Emilia van Hauen: Hvad bliver man, når man bliver 50 – sig selv?

Halvtreds. Det blev mit tal i sidste uge. 50. Halvvejs. For jeg bliver mindst 100, har jeg besluttet mig for. Og selvfølgelig på den fede måde. Dvs. uden alzheimer, kunstig hofte og ensomhed.

Da jeg fyldte 40, blev jeg voksen. For fjerde og sidste gang. Først var der jo konfirmationen. Så blev jeg myndig. Da jeg var 30, blev det forventet af mig. Og som 40-årig ville jeg gerne selv være det. Voksen. Etableret. Og voksen viste sig at være ... lettere indeni end udenpå.

Udenpå kan jeg på de 10 år, der er gået, først og fremmest hænge en skilsmisse, der helt skizofrent hænger og skinner i alle farver og former som en livskugle på mit livstræ. På de tunge dage er den kantet, skarp, mat, afvisende og grim. Bare virkelig hæslig. I alle sine afskygninger af sort. For sådan synes jeg, det var – er – at bryde en kærlighed, en familie og en livshistorie op. På de lette dage lyser den. Er blød og rund, har spændende indfald og udfald og stråler i alle nuancer af vidunderlige kulører, som jeg ikke kendte til før.

Den livskugle har taget mange andre kugler med sig. En ny kæreste, der i nogle år viste mig en helt anden måde at være mand og kvinde på – og som har gjort mig mere hel. En flytning med blandede følelser. Bogudgivelser med uforventet indhold. En udvidet social skare af berigende mennesker. Større egofest hver anden uge. Nye familietanker/former/liv. Mere selvstændighed og stamina ved at stå alene som forsørger. Måske større ambitioner? Og så er der de livskugler, der ville være kommet uanset hvad. Som teenagedrenge, der for alvor er på vej væk fra mig. En krop, der ikke længere kan manipuleres med lige så let som før.

LÆS OGSÅ: Det siger din alder om dit liv

For mange livskugler plus endnu flere par sko ...

Hvis man bliver voksen som 40-årig, hvad bliver man så, når man bliver 50? Sig selv? For selv om sorgerne har skåret dybere, end jeg nogensinde før har følt dem, selv om jeg har følt mig mere forladt og alene og ulykkelig end nogensinde før i liv – så har det på sær vis stadig været lettere indeni end udenpå. Jo, jeg har ligget og grædt og tudet, hulket og savlet på køkkengulvet i afmagt over tabene i mit liv. Men samtidig begyndte en indre stemme af fred og tilhørsforhold også at lyde. Som en beroligende stabil tone af sikkerhed og kærlighed, der gav mig tilpas nok snor til at løbe ud over kanten, men aldrig falde ned i afgrunden. For at blive dér. Miraklet er, at denne nye tone kommer fra mig selv.

Det lyder frelst og selvsmagende. Og jeg hader, at det gør netop det, for bag den let ironiske tone af glamourøs narcissisme, er jeg faktisk fyldt med ren og skær taknemmelighed. De første næsten 50 år af mit liv har jeg aldrig haft nok tiltro til, at jeg kunne være min egen iltmaskeperson. Så jeg koblede mig op på andre, der virkede stærkere og mere hele end mig, og gav dem min iltmaske, så de kunne redde mig, når det var nødvendigt.

Men for få måneder siden opdagede jeg en morgen, at jeg hellere ville tale med mig selv (og lidt med universet). Og først langt henne i samtalen gik det op for mig, hvad der egentlig var sket med mig: At jeg var blevet min egen første person. Den, jeg tyr til først, når jeg skal have et godt råd. Eller når jeg har brug for trøst, håb eller styrke. Og det er måske den største befrielse, jeg nogensinde har oplevet. Og den største gave.

Så selv om mit livstræ i dag ser langt mere rodet ud med sine skårede, halve og hele kugler, der slet ikke passer sammen, er der samtidig meget mere orden på grenene indeni. Jeg bilder mig ind, at det ikke kun er bedst for mig. Jeg håber og tror på, at det også er bedst for omverdenen. Fordi jeg nu har overskud til at give mere. Forstå bedre. Måske bare være mere menneskelig?

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk