. Men når hun ser en sort kat, skal hun spytte sig selv over skulderen.

– Det skal jeg bare, ellers bringer det uheld. Og jeg gør det altid. Lige meget hvem jeg er sammen med. Før jeg blev gift, gjorde jeg det også, hvis jeg var på date. Så drejede jeg bare hovedet og hostede samtidig, så de ikke opdagede, hvad jeg lavede. Det lyder helt skørt, når jeg fortæller det. Det kan jeg godt høre.

Men Anna er ikke alene om at være skør. Mange af os har et eller andet. En snert af overtro, der kommer op i os som et kulørt indslag i vores ellers så rationelle verden med netbank, arbejdsmøder, tv-avis og ekspertudtalelser.

Men hvorfor overtror vi, og hvad gør det ved os? Vi må spørge eksperterne.

Den første er Jesper Frøkjær Sørensen. Han er lektor på Institut for Kultur og Samfund — afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, og så har han skrevet den lille bog ”Magi”, der handler om overtro.

Vi starter med at spørge ham, hvad forskellen på tro over overtro er. Og han svarer, at det ikke giver nogen mening at spørge om det.

– Hvis der er noget inden for religionsvidenskab, som vi ikke er glade for, så er det at være normativ. I ordet overtro ligger det jo, at det er en forkert tro. Så det med overtro handler om, hvor du kommer fra, og hvordan du ser det. En ateist vil jo også se den kristne tro som overtroisk. Derfor giver det ikke mening at inddele tro og overtro i kategorier, forklarer han og bløder så alligevel lidt op:

– Man kan så sige, at der er et subdomæne, hvor folk render rundt og har nogle forestillinger, f.eks. om at de skal banke under bordet tre gange, for at forhindre noget dårligt i at ske, og hvor der ikke knytter sig nogle særligt stærke holdninger til det.

- Hvis man spørger dem, om de virkelig tror på, at det, de gør, gør en forskel, vil de sige: ”Nej, men man kan aldrig vide.” Men det samme kan man jo også sige om tros­domænet. Altså hvis man spørger folk, om de virkelig tror, at det gør en forskel, at de spiser det der brød i kirken, vil man nok få samme tøvende svar, forklarer han.

Magi fjerner nervøsitet

Jesper Frøkjær Sørensen mener derfor, at vi frem for overtro og tro hellere skal tale om de ritualer eller handlingsrepertoirer, vi udviser i bestemte situationer, og som er drevet af vores trosforestillinger.

– Det er de ting, som ikke har nogen funktionel betydning, men som afværger og afmonterer ­noget. Det er nogle bestemte handlinger, der udløses i bestemte situationer, fortæller han.

Men så lad os tale om, hvorfor de udløses. For altså: Vi er jo rationelle mennesker. Vi ved jo godt, at det, at vi banker under bordet, ikke betyder, at vi undgår uheld, ligesom at vi også godt ved, at de grønne sokker, vi havde på til en vellykket jobsamtale, ikke er afgørende for, om den næste jobsamtale også går godt. Eller hvad?

– Ja, de fleste mennesker vil sige: ”Det ved vi godt.” Men det fungerer bare anderledes, når det er tale om vores emotioner. Og samtidig så koster det jo ikke noget f.eks. lige at kaste salt over skulderen. Måske ville det være anderledes, hvis vi skulle ofre en hest eller en bil, siger han.

Og selv om det lyder tosset, at man kaster salt over skulderen eller banker under bordet, så kan det faktisk også virke. Altså indirekte, naturligvis.

– Vi benytter ritualerne til at håndtere dele af en situation, vi ikke har kontrol over. De magiske ritualer kan på den måde have en positiv psykologisk effekt og fjerne en nervøsitet. Du behandler det, der er sket, rituelt i stedet for at fylde dit hoved med alt det, der kan gå galt, ligesom du også undgår at køre rundt i tvangstanker. Hvis du f.eks. skal ud og fiske og er bange for storm og laver et ritual inden for at undgå det, kan det jo gøre, at du bliver så beroliget, at du er mere sikker på dig selv ude på havet.

– Ritualerne giver også i sig selv velbefindende. Hvis du laver en kop kaffe, får du en mikrobelønning fra hjernen, når du får kaffen. Men når det kommer til ritualer, belønner hjernen ikke resultatet, den belønner selve ritualet og det, at du udfører det rigtigt. Derfor er folk så optagede af at gøre de ritualer, de nu udfører, rigtigt, siger han og forklarer, hvordan ritualerne kan give os en følelse af kontrol i en ellers ukontrollerbar verden.

Hvis og hvis ...

