Selvudvikling

Eksperten om demens: ”Demens er at miste langsomt”

Livet tager en så voldsom en drejning, når ens nærmeste bliver ramt af demens, at man selv risikerer at blive syg. Det siger Anette Schiøtt, der er sygeplejerske og psykoterapeut med speciale i demens. Hun er selv tidligere pårørende.

Hvad er det, man bliver udsat for som pårørende til en dement?

- Som pårørende skal du konstant være på forkant og i alarmberedskab, for du ved ikke, hvad der sker lige om lidt. Du forsøger måske at være velforberedt og tage højde for det ukendte. Det betyder jo, at du hele tiden er på vagt og går og spekulerer: hvad er der sket i hjemmet, mens du har været væk? Er der mon flyttet om på møblerne? Samtidig lider du, som pårørende, et kæmpe tab af en relation, der engang var. Du mister et menneske, og sammen med alt det praktiske skal du altså også deale med sorgen over det.

 

Hvad kan konsekvenserne være?

- Det her med, at man hele tiden skal være beredt, er voldsomt anstrengende og kan give stress-reaktioner og gøre de pårørende syge, hvor de faktisk selv udvikler pseudo-demens. Det kan være symptomer som hukommelsesbesvær og manglende koncentrationsevne. De bliver måske også irritable og har brug for ekstra hvile. Det er så sindssygt belastende. Samtidig er der tabet, du skal bære som pårørende. Du kan se, hvordan den person, du elsker, glider væk i sygdommen. Du kan ikke længere ‘læne dig ind i hende’ og dele dit liv med hende, for der kommer ingenting tilbage. Det er et tab i tabet, hvor du har mistet den syge, mens hun stadig er her. Demens er at miste langsomt, og det er virkelig smertefuldt.

LÆS OGSÅ: Birgittas mor er ramt af demens: "Jeg har mistet hende, men samtidig er hun der, lige foran mig"

Hvordan kan man forebygge at man selv bliver syg?

- Folk siger ofte: du skal sørge for også at passe på dig selv. Det kan jo næsten virke som en ekstra stressfaktor, men det skal man altså. Derfor er det vigtigt at trække på sit netværk, og at det netværk - de allernærmeste - selv er opsøgende. Som pårørende siger du ikke nødvendigvis selv til, derfor skal netværket byde ind og spørge, hvad du har brug for, hvad de kan hjælpe med og eventuelt bare komme forbi. De skal turde stille spørgsmål. Den åbenhed er vigtigt, for det betyder, at du føler dig set. Samtidig skal du som pårørende give dig selv åndehuller - gerne nogle som slet intet har med demens at gøre. Det er også en god idé at deltage i retreats eller gruppeterapi, hvor du deler erfaringer med andre i samme situation, så ensomhedsfølelsen ikke kommer snigende, og så du bliver støttet i, at det altså er ekstremt hårdt.

 

Anette Schiøtt, der er sygeplejerske og psykoterapeut med speciale i demens. Hun er selv tidligere pårørende.
 

Læs mere om: