Emilia van Hauen: Succes er en følelse af hjem

Medgangskultur. Det kunne vi kalde den livsform, vi er ved at opbygge gennem de sociale medier, hvor de fleste af os deler vores succeser og kun i begrænset (og ofte meget kontrolleret omfang) udstiller vores fuck-ups eller vores nøgne ansigter eller krøllede maveskind for at skære igennem den glittede overflade og vise os som mere såkaldt autentiske. Desværre virker denne kultur ikke kun inspirerende på os. Den virker også fiasko-dræbende. På den helt problematiske måde. For selv om vi ikke har, så virker det på overfladen, som om vi har glemt, at vi alle – alle! – ret jævnligt føler os som nederlag og synes, vi selv er noget nær det mest pinlige, dumme, uelskede, udstødte og ensomme af væsener på Jorden. Og det er skidt. For vi har alle brug for at blive mindet om, at fiasko er et grundvilkår i livet. At fiaskoer mange gange er startskuddet til en ny (nødvendig?) udvikling. Og ikke mindst at uanset hvor gennemgribende den fiasko end må være, så kan man komme igen. Monica Lewinsky har en særlig plads i denne positive fiaskoernes hall of fame. I forbindelse med sin 40-års fødselsdag har hun for første gang været ude og kommentere på Clinton-affæren. Modsat sidste gang i 1998 træder hun denne gang frivilligt frem, og selv om hun stadig får uanstændigt mange tæsk i pressen og på samtlige sociale medier, vinder hun heldigvis også en masse respekt. For hun er godt nok modig! Hun tør nemlig udfordre den totale ydmygelse og udskamning, som hun blev udsat for dengang, da alle kom på fornavn med hendes sædplettede kjole. Hun vælger at tage ansvaret for sin del af forholdet og spiller ikke offerkortet, selv om hun om nogen blev offer for en gennemført PR-strategi, der skulle beholde Clinton som præsident. Gennem den handling forvandler hun sig til et af de mest inspirerende forbilleder: Efter at have oplevet et katastrofalt, verdensomspændende nederlag, som vil forfølge hende hele livet, vælger hun nu at bruge det nederlag til selv at hjælpe andre videre, når de møder en fiasko. LÆS OGSÅ: Tina Splidsboel: Manglen på respekt Hun er altså lykkedes med at finde ind til det ”hjem”, som forfatteren til ”Spis Bed Elsk”, Elizabeth Gilbert, kalder det sted i os, hvor vi gør præcis det, der for alvor giver mening. For os. I en fantastisk TED-talk (find den på nettet, red.) fortæller hun, hvordan hun selv i årevis inden sin internationale bestseller forsøger at slå igennem som skribent, og hvordan det eneste resultat er et hav af afvisninger. Da hun endelig rammer rent, kan hun ikke glæde sig over det, for straks melder frygten for toeren sig, som da også bliver et kæmpe flop. Men det er samtidig først da, hun egentlig føler sig fri til at være den forfatter, hun altid har drømt om at være, for i processen fra fiasko til succes til fiasko, opdager hun noget meget vigtigt: Succes er lige så ødelæggende og lige så fremmedgørende som fiasko. Begge dele katapulterer dig væk fra dit eget centrum af mening. Frem for at identificere dig med enten din succes eller din fiasko skal du derfor i stedet finde ud af, hvad dit ”hjem” er: Det, du elsker mere end dit ego. Det, du elsker mere end dig selv. Først når du forstår, hvad det er, og du forener dig med det, bliver den ydre succes eller fiasko uden betydning. Gilbert taler i virkeligheden om at gøre det, der giver dig en følelse af succes. Det interessante ved succes er nemlig, at det ikke er et spørgsmål om fakta, hvilket vi desværre er mange, der er tilbøjelige til at tro. Ægte succes er en indre oplevelse af ro. Af forløsning. Af hjem. Og det samme er fiasko, bare med modsat fortegn. Derfor er der heller ingen andre, der kan fortælle dig, at dine resultater taler for sig selv. Og derfor kan succes og fiasko føles helt modsat af, hvad det egentlig ser ud til at være – når nogen ser på det udefra. Hvilket især er med til at gøre en ”synlig” succes, men oplevet fiasko, endnu mere frustrerende, for det kan være svært at blive mødt i den situation og finde den nødvendige trøst og opmuntring. For mig er skrivning også mit hjem. Sammen med mine sønner. Hvad med dig: Hvad er dit hjem? Hvad elsker du mon mere, end du elsker dig selv?