– Mennesket adskiller sig som dyreart ved at forestille os mulige scenarier. Vi kan forberede os på ting, der kan gå galt, og så kan vi tage forbehold for dem.

Tag f.eks. coronakrisen. Her kunne vi forestille os, hvad der ville ske, hvis vi ikke gjorde noget, og vi fandt så ud af, at vi bl.a. måtte vaske hænder for at undgå at blive syge. Myndighederne lavede en simulation af en mulig fremtid, så vi kunne handle i forhold til den.

Men der er mange ting, vi kan forestille os, og hvor vi ved, at det kan ende i forskelle scenarier, men hvor vi ikke har kontrol over udfaldet.

Og fordi de fleste af os har det svært med, at det, der sker, bare er tilfældigt, begynder vi at tale om held og uheld, siger han og forklarer, at det også er her, vi begynder at tro, at vi selv kan yde en aktiv indsats via handlinger for at skubbe vores held i den ene eller anden retning.

– Tag f.eks. yatzy. Hvad gør du, når du spiller yatzy og gerne vil have nogle seksere? Mange af os tror, at vi kan nudge verden til at give os lidt held ved at gøre nogle forskellige ting.

Som journalist skal man ikke afbryde, når eksperten taler, men her bliver jeg altså revet med og fortæller om, hvordan jeg har pustet i læderkruset med terningerne og rystet det op mod himlen i håbet om at slå seksere.

Anna kender det også. I en periode har hun haft to små englefigurer stående ved siden af sin computer. De skal hjælpe hende med at udføre arbejdet godt.

– Jeg synes, at min arbejdsindsats er ret svingende, og de har skullet hjælpe mig. Men for nylig har jeg været i gang med et større projekt, hvor jeg har haft ekstra brug for hjælp, og en veninde, der er ret spirituel, foreslog, at jeg skulle have noget med nogle kroner stående, der symboliserede ”kronen på værket”, så nu har jeg i stedet en lille guldkrone, der har siddet på en lysestage, og en figur med en krone på hovedet stående, siger hun og giver Jesper Frøkjær Sørensen ret i, at den slags ritualer kan lindre nervøsitet.

– Jeg har det godt med at stille dem frem. Det beroliger mig. Det kan være hårdt at stole på sig selv hele tiden, og så er det rart at stole på, at der er noget, der støtter én. Man føler sig ikke så alene. Der er jo også nogle, der beder morgenbøn, det svarer vel til det, siger Anna.

Hun påpeger, at i enhver bankohal vil man også se folk, der har smølfer, legetøjsdyr og andre lykkebringere ved siden af deres bankoplade. Det har hun i hvert fald selv set, hver gang hun har siddet der.

Ronaldo gør det også

Et sted, hvor man drager nytte af overtro og ritualer, er i sportens verden.

Stefano De Dominicis er ph.d., sportspsykolog og mental træner, og så er han er italiener, men bor i Danmark, hvor han er ansat som adjunkt på Institut for Idræt og ­Ernæring, hvor han beskæftiger sig med sports- og sundhedspsykologi.

Han fortæller, at man inden for det felt skelner mellem magisk tænkning og ritualer.

– De minder om hinanden, men opleves forskelligt hos atleten. Hvis man tror, at man skal gøre noget bestemt for at undgå, at ens performance bliver ødelagt, så er det magisk tænkning, mens ritualer medvirker til at få idrætsudøveren i et bestemt mood, inden han eller hun skal performe, fordi det øger fokus, forklarer han.

Ifølge ham ser man ofte, at de to ting blandes sammen i praksis, og at begge dele kan være effektfulde, så længe det ikke distraherer en fra at gøre det, man skal: Præstere.

Han nævner som eksempel den italienske motorcykelrytter Valentino Rossi, der har vundet adskillige mesterskaber.

– Han gør altid det samme, inden han skal køre et løb: Han laver nogle udstrækningsøvelser, hvor han altid rører sine fødder og knæ, og når han så skal træde op på motorcyklen, gør han det altid fra venstre side. Han siger selv, at det hjælper ham med at fokusere, og at det er en måde at fortælle sig selv: ”Nu skal jeg være klar.” Han har også fortalt, at det med udtrækningen i begyndelsen handlede om, at der var behov for at strække hans dragt, der var meget stram, men nu er det blevet et overtroisk ritual, som han altid bruger et halvt til et helt minut på, fortæller Stefano De Dominicis og kommer med et andet eksempel.

– Når fodboldspilleren Ronaldo skal skyde frispark, lægger han altid bolden på en bestemt måde, går tilbage et bestemt antal skridt og så til venstre og stiller sig i en ikonisk position med spredte ben. Han gør det altid. Han siger, at i starten var det for at vise selvtillid over for ­målmanden, men nu kan han ikke gøre det på en anden måde.

Det er en genvej til selvtillid

Uanset om man laver et mere rationelt ritual, eller om der er magisk tænkning indover, kan det bruges til effektivt at fremme ens præstation:

– Begge dele kan give dig selvtillid. Når du er professionel idrætsudøver, rejser du meget rundt, og miljøet omkring dig skifter konstant, men når du gør noget, du kan kontrollere, begynder du at slappe af og kan komme ind i din comfort zone, forklarer han.

Det betyder dog ikke, at magisk tænkning altid kan praktiseres med fordel.

– Det er et problem, hvis det, man skal gøre, er uden for ens kontrol. Hvis det f.eks. ­kræver, at man har bestemte objekter, som når en fodboldspiller kun kan spille en kamp, hvis han har nogle bestemte sokker på, for hvad hvis han en dag ikke kan finde dem? Så bliver han skør. Så der er en grænse.

- Den går også ved, at ritualet ikke må blive en besættelse, som man ser det hos folk med OCD, hvor ritualerne i stedet for at hjælpe gør livet mere besværligt, siger Stefano De Dominicis.

Han kommer med opskriften på et godt ritual — med eller uden magisk tænkning involveret.

– Først og fremmest skal det ikke være sådan, at du skal have nogle bestemte ting, førend det virker. Derudover skal det heller ikke være afhængigt af andre — f.eks. at personalet altid skal lægge din træningstaske omvendt. Det skal være noget, du selv har kontrol over. Det kan være en bestemt måde, du taler til dig selv, inden du skal konkurrere: Nogle sætninger, der er dine ”selvtillidssætninger”. Motiverende sætninger som ”jeg er født til det her” eller ”jeg kan det her”, ligesom det også kan være, at man giver sig selv nogle specifikke instruktioner til det, man skal ind og gøre.

Giver verden mening

O.k., så langt så godt. 

Overtroen og ritualerne, alt efter hvad man nu kalder det, kan række os en hjælpende hånd i en uoverskuelig verden. Men hvorfor tror vi på lige netop det, vi tror på?

Lektor i religionsvidenskab Jesper Frøkjær Sørensen kommer med et eksempel: Man sidder til en fest og råber: ”Jeg vil fandeme ønske, at Trump døde af corona”. Lige bagefter får man dårlig samvittighed, for tænk, hvis Trump nu døde af corona ... Og så er det, at man banker under bordet og siger: ”Nej, det mente jeg ikke.” 

Når vi ifølge Jesper Frøkjær Sørensen har behov for at trække en sådan sætning tilbage, viser det, at man er bange for, at ens ord har så stor betydning, at det ligefrem kan få folk til at falde døde om.

Det lyder jo dumt, men måske ikke helt så dumt, når man hører hans forklaring:

– Når man ikke synes, at det er ufarligt at forbande andre offentligt, er det jo, fordi det, vi siger, har betydning. Hvis vi kommer ind i et rum, hvor der sidder nogle mennesker og siger, ”Hold kæft, hvor er her røvsygt”, så påvirker det jo stemningen, som han siger.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Der er altså noget om snakken. Det er bare os, der ikke lige kan finde grænsen for, hvornår det, vi siger, har betydning, og hvornår det ikke har.

Men hvad med sorte katte, smadrede spejle og firkløvere? Hvordan er tankerne om deres lykke- og ulykkebringende egenskaber opstået?

Det er faktisk ikke sådan lige til at svare på, fortæller Lene Vinther Andersen, der er cand.mag. og ansat som arkivar på Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.

– Det er ikke noget, vi har kilder til, men overordnet kan man sige, at det er et udtryk for, hvordan man har fået verden til at give mening, når der er noget, der ikke har givet mening, eller som man ikke kunne forstå. Dér har overtroen gjort, at man kunne navigere i det. Og navigere i, hvad der gav held og lykke, succes og fiasko, siger hun og kommer med to konkrete eksempler: Det knuste spejl og den sorte kat.

– Det med, at et knust spejl betyder ulykke, kendes over store dele af verden. Og det hænger nok sammen med, at man ser sig selv i spejlet, men spejlvendt. Man ser altså sig selv, men alligevel ikke sig selv. Og så har man fået den forestilling, at hvis spejlbilledet bliver ødelagt, så er der også noget i en selv, en sjæl, der bliver ødelagt.

– Og den sorte kat er blevet forbundet med heksen og Fanden, og man kan jo så forestille sig, at når man har gået på vejen stille og roligt, og der pludselig kommer en sort kat gående over vejen, så er det blevet tolket som et faresignal, forklarer Lene Vinter Andersen

Hun fortæller, at man i 1800-tallet ikke har skelnet så meget mellem, hvad der var kirkeligt, og hvad der har været hedensk. Man har f.eks. ikke kun slået korsets tegn i religiøse sammenhænge, men også inden man bagte brød eller såede korn for at give udfaldet de bedste betingelser.

Individuel overtro

Desuden var der også mange individuelle fortolkninger for, hvornår noget bragte held og uheld.

– Når man fandt en hestesko, var det noget med, at lykken kom i trav. Nogle mente så, at man skulle lade den ligge, mens andre sagde, man skulle kaste den væk. Nogle hængte den over døren i stalden for at beskytte dyrene, og her mente nogle, at den skulle hænge som en skål, så den kunne holde på lykken, mens andre mente, at den skulle hænge omvendt, så lykken dryssede ned, siger hun.

Uanset hvad man troede på, så har overtroen været en acceptabel del af hverdagen, understreger hun.

– Det har været noget, man helt naturligt har fortalt om, hvad enten det var hekse, ellefolk eller nisser. Når jeg i dag underviser skoleklasser, kan de godt sidde og grine af, at man har troet på det engang, men når vi så taler om det, så er der en dreng, der kommer i tanke om, at han altid snører sin venstre fodboldstøvle først for at få ekstra styrke til at sparke efter bolden med det højre ben, eller én, der skal have nogle bestemte øreringe på, når hun skal til eksamen, siger hun.

Hun kommer med et tredje eksempel på, hvordan overtroen stadig sniger sig ind hist og pist i dag.

– Blandt andet i forbindelse med graviditet er der mange ting, man ikke må og må. Man siger, at det giver uheld, at man får barnevognen med hjem, inden man har født. Og derfor er der mange, der først får barnevognen hjem, efter at de har født, selv om man sagtens kunne tage den med hjem inden.

- Hvis man spørger folk, vil de sige, at de ikke tror på den slags, men alligevel lader de være med at få dem med hjem med det samme for en sikkerheds skyld, siger hun.

– I dag har naturvidenskaben givet os mange af de forklaringer, man ikke havde tidligere, men der er stadig masser af eksempler på overtro i dag. Blandt andet i forbindelse med sygdom, hvor mange i dag søger alternative muligheder. Så det er ikke så sort-hvidt. Og det var jo heller ikke sådan, at folk var dumme og indskrænkede dengang, det handlede bare om en måde at forstå verden på, og dér er jo stadig steder i dag, hvor vi kommer til kort.

Som en due

Det at komme til kort, når det gælder om at forstå verden omkring os, kender Anna godt til. Og når det sker, er det, at hun får idéer om, hvad der giver held, og hvad der ikke gør.

– Da jeg var gravid med mit første barn, var jeg hos lægen og fik taget en prøve, der gav et dårligt svar. Dengang havde jeg en skjorte med krave på, og selv om det i sidste ende viste sig, at der ikke var noget galt med mit barn, så har jeg aldrig haft noget med en krave på til lægen siden.

- Jeg har også et par prikkede underbukser. De er ret slidte og ikke særlig pæne, men jeg synes altid, det er gået mig godt, når jeg har haft dem på, forklarer hun.

Nævner man den slags overtro for lektor Jesper Frøkjær Sørensen, kommer han i tanke om et forsøg som den amerikanske psykolog B.F. Skinner lavede med duer.

– Skinner var særligt interesseret i, om dyr kunne lære magisk adfærd. Han designede derfor en boks, i hvilken almindelige duer blev belønnet med mad, hvis de lærte forskellige tricks. Duerne lærte f.eks. hurtigt at trykke på en bestemt knap, hvis det udløste et korn. Men hvad, hvis man indstillede maskinen til at udløse en belønning på et tilfældigt tidspunkt? Skinner opdagede, at duen i så fald associerer den adfærd, den tilfældigvis lige havde udført, med den efterfølgende belønning.

- Havde duen netop drejet sig en omgang, ville den gentage denne handling i håb om at få endnu en belønning. Duen blev ifølge Skinner ”overtroisk”, og virkningen aftog kun langsomt, hvis belønningen udeblev. Duen associerede altså en bestemt handling med en belønning, på trods af at der ikke var nogen forbindelse mellem handling og belønning. Skinner mente, at det forholder sig på samme måde med mennesker. Vi har en lignende tendens til at gentage overflødige handlinger, som vi en gang har associeret med et positivt resultat. Tilsvarende undgår vi andre ligegyldige handlinger, som vi tidligere har forbundet med et negativt resultat.

Hvad siger Anna, når hun hører om det forsøg?

– Jeg er dum som en due.

Men, som der også står i starten af denne artikel, hun er ikke den eneste.

Læs mere om:
Tro