Selvudvikling

Emilia van Hauen: Fodbold-feminisme

Emilia van Hauen har opfundet et nyt begreb, fodbold-feminisme, fordi vi kvinder gerne må udfordre de vedtagne normer, idealer og værdier, selv om vi risikerer at blive tacklet. Vi skal lege. Og score!

Min telefon siger 3.46. Opgaverne har vækket mit urolige sind. Jeg gik ellers i seng kl. 21.30 for at stjæle lidt af zen-munkenes morgenklarhed, men lå for længe og bekymrede mig over nærværende klumme, der skulle skrives og afleveres, de to foredrag i Jylland de to næste dage, den opgave, jeg skulle hjælpe min ekstrasøn med, den præsentation, jeg skulle lave til et nyt netværk, og den bog, som jeg mangler at skrive tre fjerdedele af.
 
Jeg står op. Laver te. Tænder computeren, og mens den starter op, lægger jeg artiklen med den engelske feminist Caitlin Moran på køkkenbordet, ved siden af artiklerne med den genvalgte tyske kansler Angela Merkel og ”Nej til at passe familiens ældre”. Nede på gulvet står en goodiebag fra FCK, udleveret til søndagens kamp mod OB til et særarrangement, hvor vi var 42 kvinder, der hyggede os i Skyloungen, og på køleskabet hænger sønnikes lejrskolefolder, for jeg skal huske at sende ham et sæt overnatningskontaktlinser, så han slipper for at skifte linser, mens de andre drenge svirper hinanden med våde håndklæder.
 
Et udsnit af kvindeliv anno 2013.
Kvinder kan blive kanslere, der er stadig brug for feminisme, fodbold er ikke længere noget, mænd ser på TV, mødre sørger stadig (ja, hvem ellers!) for deres børns velbefindende, men vil gerne fritages for også at stå for det primære pasningsarbejde for deres ældre. Faktisk viser undersøgelsen lavet af Rambøl for JP, at mens 26 procent af mændene siger ja til at passe familiens ældre, er det kun 18 procent af kvinderne, der gør det. Overraskende. Men jeg tror, jeg har en slags forklaring på det.
 
LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Hvor længe varer ægte kærlighed?
 
Sammen med Ældre•Sagen og Codan har jeg holdt foredrag om sandwichgenerationen; dvs. den befolkningsgruppe, der er klemt af plejekrav til både deres børn og ældre. 87 procent af kvinderne yder jævnligt aktiv hjælp til et familiemedlem, mens kun 76 procent af mændene gør det. Derfor – tænker jeg – vil færre kvinder end mænd sige ja til at passe familiens ældre. Fordi de véd, det er dem, som i sidste ende kommer til at udføre det meste af arbejdet. Der er en lille krølle til dette.
 
Foredraget startede med, at jeg bad deltagerne om at lave en mental liste over alle de mennesker i deres liv, som de drager omsorg for. Da de var færdige, spurgte jeg: ”Hvor mange huskede at skrive sig selv på listen?”.
Det slog aldrig fejl. Aldrig. Mens alle mænd rakte hånden i vejret, var det max én til to kvinder, der gjorde det. Ville du have husket dig selv?
 
Livet er en kontaktsport. Det er det altså bare. Nogle gange bliver man tacklet så eftertrykkeligt, at man bliver sendt ud af banen og må kæmpe med en skade i en rum tid, andre gange laver man det fedeste mål og bliver både tiljublet og overøst med kærlighed. Men det er mere end det.
 
Og det bliver jeg mindet om, da jeg sidder med min veninde og udveksler nyheder om kærlighedsliv, job, børn og mode, mens vi (sådan nogenlunde) følger kampen nede på grønsværen. Livet er nemlig også en leg fuld af sjove driblinger. Det kunne vi kvinder lære af mændene. Men det har også sine udfordringer.
 
Dagen efter det tyske valg var Berlingske Tidendes forside domineret af tre striber med billeder af Angela Merkel. De viste hende i et hav af enkeltradede jakker, der alle lignede hinanden til forveksling, kun farverne differentierede. Når hun er i sit embede, klæder hun sig både forudsigeligt og kropstilsløret (læs: troværdigt) for hendes stilling. Det var åbenbart ikke sagen, da hun var med til at åbne Oslo Opera. Her optrådte hun i kjole med et imponerende vue til hendes smukke barm. I mine øjne legede hun befriende med sin kvindelighed, men hvad var reaktionerne? Flere medier satte spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet var i stand til at forvalte sit job som kansler, når hun kunne klæde sig på den måde.
 
Kvinder trænger til at spille mere fodbold med livet, men når vi gør det, og lader kontrollen gå på ferie, risikerer vi også at blive forsøgt udstødt og skubbet hjem i folden af forudsigelig feminin adfærd.
Det slår Caitlin Moran et slag for. Altså at vi skal hente vores egen humor hjem og have det sjovt, mens vi kæmper. Da hun var i Danmark for nylig, eksponerede hun det, hun kalder sit feminist-smil ved at hive sin bluse op, blotte sin pænt fyldige mave og klemme sammen, så to fuldmodne deller danner en dyb aflang sprække. Voila: Et feminist-smil! Meget ulig den kropskontrol, som ellers er et af vor tids idealer. Uden den kan vi nemlig risikere 
at blive udstødt.
 
LÆS OGSÅ: Caitlin Moran: Husk at kæmpe for feminismen
 
Derfor har vi brug for fodboldfeminisme. Et nyt udtryk, som jeg gerne vil bringe på banen (høhø), og som skal minde os kvinder om, at vi altid har en risiko for at blive tacklet ud af feltet, når vi gør noget, der kan rykke ved samfundets vedtagne normer, strukturer, idealer og herskende værdier, og sådan er reglerne bare, men at det ikke skal forhindre os i, at vi samtidig skal huske at lege. Og score. På vores måde!
 
I stedet for at føle, at jeg da burde følge bedre med i kampen og ikke tale om klassiske kvindeemner, i stedet for, at Angela Merkel skal skammes ud for at vise sin krop, i stedet for, at kvinder skal få dårlig samvittighed over ikke at gøre nok for deres familiens ældre og bagefter skamme sig over, at de også glemmer at drage omsorg for sig selv, bør vi tage livet til os som en spil, vi kan lære at spille – og som har fokus på to ting:
 
1. Jeg spiller livet på min måde, og det, jeg synes er vigtigt, er vigtigt!
2. Livet er en leg, og jeg vil have det sjovt, fordi jeg overgiver mig til at gøre det, der får mig til at føle mig levende. Fodboldfeminisme. 
Og husk så: Alt kan ske, når bolden er rund.
Læs mere om: