https://imgix.femina.dk/media/article/1548-emilia-van-hauen.png
Selvudvikling

Emilia van Hauen: Opfør dig altid, som om du er nyforelsket

22. december 2015
af Emilia van Hauen
Enhver uenighed og konflikt er i virkeligheden en invitation til at udvide vores egen verden. Og faktisk har vi en særlig livssituation, hvor vi praktiserer det big time og med stor fornøjelse – nemlig som nyforelskede!
Inde i mit hoved er det fuldstændig klart, hvad jeg mener. Faktisk er min pointe så indlysende, at den er næsten genial. Synes jeg selv. Men så siger en fra mit testpanel: ”Det dér med de lyserøde elefanter forstår jeg ikke. Det forvirrer mere, end det forklarer!”. I snart 20 år har jeg levet af at holde foredrag. Og jeg elsker det! Det magiske øjeblik er dér, hvor jeg bilder mig selv ind, at jeg kan se lyset blive tændt i tilhørernes øjne. Så ved jeg, det er lykkedes mig at ramme dem et sted i deres liv, hvor de møder noget, de kan bruge. En af de første gange jeg holdt foredrag, var der omkring 50 mennesker i salen, og jeg var helt ovenpå. Det kørte derudad, de fik masser af information og en cool model og jeg følte mig helt sikker. Cirka midtvejs i mit indlæg rækker en mand hånden i vejret og siger: ”Det kan godt være, du har ret. Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal sidde og høre på det??? Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal bruge det til!”. Siden da har jeg benyttet mig af testpaneler. Alt for ofte har vi nemlig hovedet blindt stukket op i vores egen viden, værdier og verden – og taler kun derfra. Det er indavls-kommunikation, og det giver sjældent levedygtigt afkom. Sætningen: ”Du kan jo nok forstå, at ...”, er f.eks. en ren dræbersætning. Man bliver som modtager både gjort dum og ufølsom, og det øger ikke ligefrem åbenheden og tilliden i forholdet. Ytringer som: ”Selvfølgelig har jeg ret til ...”, er af samme skuffe. Sådan indavls-kommunikation medfører alt, fra pinlige grin (jeps, det opstod der i salen den dag!) til tabte venskaber, skilsmisser, økonomiske kriser, krig og andre verdenskatastrofer. Til gengæld er det befriende og livgivende, når kommunikation fungerer! Det gør helt enkelt verden til et bedre sted at være, fordi vi oftest nærmer os hinanden og begynder at dele virkelighed, så vi undgår en masse ødelæggende konflikter. Nogle gange er vi heldige, at der opstår god kommunikation. Når det sker spontant, sker det oftest, fordi vi er enige. Sjovt nok! Nogle mener, at god kommunikation blot handler om ikke at være uenige. Hvilket jeg er meget uenig med dem i. Den slags ikke-uenig kommunikation dækker ofte over ligegyldig snak. Eller over, at man ikke tør tale om noget, der er vigtigt. Fordi man er bange for konflikten. LÆS OGSÅ: Emilie van Hauen: Ustyrlige kvinder Men enhver uenighed og konflikt er i virkeligheden en invitation til at udvide vores egen verden. Og faktisk har vi en særlig livssituation, hvor vi praktiserer det big time og med stor fornøjelse – nemlig som nyforelskede! Når vi render rundt med stjerner i hele hovedet og et hjerte, der basker i alle retninger, hver gang vi bliver mindet om den elskede, er vi præget af især én egenskab, der er forudsætningen for god kommunikation: Nysgerrighed. Vi bliver helt automatisk super åbne og interesserede i at vide meget mere om, hvem den anden egentlig er. Så vi stiller spørgsmål, interesserer os for den andens verden, kigger med nye øjne på os selv og vores liv – og bliver ligefrem begejstrede over at opdage, at der findes andre måder at gøre tingene på end éns egen. At den begejstring bestemt ikke altid holder i længden, er en helt anden historie ... Og det er her, de lyserøde elefanter kommer marcherende ind i billedet. Jeg viste dem nemlig til testpanelet, mens jeg sagde: ”Nu må du ikke tænke på en lyserød elefant!”. Hensigten var at vise, hvor stærk tankens kraft er. Og min endelige pointe handler om, at vi skal fylde sindet med taknemmelighed, så det er det, der dominerer i vores liv. Ved at vise et ikke-logisk billede til at starte med, ville jeg pirre deres nysgerrighed og åbne deres sind, men mit testpanel syntes, det var dårlig kommunikation. Først fjernede jeg de lyserøde elefanter og indsatte et foto af Dalai Lama, hvor han ser meget taknemmelig ud. Men så satte jeg dem ind igen og brugte i stedet mere tid på at forklare pointen. Jeg har lige testet det igen. Bingo! En konklusion? God kommunikation er baseret på nysgerrighed. Ikke kun nysgerrighed på andre. Også på dig selv ... Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser

Læs også